Den kedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag så kort, den Nat så lang
Forandrer sig
så lempelig;
Den barske Vind, den mørke Sky  --  må fly;
   ...  
Man frygter ej at Snee og Slud
Skal møde dem, som vil gå ud;
Thi lad os gå,
At skue på,
Hvor smukt Naturen sig beter  --  og ler.   

Ak se, hvor pyntet Solen går
Med lange Stråler I sit Hår;
Den varme Krands
Er rette Kands
For alle Ting, som nu må gry  --  på ny;
   ... 
Se Fuglene i Flokke-Tal
I Luftens vide Sommer-Sal,
   ... 
Her flyver en
Jo med sin Gren;
En anden sanker Hår og Strå  --  så små. 

 ... 

Ak se, et meget yndigt Syn
På Skovens grønne Øjenbryn,
Den høje Top
Skal klædes op,
Og Våren pynter Bøgen ud  --  til Brud.
   ...    

   ... 
Hist vogter Hyrden Qvæg og Korn;
Et Hunde-Bjæl, en Lyd af Horn
Er alt hans Spil;
Men hører til,
Hvor smukt den Skov ham svare må  --  derpå. 

 ... 

Ak se, hvor spejle-klar og glat
Den Sø dog er i lave sat;
Det er jo som
At Sølen kom
Kun for at se sit Skilderi  --  deri;
   ... 
Snart lirrer Frøen med sin Mund
Imod den søvnig Aften-Stund,
Jeg tænker på
Mit Hvile-Strå,
Og ender min Spadsere-Gang  --  i Sang.  

Så er da Himmel, Jord og Vand
Opmuntret ved min Skabermand;
Jeg gik omkring
Blant tusind Ting,
Guds Forsyn spores ved enhver  --  i ser. 
 ... 
Han rammer nok den rette Tijd,
Da Himlen den skal blive blijd;
Jeg tør måske
Vel få at se,
Min Vinter blive til en Vår  --  i År.