En Snes danske Viser (1917)

 ... 

Som fugle i den grønne lund
vi skal for bønder kvæde,
saa det kan gaa fra mund til mund,
fra slægt til slægt med glæde.

Det være skal vor største fryd
som skjalde barneglade,
naar hoppe kan ved sangens lyd
selv bare ben paa gade.

Det kaldes skal vor bedste sang
til evig ros og minde,
som løber rundt i Danevang,
naar piger negen binde.

Det være skal vor hæderskrans,
naar vore toner milde
med pigerne gaar let i dans
ved hvert et bøndergilde!

Der er et land saa kosteligt
alt under nørrelide,
kun ét, jeg véd, er landet sligt
paa verdens vesterside,
det sært i nord er tunget ud,
og til en tunge fin af Gud
det er vist og beskaaret.

Det er slet ingen abildgaard
og ingen blommehave:
det lysner mest kun lidt i vaar,
og buskene er lave,
og lyngen løber langs ad land
med ormeflok og flyvesand,
og bøgen staar i stampe.

Men langs med heden bække smaa
sig klare, vævre vinde,
de mødes tit til mægtig aa,
og tit i sø de rinde,
der lege flink de fiske smaa,
og møllehjul i dammen gaa
og varme haarde stene.

Og rugen gror paa heden, ren
for klinte og for hejre,
og vorder mel paa møllesten,
hvordan det end mon vejre,
og vorder hvidt og dagligt brød,
og raad der er mod vinternød,
mens lyngen gror paa heden.

Naar hveden fin i blommeland
for klinten gaar til grunde,
og naar for vind og savetand
nedsynke markens lunde,
end rugen gror, og møllen gaar,
og heden varmer aar paa aar,
og lyse-klynen blinker.

Det er slet intet fugleland
til højt i kor at sjunge,
den nattergal paa nøgne sand
slaar trillerne saa tunge,
og lundene er kun saa faa,
og buskene er kun saa smaa,
og bøgen staar i stampe.

Dog pippe hel vemodelig
de hjejler smaa og spage,
og klukkende opløfte sig
de agerhøns saa fage,
ja, stundom og en urkok gol
i dagningen mod gylden-sol
alt paa den brune hede.

Og aldrig har jeg hørt det før,
og heller aldrig siden,
hvor mindelig for ladedør
kan kvidre finke liden,
naar jydesvenden, som jeg saa,
et lille korn til fugle smaa
om vinterdag udskifter.

Og aldrig slig en tone sød
jeg hørte over vange
som den, der over heden lød
i lærkens morgensange.
Den slog saa sødt og fløj saa let,
som om med rugen den kun ret
paa heden havde hjemme.

Og naar da lundens fuglekor
har sommeren udsjunget,
naar stormen over kolde jord
har stemmen undertvunget,
da toner end en liflig klang,
da klinger højt en svanesang
alt over brune hede. 

 ... 

Ja, I Sønner af Kæmpe-Æt!
Lad os forstaae vor Fordeel ret
Slagne vi er over hver sin Læst,
Frihed er hvad os tjener bedst,
Frihed, men ikke som Ild og Vand,
Pest og Hunger og Ødeland,
Frihed, men ikke som Ulv og Bjørn,
Ikkun som voxne Menneske-Børn,
 ... 

Frihed lad være vort Løsen i Nord,
Frihed for Loke saavelsom for Thor,
Frihed for Ordet i Verdenen ny,
Som til sig selv det har skabt under Sky:
Tankens og Troens og Vidskabens Land,
Ligest af synlige Ting dog en Strand,
Hvor kun i Blæst Man seer Bjerg-Toppen hvid,
Og hvor kun Livet sig rører i Strid,
 ...  

Tankens og Troens og Vidskabens Hav,
Som uden Frihed er Asernes Grav,
Men, som, naar Kræfterne kappes om Rang,
Ligner en blomstrende, bølgende Vang,
 ... 
Hæver sig over hvad Hænder kan naae,
Og hvad selv Ørnen i Høiheden saae,
Vækker, som Asernes Odel i Nord,
Ære-Frygt dyb for det levende Ord!

 ... 
Fri være Loke, som Brage og Thor!
Jetter kun fængsler det vingede Ord,
Kamp-Guder alle, som drilles med Vid,
Vækkes af Dvale til seierrig Strid! 

Frihed for Alt hvad der stammer fra Aand,
Som ikke ændres men arges ved Baand,
Virker skinbunden det Værste i Løn,
Tæmmes alene ved Thor-Karmens Døn!
 ... 

Nu er da Vaaren kommen,
    Nu er os Busken Læe;
    Og Nattergalen toner
    højt i det grønne Træ;
    Og nysudsprungen Blomster
    Tæt ved hverandre staae;
    Og klart de runde Bølger
    I Sølverbækken gaae.
 
Og Aftenstiernen smiler!
    Den vækker Elskovs Lyst.
    O see den smekkre Pige
    Hist, med det fulde Bryst!
    Og see de smaae Zefirer!
    See, hvor de uden Larm
    Det tynde Flor bortrive,
    Som dækker hendes Barm.
 
O Pige! søde Pige!
    Nu har jeg lukt min Bog.
    Jeg sidder ey og stirrer
    Meer i det gamle Sprog;
    Det Liv, som der jeg finder,
    Det blomstrer ude nu.
    Ak kom min Elskerinde!
    Hvor længe tøver du?
 
Kierminde! som kan skue.
    Du Zefir! som kan staae.
    Du Lillie! som kan lue.
    Du Rose! som kan gaae.
    Sødt synge Nattergale,
    Naar Skoven sig har hvalt,
    Du synger og kan tale,
    Du søde Alt i Alt!
 
Ak kommer og omringer
    Den unge Sanger her!
    Mens høyt hans Lyra klinger
    Bag disse Bøgetræer.
    Om Amors Rosen-Lænker
    Han henrykt synge vil.
    Ak kommer hid! og skienker
    Et Kys ham, for sit Spil.
 
See Tiden gaaer tilbage,
    Naar Løvet springer frem.
    De unge gamle Dage
    Staaer op fra mørken Hiem!
    Slet intet da jeg savner
    I Favnen af min Møe;
    I Skoven springe Fauner,
    Najader i min Søe.
 
Og Pan staaer kiæk for Skoven,
    Brat for en Tiørnehæk,
    Og jager Tidens Kloge
    Bort, med en panisk Skræk,
    Som vil min Dryas dræbe,
    Min overgivne Faun,
    Og med en isnet Læbe
    Koldt spotter Elskovs Navn.

Hvor sødt i Sommer-Aftenstunden,
Naar Solen snart til Hvile gaaer,
og medens dybt i Bøgelunden
De fromme Nattergale slaaer,
At høre Harpens dumpe Klang,
til en livsalig Aften-Sang.

O grib nu i de stemte Strænge!
Bryd, fromme Siel! din snevre Muur.
Indspær dog Fuglen ey saa længe,
I det beklemte Fangebuur!
Lad den i Aftenrødens Guld,
Mod Himlen flagre andagtsfuld.

Thi hvergang hisset Aftenrøden
Nedsvinder under Skovens Krands,
Da minder den vor Siel om Døden,
Og Evighedens skiønne Glands.
Svulm da, min Aand! mod Himlen her,
Som Bølgen mod sit Rosen-Skier.

Grib sødt i Harpen, fromme Pige!
Høit bæve lad dens rene Klang.
Og syng, mens disse Straaler vige,
Den sidste, store Aften-Sang,
Som rørt vi sang for mangen Ven,
Som siunges skal for os igien:

"Hvo veed hvor nær mig er min Ende?
See! Tiden meget hurtig gaaer.
Hvor let og snart kan det sig hænde,
At jeg herfra at vandre faaer.
O Gud! giør da, for Christi Blod,
Min sidste Afskeds-Time god!"

 ... 

Ja, bad mig da i dine Flammer!
Nedgangne Sol! husval min Barm
Og tryk, til Dødens Lee mig rammer,
Mig venligt i din varme Arm!
Og i min Afskeds-Time god
styrk Hjertet med dit Purpur-Blod!

Tidt er jeg glad, og vil dog gjerne græde;
Thi intet Hjerte deler heelt min Glæde.
Tit er jeg sorrigfuld, og maa dog lee,
At Ingen skal den bange Taare see.
 
Tit elsker jeg, og vil dog gjerne sukke;
Thi Hjertet maa sig taust og strængt tillukke.
Tit harmes jeg, og dog jeg smile maa;
Thi det er Daarer, som jeg harmes paa.
 
Tit er jeg varm, og isner i min Varme;
Thi Verden favner mig med frosne Arme,
Tit er jeg kold, og rødmer dog derved;
Thi Verden slukker ej min Kjærlighed.
 
Tit taler jeg, og vil dog gjerne tie,
Hvor Ordet ei maa Tanken oppebie.
Tit er jeg stum, og ønsker Tordenrøst,
For at udtømme det beklemte Bryst.
 
O! du, som eene dele kan min Glæde,
Du, ved hvis Barm jeg torde frit udgræde,
O, hvis du kjendte, hvis du elsked mig,
Jeg kunde være som jeg er -- hos dig.

Her gad jeg boe og bygge,
Til jeg var træt og skulde døe,
Bag Lindetræets Skygge
Tæt ved den klare Sø.
 
Den Hytte, lav og lille,
Med kalket Væg og Tag af Straa,
Bag Høien tryg og stille,
Kan Stormen ikke naae.
 
Den snevre Have rummer
En Skat af Grønt og Blomsterduft;
Fra Kuben Bien summer
Ud i den varme Luft.
 
Tæt ved den blanke Rude
Har Svalen klinet op sin Bo;
Blødt ligger, som paa Pude,
I Eng den brune Ko.
 
Saa luunt i Lindens Grene
En Drossel sidder mangen Gang,
Sørgmodig og alene
Med sig og med sin Sang.
 
Frisk dufter Kløvermarken,
Vildanden seiler med sin Viv,
Og Fisken slaaer i Parken
Imellem Blomstersiv.
 
Hen over bløde Høie
Til fjerne Skov fra denne Vraa
Ustandset kan mit Øie
I Fred og Vemod gaae.
 
Den svale Kilde rinder
Hen mellem Steen og snakker smaat;
Den vækker gamle Minder,
Som gjør mit Hjerte godt.
 
Hvor eensomt og hvor stille!
Hvor fjernt fra Verdens stygge Larm!
Her kunde Sangens Trille
Let svæve fra min Barm. 

I Skoven, hvor jeg vandred,
Da jeg var ung og glad,
Er Ingenting forandret,
Ei Stub, ei Blomst, ei Blad.
Med Veemods Fryd fornemmer
Endnu min vakte Sands
De samme Fuglestemmer,
Den samme Duft og Glands.
 
End leve tusind Minder
Her fra min fjerne Vaar;
Fra hver en Luft, der vinder,
Et Fordums Suk jeg faaer.
Skovduens Kluk og Klage
Er lige elskovsblid
Og tryller sødt tilbage
Mig til en svunden Tid.
 
De vilde Anemoner
Har end det gamle Skjær,
End klinge fjerne Toner,
Som gik mit Hjerte nær;
Den høie Poppel kroer sig
End lige stolt og rank,
Og Bækken endnu snoer sig
Om Stenen lige blank.
 
Mig vinker hver en Bille,
Hver Sommerfugl, hver Bi,
Jeg veed nok, hvad de ville,
Og føier mig deri:
De byde mig at lukke
Vidt op min Tankes Blik; --
I Klokkeblomstens Krukke
Credentse de mig Drik.
 
Men Mindets Skaal, de rækker,
Gjør ei mit Hjerte svagt;
Det hæver sig og strækker
Sig med forynget Magt.
I dette grønne Mørke,
I Sommerduftens Flod
Det føler ny sin Styrke
Og faaer sit gamle Mod.
 
Thi jeg er ingen Daare,
Som har den vamle Skik
At spilde Suk og Taare
Paa Tiden, som hengik.
Ak, Alt hvad der kan tænkes
At gjøre Glæden rig,
Det Bedste, der kan skjenkes,
Har Tiden skjenket mig. 

Hvad sagde saa din Fader,
Allerkjæresten min.
Saa faur og fiin!
Hvad sagde saa din Fader
Om Beileren din?
   Han sagde: det er en fattig Hund,
   Hans Pengeskriin har ingen Bund!
   Jeg svared: det intet skader,
   Naar kun han bliver min.

Hvad sagde din Moder kjære,
Allerkjæresten min,
Saa faur og fiin!
Hvad sagde din Moder kjære
Om Beileren din?
   Hun sagde: det er en ringe Skjelm,
   Han fører hverken Skjold eller Hjelm!
   Jeg svared: han har nok af Ære,
   Naar han kun bliver min!

 ... 

Hvad sagde saa din Broder,
Allerkjæresten min.
Saa faur og fiin!
Hvad sagde saa din Broder
Om Beileren din?
   Han sagde: det er et topmaalt Fæ,
   Han kan ei skille Taarn fra Træ!
   Jeg svared: derpaa jeg boder,
   Naar først han bliver min.

Hvad sagde saa din Søster,
Allerkjæresten min.
Saa faur og fiin!
Hvad sagde saa din Søster
Om Beileren din?
   Hun sagde: ved Dansen i Nat paa Kro
han snakked mig fra min Ære og Tro!
Jeg svared: tag ham, om du lyster,
for aldrig blir han min!

Der var kun To paa denne Jord,
Som var ung Jørgen tilpas;
Det var hans gamle Bedstemoer,
Og saa hans Hund, Kyrads.

Hun gav ham, hvad han pe-ged paa,
Og talte aldrig haardt;
Hun klappede hans hvide Kind,
Naar andre stødte ham bort.

Og da det gik ung Jørgen imod,
Saa deelte hun hans Nød;
Og da det gik ham altfor skjævt,
Tog hun derover sin Død.

Og Hunden kom og slikked hans Haand,
Naar han fortvivlet græd,
Og da han sprang fra Langebro,
Saa sprang hans Kyrads med.

O, finder man paa denne Jord,
Førend man skilles ad,
Et Par, som er en huld og tro,
Saa kan man være glad.

Min lille Fugl, hvor flyver Du,
Imellem grønne Grene?
Ak, mon jeg rinder dig i Hu?
Mit Hjerte briste vil itu! --
-- O Gud, hvor jeg dog er ene!

Du sagde, at Du var mig god;
Ja, godt mig Alle mene,
Men hvis Du ret min Sorg forstod,
Du kom, Du sang mig Sjæle-Mod;
Da sad jeg ikke alene.

Min lille Fugl, Du kommer ej
Fra dine grønne Grene;
Jeg stille vandre maa min Vej; --
Ak, ingen elsker Dig som jeg!
-- O Gud, hvor jeg dog er ene!

Hun mig har glemt! Min Sorg hun ej se!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Ve!
Jeg vil gaa min lystige Gang,
Solen skinner jo Dagen lang,
Droslen fløjter sin Sang.

Hun har mig glemt, min Sorg hun ej se!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Ve!
Vinden bærer fra Hjemmets Ø.
Ud! derud paa den aabne Sø.
Alle Griller skal dø!

Hun har mig glemt, min Sorg hun ej se!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Ve!
Nye Lande jeg snart skal se,
Øjet græd, men nu skal det le,
Selv om Hjertet har Ve!

Hun har mig glemt, min Sorg hun ej se!
Ung Elskovs Død gjør Hjertet saa Ve!
Solen skinner jo Dagen lang,
Maanen gaar taus sin gamle Gang.
Hjertets Sorg bliver Sang!

Højt ligger på Marken den hvide Sne,
Dog kan man Lyset i hyten se,
Der venter Pigen ved Lampens Skær
På sin Hjertenskær.

I Møllen er stille, se Hjulet står.
Snart glatter Svenden sit gule Hår,
Så hopper han lystigt, hej en, to, tre,
Over Is og Sne.

Han synger om kap med den skarpe Vind,
Der rødmer så smukt hans sunde Kind.
Snedronningen rider på sorten Sky
Over Mark og By.

"Du er mig så smuk ved Snelysets Skær,
Jeg kårer Dig til min Hjertenskær,
Kom, følg mig højt på min svømmende Ø,
Over Bjerg og Sø!"

Sneflokkene falde så tykt, så tæt;
"Jeg fanger Dig vist i mit Blomsternet!
Hvor Snedyngen rejser sig højt på Eng,
Står vor Brudeseng!"

Ej mer kan man Lyset i Hytten se;
I Ringdans hvirvler den hvide Sne.
Et Stjerneskud spiller bag Skyen smukt.
Saa er det alt slukt.

Klart skinner Solen på Mark og Eng;
Han sover så sødt i sin Brudeseng.
Den Pigelil ængstets, til Møllen hun går, --
Men Drivhjulet står.

Paa Mark og Eng, i Skovens Læ,
Staaer Græs og Straa, og Busk og Træ,
Og Duggens Bad paakalde;
Saa mat er Luftens Aandedrag,
Og aldrig bli'er der qvægsom Dag
Naar ei der Dugg vil falde.

 ... 

O Morgenbøn! du Sjælens Dugg!
Din Friskhed og gjør Dagen smuk,
Og Verden trindt opliver.
Udsendt fra os, du som et Bud
Snart vender hjem med Svar fra Gud,
Og Hjertet Glæde giver.

Thi aldrig varer ved den Lyst,
Der fødes i vort eget Bryst
Naar Dagens Lys os kalder;
Vor Glæde vindes kun i Suk,
Velsignelsen er Livets Dugg,
Som ned fra Oven falder.

Naar man ved Mennesker hænger,
Stueplanten, den kjælne, man bliver;
Savner man Pleie, man hiver,
Altid til Røgt og til Hygge man trænger.

Røvet mit Ly og opreven,
Netop da Blomsten begyndte at skrante:
Atter til Frilandsplante,
Udsat for Storm og for Frost, er jeg bleven.

Lod jeg nu deler med Vrimlen,
Veirliget som det kan falde jeg tager,
Skyen hen over mig drager,
Solskin og Regn jeg kun venter fra Himlen.

Nu springer våren fra sin seng,
slår ud sit gyldne solskinshår,
nu drømmer jorden morgendrøm,
som klokker de små kilder går! 

Nu springer livets porte op,
de porte på den store stad,
og den, som sad i armest kår,
går ud at le sig rig og glad. 

Der synger under himlens blå
en lærkehær, et jubelkor,
der strømmer fra den store stad
en skare ud, hvor solskin bor! 

Den kommer fra de lumre rum,
hvor hjul og rem for lærke sang,
hvor mødigt slid og kunstigt lys
fik gjort den skumle dag så lang. 

Der går de mænd, hvis mod blev spændt
i sele for et brød at få,
de kvinder, som sled barmen gold
for ild i ovnen til de små. 

Der går de mænd nu, da hvert strå,
som trådtes ned, står rankt og rundt -
at kræve det par timers fred,
der atter ånder blodet sundt. 

Der går de kvinder - nu, hver blomst
kærtegnes af den milde vind -
at kræve hvile, at det barn,
de føde skal, får rosenkind! 

Og over stadens skorstensskov,
hvor tusinde maskiner sang,
der lyder for en enkelt dag
de frie markers fuglesang. 

Se, det er vår, med ret for hver
at fange sol og sætte frugt! 
den stund, da mindste puppe får
et vingepar til sommerflugt! 

Se, det er mer' end døgnkort vår! 
det er den vide fremtids krav:
Ret til at nyde livets sol
for den, som skæbnen livet gav!

Stille, Hjærte, Sol går ned,
Sol går ned bag Heden,
Dyr går hjem fra Dagens Bed,
Storken står i Reden.
Stille, Hjærte, Sol går ned.

Tavshed over Hedesti
og langs Veje krumme;
en forsinket Humlebi
ene høres brumme.
Stille, Hjærte, Sol går ned.

Viben slår et enligt Slag
over Mosedammen,
før den under Frytlens Tag
folder Vingen sammen.
Stille, Hjærte, Sol går ned.

Fjerne Ruder østerpå
blusser op i Gløden,
Hededamme bittesmå
spejler Aftenrøden.
Stille, Hjærte, Sol går ned.

Se dig ud en Sommerdag,
når de Bønder tromler:
Land æfor og By æbag,
Lærkesang og Humler.
Byg i Skred og Bær i Blost,
Barneleg om frønnet Post;
Rugens Dræ med Duft af Most
i Drift om brede Gårde!

Danmark er et lidet Land
strakt fra Nord til Sønder,
har dog Brød til alle Mand,
Kjøbstedfolk som Bønder.
Rugen med det svulne Knæ
vokser langt i Bakkens Læ;
Humleknop og Pæretræ
får Sol mod hvide Gavle.

Færgen med det brede Bryst,
klædt i Stål og Plade,
pløjer Vej fra Kyst til Kyst
over Bælters Flade.
Kobberspir og Tag af Tegl
ser sig selv i Havets Spejl;
langvejs ude hvide Sejl
mod grønne Øer bovner.

Toget stønner tungt af Sted
højt sig Røgen løfter;
Plagen står ved Vangeled,
slår sig løs og snøfter.
Hyrden kobler sine Kø'r;
Aftensuk i Siv og Rør;
fra den åbne Smededør
går lange Skumrings-Gnister.

Slider Byen, danske Mand,
altfor stærkt din Trøje,
tag et Maal af Danmarks Land
fra dets egne Høje:
Synet -- fjernt af Banker lukt --
bliver frit mod Bælt og Bugt,
stemningsfyldt som Hejreflugt
om Kvæld, når Sol går under.

Der dukker af disen min fædrene jord
med aser og agre og eng. 
Med ryggen mod syd og med tåen mod nord
den redte bag sander sin seng. 
Dog ej for at sove retfærdiges søvn,
thi sjældent er landet i ro,
men stormene går,
og brændingen slår
på kysten med djærveste kno. 

Der ruller de bække så tungt gennem dal,
langmodigt ta'r åen imod
og skrider til havs i en sindig spiral,
forinden den drev det til flod. 
Men hvor den kan glitre en sensommer kvæld
når laksen går op mod dens strøm,
når siv og når flæg
får dugstænk i skæg,
og dagen går bort som en drøm. 

De bredeste enge, jeg nogen tid så,
her duger det mossede svær. 
Blankhornede høvder på ravgullig tå
går rundt i de knortede kær. 
Her vokser sig plagen så trind om sin lænd
i højengens vældende saft,
så rød er dens lød,
dens mule så blød,
dens koder de fjedrer af kraft. 

Mørkt stiger en høj over kornhavet op,
med blåbær og lyng er den klædt. 
Blandt risenes ranker en lærke med top
sig gynger og kvidrer så spædt. 
Det bølger af rug imod kimingens rand,
i dale, på banker den står,
får runding og form
i godtvejr og storm
som barnet, mens gængerne går. 

Her lå der engang på en spergelgrøn toft
et hjem med sin skorsten på hæld. 
Det havde en enkelt rad pølser på loft,
men ellers kun armod og gæld. 
Dog havde det svaler bag forstuedør
og blomster om sokkel og syld
og malurt på væg,
og hønen la' æg
i skjul af den krogede hyld. 

Her sad hun og spelted, min bøjede mor,
ind under den bjælke så lang,
og delte sit bryst mellem mig og min bror,
imens så vemodigt hun sang. 
Nu ligger hun hist under stendigets hæld
i krogen, hvor valmuer står. 
Gør verden fortræd,
tog sorgen min fred,
så sagte med lågen jeg går. 

Hvad var vel i verden det fattige liv
med al dets fortærende tant,
om ikke en plet med en dal og lidt siv
vort hjerte i skælvinger bandt! 
Om ikke vi drog fra det yderste hav
for bøjet og rynket at stå
og høre de kluk,
de mindernes suk
fra bækken, vi kyssed som små! 

Velsignede land, hvor i stormvejret bor
et folk, som er øvet i savn,
jeg ejed vel aldrig et gran af din jord,
som hjemløs jeg kvitted min stavn. 
Du rakte mig ud fra dit stenede krat
en høstnat så kroget en stav. 
Når staven er brudt,
og livsgangen slut,
kanske du da skænker en grav.

Hør hvor let dens vinger smækker
mod den tunge kløverdusk,
mens den som en skyttel lægger
farten gennem røg og rusk.

Ville du kun tit mig lede,
som i hine fjerne år,
på min barndoms tunge hede
til min faders lave gård.

Å, når du på blæsten vendte
og mig i mit ansigt så,
var det næsten som du kendte
barnesindets sorger små.

Ja, det var, som om du tøved'
et sekund og fritted' mig:
Hvi er lille bror bedrøvet,
hvorfor ikke glad som jeg?

Men når du så gården stige
bag om kålgård-popler frem,
svandt du langs det lange dige,
for at følge andre hjem.

Når engang mit blik skal briste,
og min ånd skal flagre frit,
ban du vejen for min kiste
med dit elskede kvivit.

 ... 

  "Hvormed vil du føde mig,
  mens du er ikke rig ?"
  "Da vil jeg blive en Fisker
  og fiske med min Glib."

  "Hvormed vil du føde mig,
  naar Gliben vil ikke gaa ?"
  "Da vil jeg tage  ...  Plejl i Haand
  og stande i Bondens Lo."

  "Hvormed vil du føde mig,
  naar Bonden har ikke Korn ?"
  "Da vil jeg blive en Hyrde
  og lege udi mit Horn."

  "Hvormed vil du føde mig,
  naar Bonden har ikke Fæ ?"
  "Da vil jeg tage en Økse i Haand
  og fælde de store Træ."

  "Hvormed vil du føde mig,
  naar Øksen vil ikke bide?"
  "Da vil jeg blive en Møller
  og male Mel hint hvide."

  "Hvormed vil du føde mig,
  naar Dammen brister ud?"
  "Da vil jeg blive en Hovmand
  og ride med Glavind og Spyd."

  "Hvormed vil du føde mig,
  naar Herren vorder dig vred?"
   ... 

 ... 

   ... 
  "Da giver jeg dig Fanden i Vold,
  jeg faar dig aldrig mere."

  "Hvormed vil du føde mig,
  naar Fanden ikke vil mig have ?"
   ... 

   ... 
  "Da maa vi to blive i Hob,
  i alle vore Dage."
 ... 

Der boede en Mand i Ribe By,
han var saa ædelig rig;
han gav sin Datter en Silkesærk,
var femten Favne vid.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Og femten var de Skræddere,
den Særk skulde skære og sy;
og somme sad hjemme i Ribe
og somme ved Ribe By.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Og femten var de høvske Møer,
den Særk skulde to og vride;
og somme de tog djer' haarde Død,
og somme fik Sting i Side.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Og femten var de Tømmermænd,
den Særk skulde hænge op i Gaard;
og somme fik Arme og Ben i Stykker,
og somme laa syg et Aar.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

De førte den Brud i Kirken hen,
vel prydet udi Skind;
og femten Favne maatte de slaa ned,
før de kunde trænge hende ind.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Og der hun stod for Alteret,
saa tog hun til at vraae;
saa slog hun ned det hellige Kors,
som der havde førre vaaren.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Hun tog en Penge ud af sin Pung
og ofred den med nøje;
hun slog æ Degn hans Ben i Stykker,
slog ud æ Præst hans Øje.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Og Præsten stod for Alteret,
han hedte til Hr. Knud :
"Her bliver ingen Messe i Dag,
kommer Bruden ikke ud !"
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Og da hun kom paa Marken ud,
hun slog sin Næse i Sky;
og alt det Fæ, der var i Mark,
det bissed hjem til By.
Selv stryger hun Duggen af Jorden.

Og da hun kom i Gildeshus,
saa tog hun til at le :
"Nu har a da waaren i Kirk' i Daw,
som enhver kan hør' og se !"
Selv stryger hun Duggen af Jorden.