Borgmestren vralter så dvask afsted,
hans pung er fuld af det meget guld.
Hans kæver hænger til kraven.
I de unge dage, da var han med!
men nu er han værdig som Paven,
han bærer sig selv i maven.
Borgmester, i fald jeg lignede dig,
det skulde volde mig smerte! 
Thi der er landsknægt blod endnu i mig, 
og bag køllerten slår der et hjerte.
 
Den Domherre kryber så krøgt afsted.
Hans hud er gul, hans pande ful,
han skæver til pigerne fagre.
I de unge dage, da var han med,
nu tæller han kirkens agre
på fingrene lange og magre. 
Oh domherre, fald eg lignede dig,
det skulde volde mig smerte,
Thi der er landsknægt blod endnu i mig, Landsknægt 
og bag køllerten slår der et hjerte.
 
Og Mari, min tro, hun rokker afsted.
Hendes dyd er stor, den kom nok i fjor, 
da hær hun var himlet af pesten.
I de unge dage, da var hun med,
nu rokker hun bagefter præsten
og kysser ham sålerne næsten.
Oh Mari, i fald jeg lignede dig,
det skulde volde mig smerte!
Thi der er landsknægt blod endnu i mig 
og bag køllerten slår der et hjerte.
 
Se sådan vandrer de alle afsted.
Forandret snit, på dat og dit, 
beflitted enhver på sin lykke.
Kun jeg er endnu som jeg altid var. 
Jeg er med og forsøger mig ej at besmykke,
og blæser verden et stykke.
Men døves engang den skarpe kniv
og er jeg ej standen værdig.
Så render jeg kården igennem mit liv 
og da er landsknægten færdig.