Hun Venevil hopped' på letten fod 
  sin kjærest' imod. 
Han sang, så det hørtes over kirketag: 
  "God dag! god dag!" 
Og alle de småfugle sang lystig med i lag: 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' ham en af de blomster blå: 
  -- "Mine øjne små!" 
Han tog den, han kasted' og tog den igjen: 
  "Farvel, min ven!" 
og jubled', mens han sprængte over agerrenen hen: 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

 ... 

Hun fletted' modig foruden stans 
  på sin brudekrans. 
Men nu var det langt over sanktehans, 
  ingen blomster fandt's. 
Hun fletted' af de blomster, som slet ikke fandt's! 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans."