See Isen er borte, og Vintren drog vek,  
Frit løber den nyeligen fængslede Bek; 
Og Agre, som skjuledes dybt under Snee, 
Hvor smukke grønfarvede ere ej de? 

Spædlemmede Græsstråe snart skyde sig frem, 
Og Lammene lege og spøge blandt dem, 
Og Koen med Yveret rundspendt og trindt 
Ståer tålig, mens Pigen den malker gesvindt. 

Og Skoven, jeg seer den, der ståer den så grøn, 
Og Solen sig spejler i Vandet så skjøn, 
Og Solen den skinner, vi varmes derved, 
Og Solen den skinner os Frugtbarhed ned. 

O!  Søstre, o synger og priser den Gud,  
Som lokked' af Agren Velsignelsen ud! 
Som iførte Engen sin buntede Dragt!
Som skjænkede Skoven sin grønende Pragt!