Vort Fødeland var ofte Kampens Bolig, 
Men aldrig var det grådig Uvens Hjem. 
Thi Odens Børn i Kampen slog så trolig, 
At Fødeland og Hjem lå trygt bag dem. 

"Vort Fødeland, vor Konge, og vor Pige," 
Så svor de højt, og svor ved Ærens Gud: 
"I Kampen fejg, hvo disse tre kan svige, 
Hans Navns Foragt skal aldrig slettes ud!"  

Kom Fjenden da;  da holdt de, hvad de svore,  
Da droge de til Landets Forsvar frem:  
Og ilende, på havet flux de fore: 
Og tålde ej, at Fjenden søgde dem. 

Og fandt de ham;  da stod de danske Drenge,   
Med senet Arm, og uforfærdet Mod, 
Og slog så fast, og kjempede sålænge, 
Til Bølgen drak den sidste Fjendes Blod.  

Men denne Æt, men disse stolte Helte, 
Som villig stod der' Land og Første bi: 
Som aldrig sveeg, når det om Æren gjældte:  
Døm, Efterslægt, siig, var' de meer, end vi?  

Vi er' jo Mænd:  vi har jo Mod og Kræfter:
At døe uglemt:  og vinde Hædersnavn: 
Kun dette er den Løn, vi tragte efter, 
Når fejrende, vi fremme Landets Gavn.  

Og skal engang de Danskes Løve brøle; 
Og vækkes den engang til Strid igjen; 
Da skal kun Blod dens tændte Vrede kjøle, 
Og Voldsm&ealig;nds Fald skal kun forsone den.  

Forgjeves os da Overmagten truer. 
Skjønt så, vi Juels og Adlers Brødre er'. 
Ved Farens Syn en Dansk forsagt ej gruer: 
Thi blodig Sejr er ægte Søem&ealig;nd kjær. 

"Vort Fødeland, vor Konge, og vor Pige," 
Så svær' og vi, og sv&ealig;r' ved Ærens Gud: 
"I Kampen fejg, hvo disse tre kan svige, 
Hans Navns Foragt skal aldrig slettes ud!"