Nu springer våren fra sin seng,
slår ud sit gyldne solskinshår,
nu drømmer jorden morgendrøm,
som klokker de små kilder går! 

Nu springer livets porte op,
de porte på den store stad,
og den, som sad i armest kår,
går ud at le sig rig og glad. 

Der synger under himlens blå
en lærkehær, et jubelkor,
der strømmer fra den store stad
en skare ud, hvor solskin bor! 

Den kommer fra de lumre rum,
hvor hjul og rem for lærke sang,
hvor mødigt slid og kunstigt lys
fik gjort den skumle dag så lang. 

Der går de mænd, hvis mod blev spændt
i sele for et brød at få,
de kvinder, som sled barmen gold
for ild i ovnen til de små. 

Der går de mænd nu, da hvert strå,
som trådtes ned, står rankt og rundt -
at kræve det par timers fred,
der atter ånder blodet sundt. 

Der går de kvinder - nu, hver blomst
kærtegnes af den milde vind -
at kræve hvile, at det barn,
de føde skal, får rosenkind! 

Og over stadens skorstensskov,
hvor tusinde maskiner sang,
der lyder for en enkelt dag
de frie markers fuglesang. 

Se, det er vår, med ret for hver
at fange sol og sætte frugt! 
den stund, da mindste puppe får
et vingepar til sommerflugt! 

Se, det er mer' end døgnkort vår! 
det er den vide fremtids krav:
Ret til at nyde livets sol
for den, som skæbnen livet gav!