Vi Danske slåe, for Fødelandets Ære, 
For Koner, Børn, og de Affældige. 
Ej nedrig Flugt, ej Frygt bør os vanære, 
Men Fjenden stolt vi under Øjen see. 

Vi uforsagt for blanke Sabel svinge, 
Som løstes best af Cimbrers stærke Arm: 
Vi vredes der, hvor Farer os omringe: 
Og Fjenders Fald forsone skal vor Harm. 

Med Bryst mod Bryst, med Sverd mod Sverd, vi kjempe: 
Ej Damp, ej Lyn, ej Tordner skrække os: 
Ej Mængdens Syn vort kjekke Mod skal dempe: 
De søgte kun at døe, som bød os Trods. 

Ej falde vi, før Tusende måe blegne, 
Og hvor vi kom;  skal Døden for os gåe. 
Afmåtig skal for Fjende styrte, segne! 
Thi Cimbrers Arm er stærk, og Cimbrer ståe.  

Og, når vi vandt;  skal Sejrens Gud os krone 
Med Fyrstens Smiil, som Ærens visse Pant. 
Og Bardnes Streng skal stemmes høit, og tone 
Om os, som drog i Kamp, og Sejer vandt.  

Vi haste Hjem, hvor gamle Kjemper møde, 
Og favne os, og rose vores Mod.  
Og glade Børn skal ile os imøde 
Med Frydeskrig, fordi vi mandig stod. 

Vi nærme os, mens disse om os råbe. 
Hvers Pige da, af Frygt og Længsel varm, 
Uvis, om hun bør skjælve, eller håbe, 
Skal see sin Helt, og flyve i hans Barm!    

Og Heltens Barm skal Elskovs Fryd fornemme. 
Så hænge vi vort blodig' Glavind hen, 
Og pleje os, og Krigens Farer glemme 
I Konens Arm.  Og så bør danske Mænd. 

"De frelste os!"   skal skingre i vort Øre. 
Når Kruset gåer;  man tale skal om os. 
Hvor sødt', sin Roes af Frelstes Mund at høre! 
Ej alt vort Blod betaler denne Roes.  

Så ståe vi da, som vore Fædre stode, 
Så tro i Fred, i Kryg så klippefast! 
Den er ej Dansk, som nyder Landets Gode,  
Og svigtede i Kamp, før Hjertet brast.