To Digte af Herman Bangs »Det hvide Hus«

Jeg elsker Dig, som Havet elsker
den vide Kyst, som det beskyller,
dækkende og altid den bedækkende
med et evigt Kys.
Saadan som en Elsker kan
fra Fodens Saal til Tindingens skonne Bue
fore sin sode Laebe
langs den Elsktes ganske Legem,
for, i Salighed, det alt at eje ...
Saadan elsker jeg Dig --
saadan.

Nej, jeg elsker Dig som Solen elsker
Aftnens gyldne Skyer,
der favner den og helt den favner,
mens stolt, en sidste Gang, den hilser
Jordens usle Herlighed og dor.

Naar i de lange Nætter
jeg ensom hviler
og ingen ser mit Ansigt
og ingen mine Øjne, der er torre--
da tænker jeg:
Hvis jeg var dod.
Vilde Du dog komme
og knæle ned,
der hvor jeg hvilte,
og min Haand, som Du nu skyer,
vilde Du tage,
nu, den var kold,
og ind i mit Ore,
der ej kunde hore mer,
vilde Du hviske,
in Stemme fra den Gang:
Hvor jeg dog elskede Dig ...
Og den Dode vilde smile.