Ved Sjøen, den mørke, bekrandset af Tallen,
Du møde mig, fagreste Gjente i Dalen!

Naar Stjernerne vaage, naar Skogene drømme . .
naar Oteren lister sig ud for at svømme . .

Naar Alting, undtagen dit Øie, som funkler
saa nødbrunt og venligt, mod Qvellen sig dunkler.

Da, Gjentami', mød mig ved furukrandst' Vove,
naar Stjernerne vaage og Skogene sove!

-- Ved Sjøen, den mørke -- da skal i dit Øre
jeg hviske hvad forhen du neppe fik høre.

Den døende Dag og dit Haandtryk, det sagte,
gjengi'er mig mit Mod, det af Lyset forjagte.

Du Sneekaaben seer, hvor den skinnende ruller
fra Arildstid nedover Jøkelens Skulder?

Ei Dagen vil komme, som seer den forsvinde.
Saa evig du ogsaa min Elskov vil finde.

Saa kom Allerkjæresten min! Seer du ei, Dagen
er alt til de Fjelde i Blaafjernet dragen?

Før Uglen begynder sit Uul efter Bytte,
jeg efter dit svævende Fodtrin vil lytte.