Jeg gaar i de zarteste Vaarlængslers Følge,
  Og se, hvor jeg gaar,
der risler det Vande, der lysner det Buske,
  som regntunge staar.
Jeg gaar i en Verden af drømme og Kvad,
en anende Verden, der lytter i Halvdrømme,
    aa, saa glad.
    Min Sjæl er et ny-
    sprunget Blad.

Min Sjæl er som Busken, der regntung har bøiet 
  sig ydmygt mod Jord,
min Sjæl er som Draaben, der blinker i Øiet
  taknemmelig -- stor,
der speiler sig Buske, der speiler sig Trær,
men lysere, skjærere, speiler sig finere, 
    end de er.
    Der speiler du dig,
    min Hjertenskjær!

Du speiler dit Billed og smiler vemodigt,
  min Hjertenskjær,
og mindes forundret vor Kjærligheds Vinter,
  der synes saa nær.
Det funkler som Taarer af Blomsternes Blik,
det suser i Luften: En rislende, mumlende,
    øm Musik,
    Snart springer du ud
    som min Brud.

Aa ja, jeg er glad, jeg er gjenfødt som Fuglen,
  der pipper bag Blad,
og gjennem min Sjæl gaar en anende Verden 
  af Drømme og Kvad.
Aa ja, jeg er glad! -- Hvad jeg elskede før,
det smiler mig til bag et skjælvende, bolgende
    Taareslør.
    Min Vinter er fjærn,
    min Vaar er nær.