Nu gyder Høsten sit gyldne Blod
og blodigt Guld over Skove.
De spejler sig stille i Sø og Flod.
Den blide glidende Vove.

Se, Birken staar som det lyse Guld,
og Asken som gule Topaser.
Men grøn er Rønnen og tung og fuld
af røde Rubiner i Klaser.

Som blaagrøn Fløjel er Fyrrens Dragt,
som Kobberet Grene og Stammer.
Men Granen staar i sin mørke Pragt
blandt Buskenes blegrøde Flammer.

Ah, Guld og Farver som aldrig før
mod Ætherens blegblaa Himmel.
Saa rig er Somren den Stund, den dør,
saa lykkeør, 
saa farvedrukken og svimmel.