Mit Hjerte er en Himmel graa
hvor Sorgerne som Kloder staa.
Saa underligt er deres Gang,
derfor er Barmen dem for trang.
Græd kun, ja græd, saa faar du Ro!
Hver Tåre er en Verden jo!
En Verden fuld af Sorg og Lyst,
der ruller fra det snævre Bryst.

Men har du graædt dit Øje træt,
da bliver Du om Hjertet let,
thi Sorgen, om den ender stor,
i hine Taare - verdner bor!
Or tror Du vel, at han som glad
ser Krybet paa det mindste Blad,
han, som det hele stræber til,
at han en Verden glemme vil?