Du kjære, lille pike, som ligger og skal dø, 
la mig digte dig et eventyr, - det sidste.
Du skal snart faa sejle, sejle paa en stor og ukjendt sjø. 
Og din baat skal bli din blomsterhvite kiste.

Og saa lander du langt henne under himlens palmekyst, 
hvor den mindste vekst er skjøn som hele verden.
Og en vogn av diamanter kommer rullende saa tyst 
og henter dig til guldgatefærden.

Og himlens heste traver med din dyre lille vogn, 
og guld og stene gnistrer under perleportens bue, 
og du tror det er en kirke i St. Peters eget sogn, 
naar du skuer himlens fattigste og allermindste stue.

Og himlens himmel bølger som et silkehav omkring, 
og nye stjerner leker snedriv gjennem kvelden.
Og blomsterskoge suser, og smaa engles palmesving 
vifter duft til dine sanser, kjære Ellen!

Og mot silkehavet seiler du i baat av blomstertræ. 
Ballonerne gaar rutefast paa himmelhimlens leder ... 
Men jorden vil du aldrig, nei aldrig mere se, 
naar den blinker som en stjernelil saa syndig langt fra eder.

Tænk deroppe, lille pike, skal du ogsaa møte Gud 
og leke gjemsel i hans store kjoles folder.
Og en yndig liten palmegren, som nu idag sprang ut, 
du saa glad i dine englehænder holder...

Og i himlen, hist i himlen skal din barndom aldrig dø, 
og eventyret der, det blir ingengang det sidste.
Men det ene, du kan hu ske fra dit jordlivs lille sjø, 
er vel angsten for den blomsterhvide kiste.