Digte og Sange

Undrer mig på, hvad jeg får at se
  over de høje fjelde? 
Øjet møder nok bare sne.
Rundt omkring står det grønne træ,
  vilde så gerne over,
  tro, når det rejsen vover? 

 ... 

Skal jeg da aldrig, aldrig nå
  over de høje fjelde? 
Skal denne mur mine tanker slå,
sådan med sne-is og rædsel stå
  stængende der til det sidste,
  blive min dødningekiste? 

 ... 

Engang, jeg véd, vil det række frem
  over de høje fjelde,
kanske du alt har din dør på klem? 
Herre, min Gud! godt er dit hjem,
  lad det dog endnu stænges,
  og jeg få lov til at længes!

Hun Venevil hopped' på letten fod 
  sin kjærest' imod. 
Han sang, så det hørtes over kirketag: 
  "God dag! god dag!" 
Og alle de småfugle sang lystig med i lag: 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

Hun fletted' ham en af de blomster blå: 
  -- "Mine øjne små!" 
Han tog den, han kasted' og tog den igjen: 
  "Farvel, min ven!" 
og jubled', mens han sprængte over agerrenen hen: 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans!" 

 ... 

Hun fletted' modig foruden stans 
  på sin brudekrans. 
Men nu var det langt over sanktehans, 
  ingen blomster fandt's. 
Hun fletted' af de blomster, som slet ikke fandt's! 
  "Til sanktehans 
  er der latter og dans; 
men siden ved jeg lidet, om hun fletter sin krans."