Viser og lyriske Sange, satte i musik af Federik Ludevig Æmilius Kunzen

by Friedrich Ludwig Æmelius Kunzen (1761 - 1817)

Word count: 8090

1. Efter Hagedorn [sung text checked 1 time]

Hans kyste mig forleden Dag,
det kom Mama, og fik at høre;
jeg tænkte, det var ingen Sag,
men jeg fik artig paa mit Øre.
Dog smiilte hun, saa blid, da nys
Papa gav hende selv et Kys.

Hun mig dog selv saa tit har sagt:
Vær, som du var en voren Pige!
Giv stedse paa de gamle Agt,
saa gjør jeg. Hvad vil det da sige,
at jeg saaer Utak, naar jeg gjør
just, som man siger, at jeg bør?

Hør Søstre! kan I dog forstaae, 
Den Snak, som man vil os indbilde? 
Man siger jeg, ei kysse maa, 
fordi jeg er endnu saa lille.
Jeg blier dog hver Dag mere stor,
og kyste Hans jo alt i Fior. 

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Confirmed with Christen Prams Udvalgte digteriske Arbeider. Samlede og udgivne af R. L. Rahbek, Volume 4, Kjøbenhavn, J. Sostrup Schuls, 1827, page 90.


Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]

2. Vuggevise efter Berquin [sung text not yet checked]

Chorus: 
 Sov bedste Dreng!  du sidste Glæde,
 Min vrede Skjæn;bne under mig!
 Sov bedste Dreng!  hold op at græde!
 Bedrøv mig ikke med dit Skrig. 

Da mig din Falske Fader lærte,
At kjende Kjerlighed og sig,
Hvo kunde næte ham sit Hjerte,
Han dig i Uskyld syntes liig!
Jeg troede ham, ak mig til Smerte!
Han har forglemt sin Søn og mig.
 (Chorus) 

O!  kan han ej sin Flugt fortryde! 
Og komme fordums Fryd ihu! 
Så kjær han var mig, f&oslasch;r han flyede, 
Ak!  lige kjær han er mig nu! 
Og Falske!  du din Eed kan bryde? 
Forlade mig!  det kunde du?  
 (Chorus) 

De Træk, det Die har min Mage, 
Jeg seer hans Billede i dig! 
Du skal, som han, engang behage, 
Men bliv ham ei i Falskhed liig! 
See mig henjamre mine Dage, 
Bliv troe mod den, der elsker dig. 
 (Chorus) 

Du fatter ei, hvorfor jeg græder, 
Det blive evig skjult for dig! 
Anklage den, som man tilbeder 
Hvad Marter er vel denne liig? 
O jeg har dyrt betalt de Glæder, 
Ak som så knapt tildeeltes mig. 
 (Chorus)

Her skal i denne trange Hytte 
Vort Liv i Kummer svinde hen! 
Bliv du min svage Ældes Stytte, 
Jeg er din spæde Barndoms Ven! 
Vor Skjæbne os må sammenknytte, 
O lad os samlet bære den.

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Confirmed with Poetiske Forsøg af K. L. Rahbek, anden Udgave, første Deel, Kiøbenhavn: Joh. Fr. Schultz, 1803, pages 169 - 171. Appears in Lyriske Digte.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

3. Romance efter Göthe [sung text checked 1 time]

En [Natfiol så ydmyg]1 stod 
Ukjendt ved [andre]2 Blomsters Fod,  
Og man den agted ikke!  
En ung Hyrdinde kom [derhid]3,  
Med [flygtigt Fied, af Sind så blid, 
Derhid]4,
Ad Engen [hid]5, og sang.  

Violen sukked': [Var jeg kun  
Så smuk, kun halv så smuk, som hun! 
O kun så smuk, som Rosen!]6  
Til hun mig havde plukt, og kyst, 
Og ladt mig visne på sit Bryst, 
Ak kun 
En liden, liden Stund. 

Men ak!  Hyrdinden kom derhen, 
Og så den ei, og trådde den, 
Den Arme!  under Fødder! 
Den segned, døde, glædde sig; 
[Froe døer jeg, thi]7 jeg døer ved dig; 
Ved dig 
[Og]8 for din Fod [jeg]9 døer.

Authorship

Based on

Go to the single-text view

View original text (without footnotes)

Confirmed with Poetiske forsøg, første Deel, anden Udgave, Kjøbenhavn: Joh. Fr. Schultz, 1803, pages 163 - 164. Appears in Lyriske Digte.

1 Kunzen: "Martsviol beskeden"
2 Kunzen: "stolte"
3 Kunzen: "derhen"
4 Kunzen: "lystigt Sind og munter Gang, / Derhen"
5 Kunzen: "hen"
6 Kunzen: "Hvo der var / Den skjönnest' Blomst Naturen har, / ak! kun få Øjeblikke;"
7 Kunzen: "Jeg døer med Glæde, da"
8 Kunzen: "dog"

Researcher for this text: Melanie Trumbull

4. Zinklars vise [sung text checked 1 time]

Herr Zinklar drog over salten Hav,
Til Norrig hans Cours monne stande;
Blant Guldbrands Klipper han fant sin Grav,
der vanked så blodig en Pande.
- Vel op før Dag,
de kommer vel over den Hede.

Herr Zinklar drog over Bølgen blaa
For Svenske Penge at stride;
Hielpe dig Gud du visselig maa
I Gresset for Nordmanden bide.

Maanen skinner om Natten bleg,
De Vover saa sagtelig trille:
En Havfrue op av Vandet steeg
Hun spaaede Herr Zinklar ilde.

Vend om, vend om, du Skotske Mand!
Det gielder dit Liv saa fage,
Kommer du til Norrig, jeg siger for sand,
Ret aldrig du kommer tilbage.

Leed er din Sang, du giftige Trold!
Altidens du spaaer om Ulykker,
Fanger jeg dig en gang i Vold
Jeg lader dig hugge i Stykker.

Han seiled i Dage, han seiled i tre
Med alt sit hyrede Følge,
Den fierde Morgen han Norrig mon see,
Jeg vil det ikke fordølge.

Ved Romsdals Kyster han styred til Land
Erklærede sig for en Fiende;
Ham fulgte fiorten hundrede Mand
Som alle havde ondt i Sinde.

De skiendte og brændte hvor de drog frem,
Al Folket monne de krænke,
Oldingens Afmakt rørte ei dem,
De spottet den grædende Enke.

Barnet blev dræbt i Moderens Skiød,
Saa mildelig det end smiled;
Men Rygtet om denne Jammer og Nød
Til Kiernen af Landet iled.

Baunen lyste og Budstikken løb
Fra Grande til nærmeste Grande,
Dalens sønner i skjiul ei krøb
Det måtte Hr. Zinklar sande.
	
Soldaten er ude paa Kongens Tog,
Vi maae selv Landet forsvare;
Forbandet være det Niddings Drog,
Som nu sit Blod vil spare!

De Bønder av Vaage, Lessøe og Lom,
Med skarpe Øxer paa Nakke
I Bredebøigd til sammen kom,
Med Skotten vilde de snakke.

Tæt under Lide der løber en Stie,
Som man monne Kringen kalde,
Laugen skynder sig der forbi,
I den skal Fienderne falde.

Riflen hænger ei meer paa Væg,
Hist sigter graahærdede Skytte,
Nøkken opløfter sit vaade Skiæg,
Og venter med Længsel sit Bytte.

Det første Skud Hr. Zinklar gialdt,
Han brøled og opgav sin Aande;
Hver Skotte raabte, da Obersten faldt:
Gud frie os af denne Vaande!

Frem Bønder! Frem I Norske Mænd!
Slaa ned, slaa ned for Fode!
Da ønsked sig Skotten hjem igien,
Han var ei ret lystig til Mode.

Med døde Kroppe blev Kringen strøed,
De Ravne fik nok at æde;
Det Ungdoms Blod, som her udflød,
De Skotske Piger begræde.

Ei nogen levende Siel kom hjem,
Som kunde sin Landsmand fortælle,
Hvor farligt det er at besøge dem
Der boe blandt Norriges Fielde.

End kneiser en Støtte på samme Sted,
Som Norges Uvenner mon true.
Vee hver en Nordmand, som ei bliver heed,
Saa tit hans Øine den skue!

Authorship

Go to the single-text view

Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]

5. Evas Skabelse [sung text checked 1 time]

Naturen stod i yndig Orden,
Og Himlen smiilte til den ned,
Og hvad, som følte Liv på Jorden,
Det følste også Kjærlighed;
Kun han, som Herrens Billed dar,
Såe, at han stor, men ene var. 

Han såe det, og den Evighøje;
Han vinked!  see, da glider ned,
En rolig Søvn på Mandens Øje,
Ham skjules Jordens Herlighed;
Men, når han skuer den igjen,
Da seer han meer endnu end den.

Den unge Morgenrødes Vinger
I Østen bredes herlig ud,
Og al Naturens Hymne Klinger
Med hellig Lov til alles Gud;
Da Manden vågnede, og såe
Mandinden ved hans Side ståe.

Han strax sit Væsens Mage kjændte,
Og favnede med Skyldfri Arm, 
Et takfuldt Suk mod Himlen sendte,
Og trykte hende til sin Barm.
Den nu ej flere Önsker har;
Nu Eden først hans Eden var. 

Authorship

Go to the single-text view

Confirmed with Efterladte poetiske Skrifter, ed. by K. L. Rahbek, Kjøbenhavn: Schultziske Officin, 1822, pages 429 - 430. Appears in Blandede Sange.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

6. Sang [sung text checked 1 time]

Hvorfor bæver så min Stemme? 
Strenge, hvorfor bæve I, 
Da min Elskte skal fornemme 
Eders elskte Harmonie? 
Hvorfor bæver så min Stemme?  
Strenge, hvorfor bæve I?  

Er mit Bryst ej syldt med Glæde?
Hvorfor zittrer Glædens Lyd? 
Stræber det ej at udbrede, 
At meddele ham sin Fryd? 
Er mit Bryst ej syldt med Glæde?
Hvorfor zittrer Glædens Lyd?  

Bæver, bæver kun I Strenge! 
Han forståer sin Elsktes Røst. 
Let skal den sig gjennemtrænge, 
Smelte, sylde ham med Lyst. 
Bæver, bæver kun I Strenge! 
Han forståer sin Elsktes Røst. 

Authorship

Confirmed with Christen Pram's udvalgte digteriske Arbeider, fjerde Bind, ed. by K. L. Rahbek, Kjøbenhavn: J. Hostrup Schultz, 1827, pages 88 - 89. Appears in Viser, muntre Sange, lyriske Småting.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

7. Lalages Flugt, efter Kleist [sung text checked 1 time]

Min Lalage! herfra du måtte drage! 
O!  føler du, hvor tung min Skjebne er? 
Du borte er, og kommer ei tilbage, 
Og jeg skal være her!  

Kom Vestenvind!  Kom og tilvist mig Glæder! 
Tilvist mig kun et Bud fra Lalage! 
Fra hendes Egn, du kom til disse Steder; 
Du hende såe måskee. 

Siig, hvilken Bæk den Skjønnes Billed pryder? 
På hvilken Egn omsvæve hendes Fjed? 
Hvad stille Lund af hendes Sang gjenlyder, 
Og helliges derved? 

Snel flyder du, du haster efter hende, 
Sølvklare Bæk!  Vor Sorg til hende føer! 
Siig Lalage, at Egnen savner hende! 
Siig, hendes Hyrde døer!  

Eet Smiil, eet Blik!  eengang min Håe;nd du trykke!  
Eet kun eet Kys, som det, du før mig gav; 
Da har Amynt smagt Jordens bedste Lykke! 
Og smiler mod sin Grav.  

For Skovene ud gjød Amynt sit Hjerte; 
Der sukked' han hver Dag for Lalage; 
De syntes selv, at deele Hyrdens Smerte, 
Og sukked':  Lalage!  

The text shown is a variant of another text.
It is based on

It is based on

Go to the single-text view

Researcher for this text: Melanie Trumbull

8. Bidrag til Sophies Reise [sung text checked 1 time]

Betænker, i blomstrende Piger, Jer Stand. 
Og vælger, før Roserne visne, en Mand. 
Betænker i Tide de kommende År, 
Og stoler ej på en forgjængelig Vår. 

Skjønt trygge bag Dydens beskjermende Magt: 
Forsigtige skjønt I selv taer Jer i Agt: 
Og, skjønt I med Sejer tit Faren modståer: 
Så frygter dog, Piger, den slibrige Vår.  

Bekrandset, når Flora med tryllende Lyd 
Besynger sin Pragt, og Jer kalder til Fryd; 
I Dårer, betænker, hvorhen I da gåer, 
Thi Faren er skjult bag den smigrende Vår.  

Når kåde Insecter forsamles omkring, 
Og vexelviis danse om Rosen i Ring; 
Da merker, hvor hastig dens Ynde forgåer, 
Og frygter, o Piger, den farlige Vår. 

Når endelig Øjets veltalende Smiil 
Forræderst bekjender den lønlige Ild, 
Som spirende Flaner så nødig tilståer; 
Da frygter, da frygter den troløse Vår. 

Tilbyder en redelig Yngling sin Hånd, 
Og tilståer den Smerte, som plager hans Ånd; 
Da frygter Jer, om I hans Sukke forsmåer, 
Da frygter, o Piger, en æreløs Vår.

O, vinker da Hymen;  så følger hans Råd, 
Og ender ej Våren med angrende Gråd: 
Betænker de mørke, de håblose Kår, 
Som hevne en misbrugt og falmende Vår. 

Men valgde I Hymens uskyldige Fryd; 
Skal varig Lyksalighed krone Jer Dyd.  
Og Glæden, befæstet ved kommende År, 
Skal smilende glemme den flygtige Vår. 

Authorship

Confirmed with Paul Danckel Bast, Poetiske Forsøg, Kjøbenhavn: Nicolaus Møller, 1782, pages 80 - 82. Appears in Viser.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

9. Vise [sung text checked 1 time]

Lad os drikke 
Vinen, vi som kan; 
Mangen Stakkel har den ikke, 
Men måe drikke Vand. 

Værer glade! 
Venner samles her; 
Ynker den, som måe forlade 
Hver, som var ham kjær. 

Nyd hver Glæde, 
Før den svinder hen!  
Du for seent da måe begræde, 
Du miskjendte den. 

Venskab sanker 
Os til Glæde her; 
Bort med alle mørke Tanker! 
Glæde Målet er.  

Ingen svige 
Dette ædle Mål! 
For hver Broder og hans Pige 
[Være]1 denne Skål. 

Authorship

View original text (without footnotes)

Confirmed with Knud Lyne Rahbek, Poetiske forsøg, første Deel, anden Udgave, Kjøbenhavn: Joh. Fr. Schultz, 1803, pages 67 - 68. Appears in Lyriske Digte.

1 Kunzen: "Tømmes"

Research team for this text: Emily Ezust [Administrator] , Melanie Trumbull

10. Efter Göthe [sung text checked 1 time]

Søde Roser, hvi så smukke?  
Mig og eder hun forsmåer; 
Mig, som Livet må bortsukke, 
Mig er det I blomstre flor!  

Hun skal eder ikke bære! 
Visner Roser, visner hen! 
Fordum vare I mig kjære! 
Visner kum, som eders Ven!

Sorgfuld mindes jeg de Dage, 
Engel!  da jeg ved dig hang, 
Hasted årle til min Have, 
Såe om ingen Blomst udsprang. 

Bragte dig min lille Gave 
Hver en Blomst, hver Frugt derfra. 
Blid jeg så dig dem modtage, 
O! hvor steeg mit Hjerte da!  

Tid, så riig på reene Glæder! 
Gyldne Tid!  hvi svandt du hen? 
Roser, nu forsmåer hun eder, 
Visner bort, som eders Ven!  

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]

11. Drikkevise [sung text checked 1 time]

Naar, som vi daglig see desværre,
Den Gode, Kloge lider Nød,
Mens mangen dum og nedrig Herre
Sødt slumrer midt i Lykkens Skjød; 
Naar Daarens frydefulde Stemme
Stolt dæmper Armods Klagelyd,
Saa drikker, Brødre, for at glemme
Den Vises Suk og Daarens Fryd!  

Naar sultne Bondes spildte Klage
Gjenlyder fra den stolte Borg,
Hvis Eiermand, blandt gode Dage,
Forhaaner Brødres Nød og Sorg,  
Og, d&slash;vende Naturens Stemme,  
Ved deres Sved og Blod bli 'er rig,
Saa drikker, Brødre, for at glemme
Hans Rigdom og hans Bønders Skrig! 

Naar en uskyldig, dydig Kone
Miskjendes af en nedrig Mand;
Naar Strømme Taarer ei forsone
En ægteskabelig Tyran;
Naar hun sit Liv maa taus bortgræmme,
Skjøndt hun af ingen Brode veed,
Saa drikker, Brødre, for at glemme
Den lidende Uskyldighed! 

Naar en troskyldig, yndig Pige,
I uerfaren ungdoms Vaar,
En af vort Kjøns Foragtelige
Uheldigviis til Elsker faaer,
Og skuffet maa tilsidst fornæmme
Bagtalelsens og Kummers Braad;
Saa drikker, Brødre, for at glemme
Den yndige Forførtes Graad!  

Var ein den Saft af røde Druer, 
Hvo vilde længer blive her?  
Thi, hvor den Vises Øie skuer, 
Det møder lutter Lidelser.
Høit lyder Undertryltes Stemme,  
Forførtes Skrig fra Syd til Nord   --  
Op, Brødre!  drikker, for at glemme
Vor hele sørgelige Jord!

Authorship

Go to the single-text view

First published in 1785 as "Moerskabs Læsning. Drikkeviise" in Minerva, et Maanedskrift, første Bind, Kjøbenhavn: Johan Frederik Schultz; Confirmed with Jens Baggesens danske Værker, andet Bind: poetiske Skrifter, anden Deel, første Samling, Kjøbenhavn: Andreas Seidelin, 1828. Appears in Lyriske Digte, Viser og Sange, pages 376 - 378, titled "Jordens Lethe. Drikkevise".


Researcher for this text: Melanie Trumbull

12. En dansk Soldats Sang [sung text checked 1 time]

Vi Danske slåe, for Fødelandets Ære, 
For Koner, Børn, og de Affældige. 
Ej nedrig Flugt, ej Frygt bør os vanære, 
Men Fjenden stolt vi under Øjen see. 

Vi uforsagt for blanke Sabel svinge, 
Som løstes best af Cimbrers stærke Arm: 
Vi vredes der, hvor Farer os omringe: 
Og Fjenders Fald forsone skal vor Harm. 

Med Bryst mod Bryst, med Sverd mod Sverd, vi kjempe: 
Ej Damp, ej Lyn, ej Tordner skrække os: 
Ej Mængdens Syn vort kjekke Mod skal dempe: 
De søgte kun at døe, som bød os Trods. 

Ej falde vi, før Tusende måe blegne, 
Og hvor vi kom;  skal Døden for os gåe. 
Afmåtig skal for Fjende styrte, segne! 
Thi Cimbrers Arm er stærk, og Cimbrer ståe.  

Og, når vi vandt;  skal Sejrens Gud os krone 
Med Fyrstens Smiil, som Ærens visse Pant. 
Og Bardnes Streng skal stemmes høit, og tone 
Om os, som drog i Kamp, og Sejer vandt.  

Vi haste Hjem, hvor gamle Kjemper møde, 
Og favne os, og rose vores Mod.  
Og glade Børn skal ile os imøde 
Med Frydeskrig, fordi vi mandig stod. 

Vi nærme os, mens disse om os råbe. 
Hvers Pige da, af Frygt og Længsel varm, 
Uvis, om hun bør skjælve, eller håbe, 
Skal see sin Helt, og flyve i hans Barm!    

Og Heltens Barm skal Elskovs Fryd fornemme. 
Så hænge vi vort blodig' Glavind hen, 
Og pleje os, og Krigens Farer glemme 
I Konens Arm.  Og så bør danske Mænd. 

"De frelste os!"   skal skingre i vort Øre. 
Når Kruset gåer;  man tale skal om os. 
Hvor sødt', sin Roes af Frelstes Mund at høre! 
Ej alt vort Blod betaler denne Roes.  

Så ståe vi da, som vore Fædre stode, 
Så tro i Fred, i Kryg så klippefast! 
Den er ej Dansk, som nyder Landets Gode,  
Og svigtede i Kamp, før Hjertet brast. 

Authorship

Confirmed with Paul Danckel Bast, Poetiske Forsøg , Kjøbenhavn: Nicolaus Møller, 1782, pages 85 - 87. Appears in Viser, no. 4.


Research team for this text: Bertram Kottmann , Melanie Trumbull

13. En dansk Söemands Sang 

Vort Födeland var ofte Kampens Bolig
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Authorship

14. Om Tillid til Forsynet [sung text checked 1 time]

O!  bort med Sorg og Klage!  
Hvad kan det hjælpe mig!  
De korte Levedage 
Bør svinde lykkelig!  

Har jeg ej mange Penge 
Og myntet Sølv og Guld, 
Jeg såer vel Nok så længe, 
Indtil jeg bliver Muld.  

Hvad har du Rige mere 
End Klæder, Øl og Mad? 
Og vil du heldig være, 
Så lær af mig:  bliv glad!  

Mit Arbeid mig ej plager; 
Den lille smule Brød, 
Jeg tjener, sødt mig smager, 
Hver Krumme er så sød!  

I Dag jeg mæt er blever, 
I Morgen sørger Du! 
Min Gud!  jeg veed, Du lever, 
Og kommer mig ihu.  

Du Markens Blomster klæder, 
Og Fuglen føder Du! 
Dit Barn for Brød ej græder, 
Du kommer os ihu. 

Mit Hjul skal hurtig løbe, 
Min Tråd skal glide let, 
Min Flid skal Brødet kjøbe, 
Og Gud velsigne det.  

Authorship

Confirmed with Hans Christian Bunkeflod, Forsøg til Viser vor Spindeskolerne, fjerde og forøgede Oplag, Kjøbenhavn: J. F. Schultz, 1801, pages 20 - 21.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

15. Landlevnets Lyksalighed [sung text checked 1 time]

O! Piger jeg vedder  
At ingen sig glæder 
Så smukt og så herligt som vi, 
I Forårets Dage 
Vi Bøtten vil tage, 
Og malke så glade deri. 

Når Høesletten siden 
Lidt bedre i Tiden 
Ved Regn og ved Soel kommer frem, 
Vi vende og pakke 
Vort Høe udi Stakke, 
Og siden vi kjøre det hjem. 

Når Høsttiden kommer, 
I varmeste Sommer, 
Vi Negene binde så net, 
Og når de er tørre 
Til Huus vi dem kjøre, 
Fra Morgen til Aften i eet. 

I Sommerens Heede 
Vi slide og svede, 
Og Dovenskab byde vi Trods, 
Og glade vi synge 
Blandt gyldene Dynger 
Og Fuglene synge med os.  

Når Stormene bruse 
Vi ile til Huuse, 
Ej Marken behøver os meer; 
Vor Glæde vi finde 
Hver Dag i at spinde, 
Og hvor gåer det bedre end her. 

Vi alle herinde 
Om Kap nu vil spinde, 
Spind siint og spind mig så forbi! 
O!  Piger jeg vedder 
At ingen sig glæder 
Så smukt og så herligt som vi. 

Authorship

Confirmed with Hans Christian Bunkeflod, Forsög til Viser for Spindeskolerne, fjerde og forøgede Oplag, Kjøbenhavn: J. F. Schultz, 1801, pages 3 - 4.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

16. Skovsang 

Jeg gierne för i Skoven gik
 . . . . . . . . . .

— The rest of this text is not
currently in the database but will be
added as soon as we obtain it. —

Authorship

Based on

17. Lina [sung text checked 1 time]

Det vare, det vare lyksalige Dage, 
Som Himlen mig lod hos min Lina hendrage! 
Ak, Jorden ej har slig Lyksalighed meer, 
Og aldrig en Pige, som Lina, jeg seer! 

I Skjønhed og Fromhed og Ynde min Pige 
Blandt Himmelens Engle kun havde sin Lige; 
Og hun var en Engel, og al hendes Hu 
Til Englenes Hjem da stod henvendt endnu. 

Til eengang, hist unter de blomstrende Linde, 
Min Lykke lod hende mig smægtende finde, 
Hun få mig, og elskte mig, og hendes Hu 
Ej ene til Himmelen henvendtes nu. 

Jeg zittred', henryktes, og håbed, og tvilte 
Den Gang mit den Engel sin Elskov tilsmiilte; 
Usattelig Glæde berused' min Ånd, 
Da Lina min rakte ømt bævende Hånd. 

Og da, ved min Arm', til min Hytte vin svæved', 
Hvor slog da mit Hjerte!  --  hvor henrykt jeg bæved'! 
Min fattige Hytte var Himlen for mig, 
Så længe, min Lina!  den deeltes af dig!  

O!  det vare Timer, o det vare Dage, 
Og Glæder, som Glæden de Salige smage; 
O Gud!  når den Engel, med snehvide Arm, 
Omflynged' mig, trykked' mig op til sin Barm!  

Da søgte, da spurgte de himmelske Engle: 
Hvor er hun, den skjønneste mellem os Engle? 
De søgt omsonst blandt de Saliges Chor, 
Og vendre det forskende Blik til vor Jord. 

Der fandt de den Skjønne, ak!  i mine Arme;  
Jeg græd de så såre, bad dem sig sorbarme; 
Dog måte jeg see hende rives fra mig, 
Og torde ej vandre, du Hulde!  --  med dig. 

Ak!  sagte hun, Elskte!  vi skilles, du græder; 
Men hisset, men hisset har Elskov og Glæder, 
Og, hvis du er from, kort adskilles vi kun; 
De Ord jeg bortkyssed' af døende Mund. 

Så fromt jeg her lever, og sørger så såre, 
Og væder den blomstrende Gravhøj med Teare; 
Og grædende op himod Himmelen seer, 
Og sukker: hist er hun, og jeg dvæler her! 

På hiin Side Graven har Elskov og Glæder, 
Så sagte den Elskte, hvis Savn jeg begræder; 
Du Sørgendes sikkreste Velgjører!  kom!  
Ledsag mig til hende!  ak, jeg er jo from!

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Researcher for this text: Melanie Trumbull

18. Efter Bürger [sung text checked 1 time]

O!  hvem der har en Venneviv, 
Den mand er lykkelig, 
Han ejer Alt i dette Liv, 
Det sande Himmerig. 

Han blæser kun af Ondskab Nid, 
Og Frue Fortunas Had, 
Og om han ikke har en Hvid, 
Er han dog lige glad. 

Vor Jord kan løbe eller ståe, 
Kan dreje sig omkring, 
Og alting op og ned kan gåe: 
Han ændser ingen Ting. 

Hui!  siger han til Regn og Blæst, 
Gjør I kun hvad I kan! 
Du gjør kun Vind, min gode Blæst! 
Og Regnen gj'er kun Vand. 

Al Modgang agter han som Slug, 
Er fri og frank og fro, 
Og synger glad udi sin Gud, 
In dulci Jubilo. 

Og ingen Skjebne er så barsk, 
At den ham skræmme kan; 
Han er bestandig frisk og karsk, 
Og rask, som Fisk i Vand. 

Og han er ædel,  'god og viis, 
Trods nogen Stoiker, 
Og drømmer sig i Paradiis, 
Alt med sin Hjertens kjer; 

Kort:  ingen Tunge sige kan, 
Hvor lykkelig den er, 
[Som]1 sige eller synge kan,  
At ham hans Viv har kjer!2

Authorship

Based on

Go to the single-text view

View original text (without footnotes)

Confirmed with Samling af Klub-Sange, andet og meget forsget Oplag, Kjøbenhavn: Christ. Gottlob Profts, 1792, pages 49 - 50.

1 Kunzen: "Der"
2 Kunzen adds:
Dog, ak!  hvad synger jeg er om? 
Jeg selv har ingen Viv! 
O!  kom, min Eva!  hurtig kom, 
Og bliv min Venneviv! 

Researcher for this text: Melanie Trumbull

19. Kierlighedsvise [sung text checked 1 time]

Tiden flyer med hurtig Vinge,
  neppe fölger Tanken den.
Spildt den ei sig bør bortsvinge;
  aldrig kommer den igien.

Kun den Kloge veed at nyde
  Tiden, trods dens lumske Iil,
Timerne hans Vink adlyde,
  iile, standse, som han vil.

Daaren trodser den, snart iile
  ham forbi ubrugte Aar;
snart i evig kiedsom Hvile
  Øjeblikket stille ståner.

Doris! jeg har seet dig drage
  vældig Tiden ved din Haand;
bind til dine Damons Dage,
  Elskede! med faste Bånd.

Authorship

Confirmed with Christen Pram's udvalgte digteriske Arbeider, fjerde Bind, ed. by K. L. Rahbek, Kjøbenhavn: J. Hostrup Schultz, 1827, page 89. Appears in Viser, muntre Sange, lyriske Småting.


Research team for this text: Emily Ezust [Administrator] , Melanie Trumbull

20. En Vise paa Marken om Somerasten [sung text checked 1 time]

I Vesten Solen daler,   
Den har fuldendt sin Gang, 
Og spæde Nattergaler 
Lykønske den med Sang.

De milde Vinde kjøle 
En Balsom på vor Sveed, 
Af Glæde Qvæget brøler, 
Når Duggen falder ned. 

Den blege Måne stiger 
Igjennem Skyer frem, 
O!  den må våge, Piger! 
Når vi gåe roelig hjem. 

See Aftenstjernen skrider 
Ad Himmelvejen hen, 
En Hær af Stjerner glieder 
Så sagte efter den. 

Velkommen Aftenstjerne! 
Høit glæder du min Sjel! 
En Flittig seer dig gj&erne, 
Som endte Dagen vel. 

I hvor jeg mig henvender 
Er Gud jo god og stor! 
Hans er de Lys som brænde!  
Hans er den grønne Jord!

Authorship

Confirmed with Hans Christian Bunkeflod, Forsög til Viser for Spindeskolerne, fjerde og forøgede Oplag, Kjøbenhavn: J. F. Schultz, 1801, pages 23 - 24.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

21. Sang at synge paa Vandet [sung text checked 1 time]

Midt udi Glandsen af spejlklare Bølger 
Glider, liig Svanen, den vaklende Baad, 
Ak!  og på Glædens blidt skinnende Bølger 
Glider min henrevne Sjæl som min Baad, 
Thi ned fra himmelen på disse Bølger   
Aftenenes Rødme omdandser min Baad.  

Hist os i Vesten fra Kronen af Lunden 
Venlig indbyder den rodlige Skjær, 
Og hist i Østen ved Foden af Lunden 
Calmussen bæver i rodlige Kjær. 
Himmelens Glæde og Hvilen i Lunden 
Sjælen indånder i rodliger Skær. 

Ak!  hvor bortiler med duggede Vinger   
For mig på vuggende Bølger min Tid. 
Ak, og i Morgen med skinnende Vinger  
Bortile som disse Dage min Tid! 
Til jeg på hojere strålende Vinger 
Selv iler bort fra afverlende Tid. 

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Confirmed with Huus- og Skole-Sangbog, ed. by Otto Diderik Lütken, Kjøbenhavn: Th. E. Rangel, 1818, pages 243 - 244.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

22. Selskabssang [sung text checked 1 time]

Når Viin, og hvad der hører til, 
Opvarmer os til Glæde; 
Enhver da strax, om hvad han vil, 
Er rede til at qvæde. 
Endskjøndt, når han skal sige Skandt, 
Er sådant tidt det bare Tant: 
Hvad om man dog var lidt klog iblandt? 

Et Suk for elskte Fædreland 
Ved første Skål skal stige: 
Lyksalig leve hver en Mand 
I Dannerkongens Rige! 
Vor Konge først, og så hver Sjel, 
Hvis Værk og Flid er Landets Vel, 
Højt Kongen og Landet Fred og Held! 

Den næste Skål skal offres dem, 
Hvis Sveed os Brødet vinder,  
Og dem, der værne om vort Hjem, 
Og skrække vore Fiender. 
Velsign o Himmel, Mandens Sved! 
Glæd Landet med den gyldne Fred, 
Kjæk Stridsmanden ståe til Kamp bereed! 

Og Borger, Konstner, Handelsmand, 
Og hvo det endog være, 
Som stræber for vort Fædreland, 
Dets Velfærd og dets Ære; 
Med Held de bruge Træ og Steen,  
Og Skib og Øxe, Rok og Pen, 
Til Hæder og Held for Nordens Mænd! 

Authorship

Confirmed with Christen Pram's udvalgte digteriske Arbeider, fjerde Bind, ed. by K. L. Rahbek, Kjøbenhavn: J. Hostrup Schultz, 1827, pages 42 - 43. Appears in Folkesange.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

23. Den Fornöiede [sung text checked 1 time]

Hvo lystig er, som jeg, kun han 
Kan søle denne Sang. 
Thi mangen stolt og mægtig Mand 
Kan ikke det engang. 
Men er han glad, og med mig leer; 
Så er han dog kun, hvad jeg er. 

Selv Mogols Guld, og Sultans Pragt, 
Hans Held (hvo var den Nar), 
Der såe al Verden i sin Magt, 
Og dog tilfreds ej var?) 
Alt det jeg ønsker ej, men glad 
Og med Foragt jeg leer derad. 

Vær glad!  mit første Valsprog war: 
Hvad hjelper Kroners Værd? 
Jeg er tilfreds med hvad jeg har 
Hvo klog er, vil ej meer: 
Thi, hvad man ønsker, såe man det; 
Så er man derfor dog ej mæt. 

Og Guld, og Magt, og Kroners Værd? 
Hvad er' vel disse Ting? 
Når Tiden selv et Vidne er, 
At Lykkens falske Sving 
Forandrer ofte Mogol selv 
Til en elendig ussel Træl. 

At være en retskaffen Mand, 
Er meer, end Kroners Pragt! 
Og har jeg da kun Brød og Vand 
Men Glæden i min Magt; 
Så har jeg meer, end Mogol har, 
Og bytter ikke med den Nar. 

Hvo lystig er, som jeg, kun han 
Kan søle denne Sang. 
Thi mangen stolt og mægtig Mand 
Kan ikke det engang. 
Men er han glad, og med mig leer; 
Så er han dog kun, hvad jeg er.

Authorship

Confirmed with Povel Danckel Bast, Poetiske Forsøg , Kjøbenhavn: Nicolaus Møller, 1782, pages 78 - 80. Appears in Viser.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

24. Drikkevise [sung text checked 1 time]

Fylde hver sit Glas til Randen! 
Bacchus elfsker bredfuldt Mål; 
Klinker glade med hinanden, 
Drikker, hver sin Piges Skål! 
Fordom, Tvang og Griller vige, 
Ingen af os være Nar! 
Ingen skamme sig at sige 
Høit, hvad Navn hans Pige har. 

Ingen uden Tossen tænker 
Ondt om Vin og Kjærlighed; 
Bacchi Krands og Amors Lænker 
Skammer ingen Klog sig ved. 
[Ingen er så stor en Tiger, 
At han ønsker, Alt forgå! 
Mon en Verden uden Piger 
Nogen Time kunde stå?]1

Går du herfra rundt om Kloden, 
Til du kommer her igjen, 
Elskov overalt er Moden, 
Tyrk og Jyde [kjende]2 den! 
[Elskov har os Alting givet, 
Hvo blev uden Elskov fød? 
Elskov gav os alle Livet; 
Uden den var Alting Død.]1 

Lad endog et Marmorhjerte 
Hos en Pige her og der, 
Een og Anden volde Smerte, 
Smerten selv er stundom fjær! 
Pirres du for stærkt i Panden 
Af en troløs Delia, 
Nu så søg dig op en anden; 
Der er fleer, hvor hun kom fra. 

Ingen af os her sig skamme, 
Hvis hans Sjæl er Dydens Ven, 
Ved en reen og ædel Flamme, 
Og den Mø, som tændte den. 
Ud med Navnet!  Ingen svige! 
Lev  _  _  _  lykkelig! 
Himlen give dig, min Pige, 
Den till Mand, jeg ønsker dig!

Authorship

Go to the single-text view

View original text (without footnotes)

Confirmed with Jens Baggesens danske Værker, anden Udgave, ander Bind, ed. by August Baggesen, Kjøbenhavn: C. A. Reitzel, 1845, pages 206 - 207. Appears in Poetiske Skrifter, anden Deel, in Lyriske Digte, første Samling, in Viser og Sange.

1 omitted by Kunzen.
2 Kunzen: "lyde"

Researcher for this text: Melanie Trumbull

25. En Foraarssang [sung text checked 1 time]

See Isen er borte, og Vintren drog vek,  
Frit løber den nyeligen fængslede Bek; 
Og Agre, som skjuledes dybt under Snee, 
Hvor smukke grønfarvede ere ej de? 

Spædlemmede Græsstråe snart skyde sig frem, 
Og Lammene lege og spøge blandt dem, 
Og Koen med Yveret rundspendt og trindt 
Ståer tålig, mens Pigen den malker gesvindt. 

Og Skoven, jeg seer den, der ståer den så grøn, 
Og Solen sig spejler i Vandet så skjøn, 
Og Solen den skinner, vi varmes derved, 
Og Solen den skinner os Frugtbarhed ned. 

O!  Søstre, o synger og priser den Gud,  
Som lokked' af Agren Velsignelsen ud! 
Som iførte Engen sin buntede Dragt!
Som skjænkede Skoven sin grønende Pragt! 

Authorship

Confirmed with Hans Christian Bunkeflod, Forsøg til Viser for Spindeskolerne, fjerde og forøgede Oplag, Kjøbenhavn: J. F. Schultz, 1801, pages 21 - 22.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

26. Amaryllis [sung text checked 1 time]

Jeg aldrig veed, hvad mig maae vente,
jeg er saa sær, saa underlig!
Hvis jeg dog bare Elskov kiendte;
om det er det, der seiler mig.

Skal jeg det til min Moder sige,
og spörge: Er det Kiærlighed?
Det hielper knap mig stakkels Pige,
for hun vil aldrig ud dermed.

Blev Damon her, som nu vil tage
herfra, og dölge det for mig;
han kiender godt til Elskovs Plage,
han veed vist, hvad der seiler mig.

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]

27. En naadig Frökens Foraarssang [sung text checked 1 time]

Nå skal den Brøndcůr Ende få, 
Hvormed sig Tante plager? 
I denne Eensomhed man må 
Udøse bittre Klager. 
Hun om Natur og Simpelhed, 
Mig smukke Ting fortæller. 
Havd kommer Mark og Eng mig ved, 
Og slige Bageteller?  

De hæse Føer hved Aften her 
En skjøn Concert opføre, 
Og Nattergalens Skråler er 
Heel lystelig at høre. 
For Myg (hvor savner jeg mit Sløer!) 
Jeg kan på Søvn ej tænke; 
Nu galer Hanen, Hunden gjøer, 
Og rasler med sin Lænke. 

Knap har jeg nydt det første Blund, 
Fø Gårdens Folk er oppe. 
Da høres Støj af Kat og Hund 
Og Stud og Hingst og Hoppe, 
Og Tante larmer fælere, 
Hund ind i Sengen skriger: 
Ståe op!  følg med!  så skal du see, 
Hvor herlig Solen stiger!  

Her vanker aldrig Caffe, Thee, 
Langt mindre Chocolade; 
Upåklædt, gandske fastende 
Man måe i Duggen vade. 
To hele Timer, vreed og træt, 
Jeg måe blandt Torne rende, 
At Solens Stråler kan mig ret 
Til en Morinde brænde. 

Vi Klokken tov til Bordet gåe, 
Og os med Græs trastere, 
Sůr Melk og Fisk og Æg vi fåe, 
Og Stikkelsbær, med mere. 
Vor Kok, den dumme Klodrian, 
Sin fine Smag os viser; 
Når han sig ret vil gribe an, 
Deserten bli'er  --  Radiser. 

Til Moerskab er her ingen Ting, 
Man Dam og Kort ej spiller; 
I Haugen slentrer jeg omkring,  
For at fordrive Griller. 
Hvis jeg ej havde Amadis, 
Som mig desennujerte, 
Så var min Død mig gandske vis; 
Af Harme jeg creperte. 

Min Tante tidt mig slæbet fåer 
Til Bønder  --  det Canaille! 
Til Karle med upudret Hår, 
Og Tøser uden Taille! 
Især, når dette lumpne Pak 
Hver Søndag spiller Kegler, 
Så stinker der af Røgtobak, 
Så larme disse Flegler!  

I Kirken taber jeg nu reent 
Alt mit Humeur  --  jeg gaber; 
Thi Præsten præker så gemeent, 
Og Pøblen er hans Aber. 
Hvad nytter Stads og Gulduhr her, 
Og Sminke, Demantsringe? 
Jan Hagel troer, man samles der, 
Kun for at bede, synge. 

Forbandede Eensformighed! 
Når skal du dog såe Ende! 
Snart, snart, o Mai!  af Ynksomhed, 
Du mig til Staden sende! 
Hist i det fjærne Blå  --  o see, 
Hvor Røgen stolt sig hæver! 
Og hver Dag nye Tilbedere! 
Ak!  hvor mit Hjerte bæver!

The text shown is a variant of another text.
It is based on

It is based on

Go to the single-text view

Researcher for this text: Melanie Trumbull

28. Et fornøjet Sind [sung text checked 1 time]

Ingen hunger plager mig, 
Tørst jeg ikke lider, 
Og for Helbred, Gud, jeg dig 
Takker alletider, 
Klæder har jeg til min Krop, 
Nye jeg såer, når de gåer op, 
Jeg er munter, jeg er glad, 
Jeg er glad og munter.  

Læse kan jeg skikkelig, 
Ellers var det ilde, 
Og min Tråd den gåer for mig, 
Som den flyve vilde, 
Og min Fader har mig kjer,  
Og min Moder kjerlig er, 
Jeg er munter, jeg er glad, 
Jeg er glad og munter.  

Arbeid vel behager mig 
Midt i Sommerhede, 
Den er jo ulykkelig, 
Som kan aldrig svede, 
Når jeg er af Arbeid træt, 
Sover jeg så sødt med eet, 
Jeg er munter, jeg er glad, 
Jeg er glad og munter.  

Har en anden mere Stads, 
Mange rare Sager, 
Mangt et kostbart Takkelas, 
Som de på sig tager!
Hvis jeg sådan pynted' mig, 
Folk udloe mig hjertelig, 
Jeg er munter, jeg er glad, 
Jeg er glad og munter.   

De som har i Staden tjent 
Sige, store Fruer 
Sove Dagen excellent 
Hen i smukke Stuer; 
Natten våge de igjen 
Mellem Kort og Sygdom hen, 
Jeg er munter, jeg er glad, 
Jeg er glad og munter.  

Arbeid Sundheds Moder er, 
Arbeid gj'er os Penge, 
Føde, Klæder og hvad meer 
Hvortil alle trænge, 
Trods for al Slags Lediggang, 
Jeg mit Arbeid gjør med Sang, 
Jeg er munter, jeg er glad, 
Jeg er glad og munter.  

Landet er et herligt Sted, 
Arbeit er min Glæde, 
Jeg vil ikke bytte med 
Folk på Herresæde, 
Jeg er mæt såvelsom de! 
Og en smule sundere! 
Jeg er munter, jeg er glad, 
Jeg er glad og munter. 

Authorship

Confirmed with Hans Christian Bunkeflod, Forsög til Viser for Spindeskolerne, fjerde og forøgede Oplag, Kjøbenhavn: J. F. Schultz, 1801, pages 26 - 28.
Researcher for this text: Melanie Trumbull

29. Høesletsvise [sung text checked 1 time]

I bare Skjorte gåe, 
Vi Karle her, og slåe: 
Hvor vore Leer blinke! 
Det høje Græs måe sinke. 
Vi Karle gåe og slåe. 

O!  hvor det dog et godt, 
At Vejret er lidt gråt! 
Når Solen os ej brænder, 
Det gåer så godt fra Hænder; 
Da slåe vi Høe med Lyst. 

[ ... ]

Men ingen Regn i Dag, 
Før det er under Tag! 
Lag Pigerne, som rive, 
Ej heller våde blive! 
O!  see, hvor flink det gåer! 

Nu Karle, raske Drag! 
Frisk fremad!  Lige Slage!  
See, du ej Leen raber, 
Du der, som ståer og gaber 
I Vejret efter Steeg!  

See vore Pige der, 
Hvor raske de ej er! 
See kun, med hvilken Iver 
Det tørre Høe de river, 
Og sætter det i Stak!  

[ ... ]

Nu kun det Hjørne her! 
Og så vi færdig er, 
Og ligge ved vor Stakke 
Og synge, lee og snakke 
Og fåe et godt Glas Øl. 

Hvor mangen stakkels Riig 
Måe ej misunde mig! 
Den Arme veed det ikke, 
Hvor sødt det er at ligge, 
Når man har slæbt sig træt! 

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Researcher for this text: Melanie Trumbull

30. Til min Muse [sung text checked 1 time]

Bejæl, o Sanggudinde! 
Min Tak til Vårens Gud, 
See Vintrens Spor forsvinde 
Og Jorden som en Brud; 
See ned til den, han svinger 
Sig som en Brudgom skjøn; 
Jeg ham min Lovsang bringer, 
Og Blomster er min Løn. 

Og denne Løn at vinde, 
Er mig langt meer end Guld, 
Thi er ej min Veninde, 
Dem meer end Guldet huld? 
O når den skjønne pryder 
Sit Hår, og Bryst med dem, 
Søl da, hvor jeg mig fryder, 
Som bragde hende dem!   

See!  alt os Våren bygger 
En tæt, en løvriig Sahl, 
Snart slåer blandt disse Skygger 
Den ømme Nattergall, 
Og når den kjælent klynker,  
Og henrykt dåner hen, 
Hun til mit Hjerte synker, 
Og kysser ømt sin Ven. 

O!  giv mig da at qvæde 
Den milde, rige Vår, 
Du seer, hvor herlig Glæder 
Den skjænker og den spåer.  
Du seer min glade Pige, 
Du seer mit Paradiis. 
Kun dem, som har en Pige, 
Kan synge Vårens Priis! 

Authorship

Researcher for this text: Melanie Trumbull

31. Vuggevise [sung text not yet checked]

Sov min rare Pige,  
Ved din Moders Bryst. 
Faders egen Pige! 
Moders hele Lyst! 
Under dette Hjerte 
Har jeg båret dig! 
Her ved dette Hjerte 
Jeg opammer dig.  

Hvis jeg kunde leje 
Fremmede til dig; 
Jeg ej burde eje 
Slig en Skat som dig. 
Jeg vil see dig trives 
Ved din Moders Bryst; 
Og på Jorden gives 
Ingen større Lyst.  

O!  hvor glad din Fader 
Ved mit Bryst dig seer!  
Kun hvo Manden hader 
Lunken Moder er. 
Nei!  min Mages Glæde 
Er min største Lyst! 
Sov du kjære Spæde 
Ved din Moders Bryst.

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Confirmed with Knud Rahbek, Folkesange, ed. by P. H. Monster, Kjøbenhavn: K. H. Seidelin, 1801, pages 52 - 53.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

32. Efter Claudius [sung text checked 1 time]

Som Barnets Hjerte [glæder]1 sig, 
Og kjender ingen Sorger, 
Jeg takker Gud, og glæder mig, 
At jeg er Jordens Borger. 

Og at jeg Skov, og Bjerg, og Dal, 
Og Soel, og Himlens Bue, 
Og klare Stjerner uden Tal, 
Og Månens Lys kan skue. 

Og at jeg da til Mode er, 
Som når vi Børn kom sammen, 
Og så, hvad Hellig-Christ gav hver 
Til Julegave.  Amen!  

Jeg priser Gud, fordi han ei 
Gav mig et Kongerige; 
Jeg smigret blev; måskee og jeg 
Fordærvet blev tillige. 

Og intet kan så hjertelig 
Min Sjel til Fryd oplive, 
Som at jeg ei er stor og riig, 
Og kan det neppe blive. 

Thi Stolthed tidt forblinde kan 
Den store rige Herre; 
Hvor mangen blev en [mætig]2 Mand, 
Blev også ond, desværre!  

Og smukke Ting til Overflod 
Kan man vel få for Penge; 
Men Helbred, Søvn og lystigt Mod 
Det kjøbes ei for Penge. 

Og disse tre Ting ere jo 
Vor Løn, vor Fryd i Livet; 
Jeg derfor nyde vil i Roe 
Det Lidt, som mig er givet. 

Opfyld, o Gud!  min Trang i Dag! 
Giv Klæder, Mad og Drikke! 
Du føder Spurven på mit Tag! 
Du glemmer mig vist ikke! 

Authorship

Based on

Go to the single-text view

View original text (without footnotes)

Confirmed with Hans Wilhelm Riber, Samlede Digte, förste Deel, Kjøbenhavn: Simon Poulsens Forlag, 1803, pages 105 - 107. Appears in Lyriske Sange.

1 Kunzen: "fryder"
2 Kunzen: "fornem"

Researcher for this text: Melanie Trumbull

33. Vise [sung text checked 1 time]

Min Sang  --  min Lina!  --  ofres dig 
Blid mane du den modtage, 
Alt andet røved' Skjebnen mig, 
Min Luth har jeg tilbage, 
Og kan dens Lyd behage dig, 
Er jeg lyksalig, stolt og riig. 

At synge lærte Lina mig, 
Da hun mig elske lærte, 
I Sang mit Hjerte tømme sig, 
Du fylder dette Hjerte, 
Er det da Under, at min Sang 
Om dig og Elskov stedste Klang?  

Du røves bort fra dette Bryst, 
Og intet meer mig glæder, 
Naturen her sin rige Lyst 
Med gavmild Hånd udspreder: 
En Ven jeg ved min Side seer, 
Som med mig græder, med mig leer.  

Men hvor mit Øje vender sig, 
Det møder Lina's Minde, 
Strax flyer det alt, og søger dig, 
Dig!  --  som jeg ej kan finde; 
O!  når jeg minder, savner dig, 
Kan noget da behage mig? 

Er Sommerdagens Himmel blåe 
Og klar, som Lina's Øje? 
Min Lina's blide Smiil jeg såe, 
Kan Månens mig fornøje? 
Er Rosens Rødme vel så siin, 
Som Rødmen på min Lina's Kind?  

Din Svanehals beskæmmer Snee, 
Og rund om den sig slynger, 
De gule Lokker, skjønnere 
End Høstens gyldne Dinger; 
Den, som har hørt din Tales Klang, 
Foragter Nattergalens Sang. 

Og når du kom, al Sorg svandt hen, 
Som Mulm for Månen svinder, 
Min Ven oprigtig deeler den, 
For mig hans Tåre rinder; 
Men når han kjerligst kysser mig, 
Min Lina!  jeg har kysset dig! 

O kom!  o kom igjen til mig, 
At jeg kan Glæder finde,  
See!  muntre de omsvæve dig, 
Som deres Herskerinde; 
Alt ejer jeg, når du er her, 
Alt savner jeg, du borte er! 

The text shown is a variant of another text.
It is based on

Researcher for this text: Melanie Trumbull

34. Tillid til Gud [sung text checked 1 time]

Den Herre, som dannede Himlen den blå, 
Som plantede Stjerner deroppe, 
Som skabte de Dale, hvori vi mon gåe, 
Og Bjergenes kneisende Toppe, 
Os skjenkede han 
Vor Konge, vort Land, 
Tak være den Herre deroppe! 

Den Herre os Fader og Moder jo gav, 
Og Venner og Sødskende kjere, 
Tilsidst han os skjenker den rælige Grav, 
Og Himlenes evige Ære, 
Han haver os kjer, 
Vor Fader han er, 
Vor Tillid og Trøst skal han være. 

Frit tør jeg det sige, Gud lyver han på, 
Som taler om raslende Lænker, 
Med hvilke Gespenster om Natten omgåe 
At udføre Djevelens Rænker, 
Gud haver os kjer, 
Vor Fader han er, 
Kun Glæde og han os skjenker. 

Og hvis han vil straffe, er Lynildens Piil 
Hans Våben, og Torden hans Stemme, 
Er Havenes Strømme og Bjergenes Ild 
Tilrede, hans Hensigt at fremme, 
Met Helvedes Ånd 
Og Dødningers Hås;nd 
Han har os ej nødig at skremme. 

Nej mildeste Fader!  som Dagen er din,
Så er du og Midnattens Herre, 
Og aldrig i Verden du satte os ind 
For frygtsomme Trælle at være, 
Almægtig du er, 
Og haver os kjer! 
Vor Frygt skal ej krænke din Ære!

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Confirmed with Hans Christian Bunkeflod, Forsog til Viser for Spindeskolerne, fjerde og forøgede Oplag, Kjøbenhavn: J. F. Schultz, 1801, pages 29 - 30.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

35. Pigesind [sung text checked 1 time]

Pigesind 
Er som Vind, 
Som en Fugl på Taget. 
Den som troer 
Pigers Ord, 
Bliver vist bedraget.  

Deres Smiil 
Er en Piil, 
Sårer vores Hjerte. 
Nød dit Bryst, 
Glimt af Lyst, 
Vent da varig Smerte.  

Mangen Viis 
Så sin Priis 
Skibbrud her at lide, 
Heltene 
Rusende 
Glemte her at stride.  

See jeg felv, 
Råber, skjølv! 
Frygt de Falskes Våben; 
Og man dog 
Mig bedrog 
Trods min viise Råben.   

Med et Blik 
Cloris fik 
Mig i fine Lænker, 
Og jeg før 
Deri dør 
End på Frihed tænker. 

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Researcher for this text: Melanie Trumbull

36. Efter Gleim [sung text checked 1 time]

Lad os drikke, lad os synge, 
Og forkynde Sorgen Krig; 
Skål på Skål måe Glasset klinge, 
Det er visst, at glæde sig!  

Den, som Jordens bedste Glæder 
Nyder i en Mages Favn, 
Drikke troe til hendes Hæder, 
Synge hendryk hendes Navn!  

Drik så skål for hver en Pige, 
Som den Hulde fødte dig! 
Når de blive hede lige, 
Hvad kan bedre ønskes dig? 

Hvo der ejer raske Drenge,  
Drik da deres Skål igjen! 
Gid han leve med dem længe, 
See dem blive kjække Mænd!  

Hvo som Venskabs Fryd fortjener, 
Og den søger, finde den!  
Leve alle vore Venner!  
I vort Lag har hver en Ven! 

Vi hver Piges Skål vil drikke, 
Som ej gåer i Modens Fjed, 
Afskyer ædel Franske Skikke, 
Elsker nordisk Ærbarhed! 

Skål for hver en ædel Digter, 
Som ej krøb, ej Sang for Guld, 
Som besynger Dyd nog Pligter 
Og som selv er Dyder huld.

Skål for hver, som Ingen krænker, 
Som til Venner ej bær Nag, 
Drikker godt, og villig Skjænker, 
Skål for hver i dette Lag! 

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Confirmed with Samling af Klub-Sange, Kjøbenhavn: Christian Gottlob Proft, 1792, pages 289 - 290.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

37. Da hun havde drømt om Selino [sung text checked 1 time]

Kjøl, o smiggrende Sephyr, kjøl  
Denne blussende heede Kind! 
Af en yndig Dröm den blusser! 
Kjøl den, smiggrende Sephyr!  

Svæved' venlige Engel!  du
Over mig med den Glædesdrøm, 
Viiste mig det hulde Billed! 
Af min elskte Selino!  

O da elsker du, elsker du 
Selv i Himmelens Rosenlund, 
Elsker vel den fromme Engel, 
Som beskytter Selino!  

Men meer brændende elsker du 
Ei i Himmelens Rosenlund, 
End jeg elsker min udvalgte,
Min tilbedte Selino.  

Siig du Løvhytte, hvor han tidt, 
Ved mit bankende Hjerte låe, 
Siig Blomsterbeed, som hylled' 
Vore Kysse i Vellugt.  

Siig om ikke, i Skumringen, 
Selina fældte her Tåre nok, 
Siden hun med heede Tåre, 
Sidst her savnte Selino!  

Spørger Søstre, o spørger ei, 
Ved den frydefulde Kjædedands, 
Hvorfor mine Kinder blegne, 
Og de lønlige Tåre. 

Skjøn som Rosen Selino var, 
Elskte Latter og Leeg og Dands, 
Bleeg og sorgfuld nu omvanker,  
Langt herfra min Selino. 

Vend tilbage min Elskede! 
Vend tilbage i Selinas Favn, 
Hvor jeg bæver dig at kysse; 
Vend tilbage Selino! 

Sige skal dig mit heede Kys, 
Brysters Bæven, og Bølgegang, 
Din er jeg!  jeg er din Selina,  
Vend tilbage Selino!  

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Researcher for this text: Melanie Trumbull

38. Landmanden [sung text checked 1 time]

 Enhver, som attråer Glæde, 
På Landet søge den!  
Der har den ret sit Sæde; 
Fra Byer flyede den. 
Den Rige ei forbygger 
Os Soel- og Måneskin; 
Han Lundens blide Skygger 
For os ei hægner ind.  

Når Morgenen os byder 
Til Arbeid os til Lyst;  
Vor høje Lovsang lyder 
Af raske, muntre Bryst; 
Vi trætte gik til Hvile, 
Så sover man så sødt; 
De Rige savne Hvile, 
Som ligge nok så blødt. 

Vi øine alle vegne 
Velsignelse og Lyst, 
Når Agrene sig tegne, 
Til en velsignet Høst; 
Og når blandt Høstens Dynger 
Vi trætte leire os, 
Vi glade Viser synger, 
Og byde Rige Trods!

[ ... ]

For os Foråret pryder 
Så smukt den heele Jord, 
thi vi kun, vi den nyder, 
Vi som på Landet boer.
Af sligt har jo I andre 
Slet intet i Jer Stad. 
Den ud til os måe vandre 
Som ret vil være glad! 

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Researcher for this text: Melanie Trumbull

39. De Elskendes Salighed [sung text checked 1 time]

End er du ei til Himlen vendt tilbage, 
Du Paradisets reene Lyst, 
Dig kan endnu den Lykkelige smage, 
Der hviler ved et elsket Bryst. 

Til Paradiis forvandler Elskov Jorden, 
Den staber Fryd i Sorgens Hjem, 
Forandret med et Vink Naturens Orden, 
Og maner Fryd i Ørkner frem, 

Hver Fryd er mørk mod Glimtet af dens Glæde, 
Dens Veemod selv er Salighed, 
Og kjælent i sin Elsktes [Favn]1 at græde, 
Kan ingen Jubel lignes ved.  

Den Elskende her Himlens Forsmag nyder, 
Hans Hjerte helliges dertil! 
Thi Kjærlighed indvjer det til Dyder! 
Dens Flamme tænder Dydens Ild. 

En Cæsars Magt han ingen Tid begjærte, 
For ham er ingen Throne stor; 
Han herske vil i sin Tilbedtes Hjerte, 
Det er for ham den heele Jord. 

Ei Perus Guld, ei [heele Verdens]2 Skatte, 
Kan lokke ham af hendes Arm, 
[Ei kan de ham det Øjeblik]3 erstatte, 
[Han ikke]4 nød ved hendes Barm. 

Han for et Blik bortgav al Verdens Throner, 
[Blot for et]5 Smiil hver Kummer veeg, 
Et kjærligt Kys med Verden ham forsoner, 
Om end hans bedste Ven ham sveeg.  

Naar hendes Arm sig kjærlig om ham slynger, 
I Lykkens Favn han føler sig, 
Af henrykt [Hjerte]6 Verdens Lovsang synger, 
Er viis og god og lykkelig.  

[Glad helser han]7 enhver af Årets Dage, 
Hver bringer ham fornyet Lyst, 
Glad seer han til fremsarne Tiid tilbage, 
Thi han den nød ved hendes Bryst.  

Med Livet selv end deres Fryd ei endes, 
Den gjennem [Graven]8 følger dem; 
Hun bliver evig hans, han evig hendes, 
I Kjærligheds og Glæders Hjem. 

Authorship

Based on

Go to the single-text view

View original text (without footnotes)

Confirmed with Poetiske Forsøg, anden Deel, Kjøbenhavn: Joh. Fr. Schultz, 1802, pages 97 - 99. Appears in Elegiske og idylliske Digte.

1 Kunzen: "Bryst"
2 Kunzen: "begge Verdners"
3 Kunzen: "De kan ham ei de Øjeblik"
4 Kunzen: "Som han ei"
5 Kunzen: "For hendes"
6 Kunzen: "Sjæl vor"
7 Kunzen: "Han hilser glad"
8 Kunzen: "Døden"

Researcher for this text: Melanie Trumbull

40. Efter det Tydske [sung text checked 1 time]

O eengang var jeg lykkelig, 
Og Glæden smiilte ned til mig, 
Hver gang min Elskte smiilte. 

Min Hånd hun trykte mangen gang, 
Såe venlig til mig, når hun sang, 
Om troe og ømme Hjerter.  

O når hun såe så blidt til mig, 
Da var jeg glad og lykkelig, 
Trods alle Jordens Fyrster.  

Men nu hun aldrig til mig seer, 
Ei smiller eller synger meer, 
Det smerter mig så såre; 

Men hvis den Fryd er svundet hen, 
Og kommer aldrig meer igjen, 
O gid jeg den måe glemme!  

O!  når man er ulykkelig, 
Der martrer, at erinde sig 
Den nydte, tabte Glæde. 

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Researcher for this text: Melanie Trumbull

41. Efter Hölty [sung text checked 1 time]

I lövriig Dal
en Nattergal
saa henrykt qvæder
om Elskovs Glæder,
og Gienlyd gav
vor Lund deraf.

Og jeg maae see,
hvor Hyrderne
sig til den snige,
hver med sin Pige
beluske glad
dens söde Qvad.

Jeg förger kun
i denne Lund,
og hörer bange
de söde Sange;
thi ak! jeg er
allene her.

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]

42. Thisbes Afskedssang [sung text checked 1 time]

[O]1 Ven! du venter mig forgjæves; 
At see dig var mit sidste Håb; 
At see dig, før jeg fra dig reves; 
[Ak!  Himlen hører ej-vort]2 Råb. 

[For dig din Elsktes Taare flyder, 
Ak din sig blander ej med den: 
En grusom Hindring mig forbyder, 
Skjøndt ham så nær, at see min Ven.]3   

Dog Elskovs Stemme Vej skal finde
Til dig, trods alle Hindringer; 
Hør sidste Gang din Elskerinde, 
Hør sidste Gang, du er mig [skjær]4.   

Lev vel!  Lev vel!  jeg skal bortgræde  
Qvalfulde Dage langt fra dig;  
Ak, undtes mig endda min Glæde, 
At [du, min Ven!]5 blev lykkelig.  

Authorship

Go to the single-text view

View original text (without footnotes)

Confirmed with Knud Lyne Rahbek, Poetiske Forsøg, første Deel, anden Udgave, Kjøbenhavn: Joh. Fr. Schultz, 1803, pages 167 - 168. Appears in Lyriske Digte.

1 Kunzen: "Min"
2 Kunzen: "Men Himlen agter ej mit"
3 Kunzen:
Din Piges Gråd, som for dig flyder, 
Dig lærer ej, hvor kjær du er. 
En Muur mit våde Blik forbyder, 
At see sin Ven, skjøndt ham så nær.
4 Kunzen: "kjær"
5 Kunzen: "håbe, du"

Researcher for this text: Melanie Trumbull

43. En Höstvise [sung text checked 1 time]

Lyksalig gik for Høst forbi, 
Vi endte den med Glæde, 
Og derfor muntre synge vi 
Enhver som er tilstede, 
Vi Kornet ind i Laden fik! 
Og alting efter Ønske gik! 
O synger og dandser lystelig!   

Om Morgenen før Soel stod op 
Vi udi Marken iilte, 
Den snart forgyldte Bjergetop, 
Og venlig ad os smiilte, 
Og Duggen svandt så hastigen, 
Som vi til Arbeid flyve hen, 
O synger og dandser lystelig!  

Og aldrig kan jeg glemme det, 
Hvor rart det var at binde 
Sit Neeg, og flette Båndet net 
Og hurtig det omvinde, 
Så stod der gule Neeg ved Neeg, 
Og mangen af dem gjorde jeg! 
O synger og dandser lystelig!  

Tørt ligge de i Laderne 
Og Pleilen snart nedtages, 
Når det er tårsken  --  en to tre 
Det ind til Staden ages, 
Med Penge kommer Fader hjem, 
Og Varer, som han fik for dem! 
O synger og dandser lystelig!

Authorship

Confirmed with Hans Christian Bunkeflod, Forsøg til Viser for Spindeskolerne, fjerde og forøgede Oplag, Kjøbenhavn: J. F. Schultz, 1801, pages 24 - 25.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

44. Kysset [sung text checked 1 time]

Vil du ei være stille, 
Din kjæne Nar! 
Hvo lærte dig, du Lille! 
Hvad Kys der var?  
Du smiler skjelmsk og siger: 
Det læres let; 
Naturen selv os Piger 
Bebuder det. 

Du har din Moders Øje 
Det Blik du fåer, 
Som Hjerterne at bøie 
Så godt forståer. 
O!  snarlig skal du dele 
Det Herre; 
Du snart skal Hjerter stjæle, 
Men vær da from!  

Men mag, at den, du ynder, 
Kan stjæle eet, 
Og skjænd så på den Synder, 
Som gjorde det. 
Men hvem vil længe hade?  
Gjør så Forliig! 
Til Fredstegn kan du lade 
Ham kysse dig! 

Nys sad du og reed Ranke 
På dette Knæe;
Nu gåer du alt i Tanke 
Om Kjæreste.  
Dit Øje kan alt hvile 
På En, så ømt, 
Og du kan sukke, smile, 
See suurt på Skrømt!  

Du kommer da ei mere 
Sådan som nys, 
Frivillig at begjære 
Dig nogle Kys. 
Man dig derom vil bede; 
Men vær da klog! 
Skjønt du dem gav med Glæde, 
Så nægt dem dog. 

Her har du nu min Lære, 
Husk vel på den! 
Men skjønsom måe du være 
Mod Læreren.  
Frygt ei, du skal behøve 
At kysse mig! 
Jeg Kys nok selv skal røve; 
Og så Forliig!  

Authorship

Based on

Go to the single-text view

Researcher for this text: Melanie Trumbull

45. Spindevise [sung text checked 1 time]

Snurre, snurre, snurre!  
Hurre, hurre, hurre!  
Gåe min Rok, lob sul min Teen! 
Tråden blive fiiv og reen, 
Hvortil skal den være? 

Snurre, snurre, snurre! 
Hurre, hurre, hurre! 
Garnet, det er ei tilfals; 
Til et Klæde om min Hals 
Dette Garn skal være. 

Snurre, snurre, snurre! 
Hurre, hurre, hurre! 
Væver!  Væver!  væv mig det! 
[Du skal]1 see mig nok så net 
Til Sankt Hans at være. 

Snurre, snurre, snurre! 
Hurre, hurre, hurre! 
See, vi Bondepiger er 
Ei som Markens-Liljer, 
Det kan Frøk'ner være!

Authorship

Based on

Go to the single-text view

View original text (without footnotes)

Confirmed with Huus-og Skoln-Sangbog, ed. by O. D. Lütken, Kjøbenhavn: Th. E. Rungel, 1818, page 232.

1 Kunzen: "Skal du"

Researcher for this text: Melanie Trumbull

46. Las ! mon pauvre cœur [sung text checked 1 time]

CHORUS 
Las ! mon pauvre cœur, 
Pourquoi soupirer 
Et t'en amourer 
Avec tant d'ardeur ?  

Bien et vrai que Lise est belle 
Et que dans notre hameau 
Il n'est nul objet si beau 
Qu'il soit autant beau come elle. 
(CHORUS)

Quand sa blanche main me touche, 
Ne sais quoi le fait frémir ; 
Que te feroit donc sentir 
Un baiser pris sur sa bouche ? 
(CHORUS)

Vois comme elle est gente et vive ! 
Le rire est peint dans ses yeux, 
Et tu ne ressens pour eux 
Qu'une tendresse plaintive. 
(CHORUS)

Authorship

See other settings of this text.

Researcher for this text: Melanie Trumbull

47. Petrarque [sung text checked 1 time]

Subtitle: Romance

[En s'éloignant de sa muse,
L'amant de Laure, en ces mots,
Du rivage de Vaucluse
Fit retentir les échos :]1
« Ô toi, qui plains le délire
Où Laure a plongé mes sens,
Rocher, qu'attendrit ma lyre,
Redis encor [ses]2 accens.

En répondant à mes plaintes,
Échos, vous avez appris 
Quels sont les vœux et les craintes
D'un cœur tendre et bien épris. 
N'oubliez pas ce langage :
Et si Laure quelquefois 
Vient rêver sur ce rivage,
Imitez encor ma voix.

Dites-lui que de ses charmes 
Tous mes sens sont occupés,
Dites lui que de mes larmes
[Tous mes vers seront]2 trempés.
Ma voix ne chantera qu'elle,
Mon souvenir ne sera
Qu'un miroir [toujours]3 fidèle
Où l'amour me la peindra.

Dites-lui que son image 
Me suivra dans le sommeil,
Et recevra pour hommage 
Le soupir de mon réveil :
Que mon oreille attentive
Croira sans cesse écouter 
Les airs que sa voix plaintive
Vous fit cent fois répéter.

Jurez-lui qu'en vain les grâces
Viendraient pour me consoler,
Que les amours sur mes traces
[Loin d'elle]5 auraient beau voler.
A leur troupe enchanteresse
Je dirais dans mes douleurs :
Rendez Laure à ma tendresse,
Ou laissez couler mes pleurs.

Insensible à tout loin d'elle,
Rien ne flatte mes désirs.
Je me croirais infidèle 
De goûter quelques plaisirs.
Sur une rive étrangère,
Où le destin me conduit,
Une espérance légère 
Est le seul bien qui me suit.

Mais si Laure m'est ravie,
Si je ne dois plus la voir,
Je perdrai bientôt la vie 
Quand j'aurai perdu l'espoir.
Puisse la Parque apaisée,
Me laisser, après ma mort,
Préférer à l'Elysée
Les ombrages de [ce bord]6 ! » 

Authorship

See other settings of this text.

View original text (without footnotes)

Confirmed with Œuvres de Marmontel. Tome Septième, Paris, chez A. Belin, 1820, pages 233-234.

1 Kunzen, Rousseau:
Du rivage de Vaucluse
L'amant de Laure, en ces mots, 
En s'éloignant de sa muse, 
Fit retentir les échos :
2 Kunzen, Rousseau: "mes"
3 Kunzen, Rousseau: "Toujours mes yeux sont"
4 Kunzen, Rousseau: "pur et"
5 Kunzen, Rousseau: "Sans cesse"
6 Kunzen, Rousseau: "ces bords"

Research team for this text: Emily Ezust [Administrator] , Melanie Trumbull

48. Je l'aimois d'un amour si tendre [sung text not yet checked]

Je l'aimois d'un amour si tendre
Celle qui cause mes tourmens
Elle a condemné sans l'entendre
Le plus fidelle des Amans.

Ah si je voyois l'inhumaine
Je lui montrerois tant d'ardeur
Qu'elle regretteroit mon cœur
Et se reprocheroit ma peine.

Loin de sa présence chérie,
Je ne vis que par mon amour;
Ma raison, mon ame, ma vie,
Tout est aux lieux de son séjour. 

On parle une langue étrangère,
Si l'on n'en parle à  tout moment;
Un étranger, en la nommant,
Tout aussi-tôt deviant mon frère.

Sans espoir que ma voix l'attire,
Ma voix l'appelle à tout moment;
Je regarde, et mon cœur soupire
D'avoir appelé vainement.

Son nom, dans ce réduit sauvage,
Est gravé sur tous les ormeaux;
Il va crôitre avec leurs rameaux;
Mon amour crôitra advantage.

Authorship

See other settings of this text.

Researcher for this text: Melanie Trumbull

49. Je ne sais quel ennui me presse [sung text checked 1 time]

Je ne sais quel ennui me presse:  
Est-ce une peine?  est-ce un plaisir?  

Je ne vois plus sans rougir 
Un berger qui me suit sans cesse.  
Il m'inquiète, et m'intéresse; 
Je le crains, je soupire, 
Et je ne puis le fuire: 

Dites-moi d'où nait ma faiblesse; 
Mais gardez-vous de m'en guérir. 

Authorship

See other settings of this text.

Confirmed with Naïs, opéra pour la paix, Paris: la veuve Delormel et fils, 1749, page 45. Appears in Acte Second, in Scène VI, in a 'Ballet Figuré'.


Researcher for this text: Melanie Trumbull

50. Au bord d'une fontaine [sung text checked 1 time]

  Au bord d'une Fontaine 
  Tircis brûlant d'amour,
  Contoit ainsi sa peine 
  Aux Échos d'alentour :
  Félicité passée, 
  Qui ne peux revenir,
  Tourment de ma pensée ! 
  [Félicité passée,]1
Que n'ai-je en te perdant, perdu le souvenir !

[ ... ]

  [O ! jours]2 dignes d'envie 
  Je ne vous verrai plus ! 
  Au Printems de ma vie 
  Vous êtes disparus. 
  Félicité passée ! 
  Qui ne peux revenir ;
  Tourment de ma pensée !
  [Félicité passée,]1
Que n'ai-je en te perdant, perdu le souvenir !

[ ... ]

Authorship

See other settings of this text.

View original text (without footnotes)

Can be found in Bertaut - Recueil des Œuvres poétiques, éd. L. Breyel, Paris, 1605, under the title "Complainte (Au bord d’une fontaine)"

Confirmed with Le Chansonnier français: ou Recueil de chansons, ariettes, vaudevilles & autres couplets choisis, Volume 9, 1761, pages 84-87, under the title "Les regrets" (author not identified in this edition).

See also Bertaut's Chanson, in which the last stanza is the same as this poem's refrain.

1 omitted by Zelter.
2 Kunzen: "Beaux jours"

Researcher for this text: Emily Ezust [Administrator]