Lyt nu, du ludende Sanger,
Tonerne strømme til bage
Varmt om sit Sind!
Ungdommens glade Falanger
Un der dit Vindu dem jage
Jublende ind.
Hjerternes Gjenlyd sig gynger
Højt i det Blaa,
I det solsittrende Blaa,
Hvori din sølverne Tone den slynger.

Smiler du ej ved Maalet,
Du, som i Vintren har vugget
Foraarets Tekst?
Alt, hvad dit Mod har bestraalet,
Alt, hvad dit Mismod har dugged,
Nu har det Vækst;
Ranker sig op om din Skulder,
Fylder din Favn,
Fanger i Roser dit Navn,
Fanger din Digtnings den koglende Hulder.

Videre Livstoget drager,
Tankerne suse som Fanerk
Over dets Vej.
En blandt de højeste rager,
Findes paa forreste Baner,
Den kom fra dig!
Oldtidens manende Rune,
Højt paa dens Skaft,
Tyder, hvor du tog din Kraft,
Løftende Land i din Ildhu, dit Lune.