Den kedsom Vinter gik sin Gang,
Den Dag så kort, den Nat så lang
Forandrer sig
så lempelig;
Den barske Vind, den mørke Sky  --  må fly;
  [Vor Kakkel-Ovn så ene står;
  Og hver Dags Kolde-Syge får;
  Den tykke Vams, den fœret Dragt
  Er alt hengt hen og reent foragt,
  Og Muffen er tillige gemt  --  og glemt;]1 
Man frygter ej at Snee og Slud
Skal møde dem, som vil gå ud;
Thi lad os gå,
At skue på,
Hvor smukt Naturen sig beter  --  og ler.   

Ak se, hvor pyntet Solen går
Med lange Stråler I sit Hår;
Den varme Krands
Er rette Kands
For alle Ting, som nu må gry  --  på ny;
  [Det klare Himmelblå
  Er værd at kafte Øje på;]1
Se Fuglene i Flokke-Tal
I Luftens vide Sommer-Sal,
  [Der holde snart hver Øjeblik  --  Musik; 
  De kappes daglig to og to
  At bygge, hvor de best kan bo;]1
Her flyver en
Jo med sin Gren;
En anden sanker Hår og Strå  --  så små. 

  [Ak!  se hvor tegner Marken vel
  For Bonden, hele Verdens Trel,
  Han ler, fordi
  Hans Slaveri
  Skal endes med sin Frugtbarhed  --  i Fred;
  Hist går de kåde Lam i fleng,
  Og spøge i den grønne Eng.
  De knæle med en Hertens Lyst
  For Moders mælkefulde Bryst.
  De qvægner ved den søde Tår  --  de får.]1
Hist vogter Hyrden Qvæg og Korn;
Et Hunde-Bjæl, en Lyd af Horn
Er alt hans Spil;
Men hører til,
Hvor smukt den Skov ham svare må  --  derpå. 

Ak se, et meget yndigt Syn
På Skovens grønne Øjenbryn,
Den høje Top
Skal klædes op,
Og Våren pynter Bøgen ud  --  til Brud.
  [Nå Solen brænder, som en Glød,
  Og stikker Ild i Barm og Skød,
  Da har man jo bag bvert et Blad
  Abskonsel for sin matte Rad', 
  Her smager Thee og et Glas Vin  --  fra Rhin,
  Imidlertid man sår at se
  Et ret naturligt Assemblee,
  Hver Fugl har stemt
  Sit Instrument,
  De raske Dyr vil dandse net  --  og let.]1   

Ak se, hvor spejle-klar og glat
Den Sø dog er i lave sat;
Det er jo som
At Sølen kom
Kun for at se sit Skilderi  --  deri;
  [Den Fisk, som stak i Dynd og Skarn,
  Og slap fra Frost og Fange-Garn,
  Han får nu atter Mœd og Liv,
  Og  spøger f?   i Rør og Siv;
  Se hist, hvor stolt hans Finner går,  --  og flår.]1
[Nu]2 lirrer Frøen med sin Mund
Imod den søvnig Aften-Stund,
Jeg tænker på
Mit Hvile-Strå,
Og ender min Spadsere-Gang  --  i Sang.  

Så er da Himmel, Jord og Vand
Opmuntret ved min Skabermand;
Jeg gik omkring
Blant tusind Ting,
Guds Forsyn spores ved enhver  --  i ser. 
[Bekymret Sjel!  så ser du dog,
At Alting står i Herrens Bog;
I hvor det går, så ved jeg grant,
Mit Navn står tegnet deriblant;
Gud kommer vist min Tarv ihu  --  endnu,]3
Han rammer nok den rette Tijd,
Da Himlen den skal blive blijd;
Jeg tør måske
Vel få at se,
Min Vinter blive til en Vår  --  i År.