Jeg vanker indover det brune Fjæld,
jeg har ikke Heste, jeg har ikke Kusk,
og nu er det Kvæld.
Og Himlen slukner, og Møket kommer.
Men nu er der Hus under hver en Busk,
for nu er det Kvæld.

Jeg kjender mig stedt i en vaagen Blund.
Det synes, som Himlen og Jorden er et nu i Nattens Stund.
Det lyder som Jorden i Søvne dier.
Hva suser i Natten som Ingen har set, som aldrig tier?

Da bæver jeg ved, hvad jeg ligger og tror,
min Tanke drømmer afsted, afsted på de vilde Spor.
Om Natten Kloderne møder Kloder,
og kanske suser en Stjerne ned til deg, vor Moder.

Jeg lytter til Suset fra Tinder og Dal,
og kjender min Streng klinge
ind som en Streng i den store Koral,
Saa dækker et Mulm mine Drømmes Stier,
jeg faller i søvn paa min Moseseng,
og Alting tier.