Du, som har sorg i sinde,
gak ud i mark og lund,
og lad de svale vinde
dig vifte karsk og sund. 
Gak over høj og dale
og lyt ved søens glar
til skovens alvorstale
og kildens muntre svar. 

Var hjertet fuldt af klage,
og brused blodet vildt,
jeg gik mig ud at jage
det yndeligste vildt. 
Det var ej hjort og hinder,
ej terne eller tjur,
det var med friske kinder
den vilde, fri natur. 

Jeg vil så nødigt bænkes
i stuen, under tag,
der drikkes, og der skænkes
i døsig fred og mag. 
Langt heller vil jeg brede
min dug bag ved en tjørn,
på lyngbegro'de hede
i selskab med en bjørn. 

Mig hued ingensinde
småfuglene i bur,
som pynteligt på pinde
må sætte sig til kur. 
Nej, på de rigtig vilde
er der en frejdig jagt,
om de er nok så snilde,
er deres værge svagt!