by Ambrosius Stub (1705 - 1758)

Den kedsom Vinter gik sin Gang
Language: Danish (Dansk) 
Den kedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag så kort, den Nat så lang
Forandrer sig
så lempelig;
Den barske Vind, den mørke Sky  --  må fly;
  [Vor Kakkel-Ovn så ene står;
  Og hver Dags Kolde-Syge får;
  Den tykke Vams, den fœret Dragt
  Er alt hengt hen og reent foragt,
  Og Muffen er tillige gemt  --  og glemt;]1 
Man frygter ej at Snee og Slud
Skal møde dem, som vil gå ud;
Thi lad os gå,
At skue på,
Hvor smukt Naturen sig beter  --  og ler.   

Ak se, hvor pyntet Solen går
Med lange Stråler I sit Hår;
Den varme Krands
Er rette Kands
For alle Ting, som nu må gry  --  på ny;
  [Det klare Himmelblå
  Er værd at kafte Øje på;]1
Se Fuglene i Flokke-Tal
I Luftens vide Sommer-Sal,
  [Der holde snart hver Øjeblik  --  Musik; 
  De kappes daglig to og to
  At bygge, hvor de best kan bo;]1
Her flyver en
Jo med sin Gren;
En anden sanker Hår og Strå  --  så små. 

  [Ak!  se hvor tegner Marken vel
  For Bonden, hele Verdens Trel,
  Han ler, fordi
  Hans Slaveri
  Skal endes med sin Frugtbarhed  --  i Fred;
  Hist går de kåde Lam i fleng,
  Og spøge i den grønne Eng.
  De knæle med en Hertens Lyst
  For Moders mælkefulde Bryst.
  De qvægner ved den søde Tår  --  de får.]1
Hist vogter Hyrden Qvæg og Korn;
Et Hunde-Bjæl, en Lyd af Horn
Er alt hans Spil;
Men hører til,
Hvor smukt den Skov ham svare må  --  derpå. 

Ak se, et meget yndigt Syn
På Skovens grønne Øjenbryn,
Den høje Top
Skal klædes op,
Og Våren pynter Bøgen ud  --  til Brud.
  [Nå Solen brænder, som en Glød,
  Og stikker Ild i Barm og Skød,
  Da har man jo bag bvert et Blad
  Abskonsel for sin matte Rad', 
  Her smager Thee og et Glas Vin  --  fra Rhin,
  Imidlertid man sår at se
  Et ret naturligt Assemblee,
  Hver Fugl har stemt
  Sit Instrument,
  De raske Dyr vil dandse net  --  og let.]1   

Ak se, hvor spejle-klar og glat
Den Sø dog er i lave sat;
Det er jo som
At Sølen kom
Kun for at se sit Skilderi  --  deri;
  [Den Fisk, som stak i Dynd og Skarn,
  Og slap fra Frost og Fange-Garn,
  Han får nu atter Mœd og Liv,
  Og  spøger f?   i Rør og Siv;
  Se hist, hvor stolt hans Finner går,  --  og flår.]1
[Nu]2 lirrer Frøen med sin Mund
Imod den søvnig Aften-Stund,
Jeg tænker på
Mit Hvile-Strå,
Og ender min Spadsere-Gang  --  i Sang.  

Så er da Himmel, Jord og Vand
Opmuntret ved min Skabermand;
Jeg gik omkring
Blant tusind Ting,
Guds Forsyn spores ved enhver  --  i ser. 
[Bekymret Sjel!  så ser du dog,
At Alting står i Herrens Bog;
I hvor det går, så ved jeg grant,
Mit Navn står tegnet deriblant;
Gud kommer vist min Tarv ihu  --  endnu,]3
Han rammer nok den rette Tijd,
Da Himlen den skal blive blijd;
Jeg tør måske
Vel få at se,
Min Vinter blive til en Vår  --  i År.

J. Hartmann sets stanzas 1-2, 4, 3, 5
O. Ring sets stanzas 1-2, 4, 3, 5, 6

About the headline (FAQ)

View original text (without footnotes)

Confirmed with Arier og andre poetiske Stykker, København: trykt hos H. J. Grå, 1771. Appears in Moralske og muntre Stykker, pages 52 - 56.

1 omitted by Hartmann, Ring.
2 Hartmann, Ring: "Snart"
3 omitted by Ring.

Authorship

Musical settings (art songs, Lieder, mélodies, (etc.), choral pieces, and other vocal works set to this text), listed by composer (not necessarily exhaustive)

Settings in other languages, adaptations, or excerpts:

  • Also set in German (Deutsch), a translation by Adolf Strodtmann (1829 - 1879) , no title [an adaptation] ; composed by Johan Peter Emilius Hartmann.

Researcher for this text: Melanie Trumbull

This text was added to the website: 2019-09-12
Line count: 90
Word count: 492