Lauras Sange af Robert Fulton

Jeg mindes vel et Sted, gid jeg var der igien,
Der Timerne saa sagtelig gled hen,
Liig sølvklare Perler, der drages paa en Snor,
Saa milde som to Elskendes Ord.

Der legede de Fugle bag Valbirkens Blad,
Der var jeg saa munter og saa glad,
Der sprang jeg tidt i Engen og agted ei derpaa,
Hvad Folk vilde sige, der det saae.

Der stod jeg tidt ved Vinduet og bag de høie Træer,
Og tænkte paa den, jeg har kjær,
Og naar han da sig nærmed med hurtige Fjed,
Da glædedes mit Hjerte derved.

Der sad vi tidt i Maanskin ved Rosens Hæk,
Ved Siden af den rislende Bæk,
Og vexled mangt et ord halv i Alvor halv i Skjemt,
Det har nu vel længst han forglemt.

Når svanen drømmende på strømmen bølger,
da tænker jeg, min tavse ven, på dig,
og på den drøm, som du i sjælen dølger,
men som du vist engang betror til mig. 

Når nattens stjerner funkler i det høje,
da tænker jeg, mit skjulte håb, på dig,
og på den glans, der funkler i dit øje,
og på det smil, der har fortryllet mig. 

Når månen bleg og længselsfuld sig hæver,
da vokser end min længsel efter dig,
når, som et dødningskib, den fremad svæver,
da tænker jeg: Kan døden frelse mig? 

Thi gerne vorder jeg med den fortrolig,
hvis i dens nat jeg skal genfinde dig,
men himlen selv mig vorder sorgens bolig,
hvis ej du der forenes skal med mig.

Du var det deiligste Barn,
Jeg i mit Liv har seet,
Skjøndt i en fattig Bolig
Din Seng man havde redt.

Du fandt i den fattige Bolig
For Nattevinden Læ,
Der vugged Dig Din Moder
I Søvn paa sine Knæe.

Der redte hun Dine Lokker
Og kyssede Din Kind,
Og svøbte Dig i Halmen
For Nattekulden ind.

Da lyttede Du saa stille,
Imens Din Moder sang,
Vidunderlige Toner,
Da ved Dit Leie klang.

Og naar da Din Læbe smiled’,
Da maatte Sorgen flye,
Det var, som om Du leged
Med Aander under Sky.

Og Himmlens lyse Skarer,
Da svæved til Dig ned,
Det var, som om Du vidste,
Hvad ingen Anden veed.

Da tænkte jeg, mens jeg skued’,
I Dine Øine blaae:
„Kan Paradisets Blomster
Da voxe mellem Straae?”

--------------------------
Men da jeg Dig atter skued,
Du kaldtes rig og stor,
Og ligned tusind Andre
Paa denne kolde Jord.

Da havde Du glemt Din Barndom,
Og hvad Din Moder sang,
Og alle de deilige Toner,
Der ved Dit Leie klang.

Da havde Du glemt de Aander,
Som svæved til Dig ned,
Da vidste Du ei Mere,
End tusind Andre veed.

Dog saae jeg Din Læbe smile,
Jeg saae Dit Blik igjen;
Men Paradisets Blomster
De var nu visnet hen.