Romanser og sanger , opus 18

Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjærlighed, mit Liv!
Kom, Maanen skinner stor og klar,
En Stilhed Natten har,
En Dejlighed, en Ensomhed,
Min søde Brud, kom med!
I Bøgeskoven gaa vi to,
Der hvor Skovmærker gro.

I denne lyse, tause Nat,
Hos Dig, min Verdens Skat,
Jeg er saa glad, saa salig glad,
Duft, friske Bøgeblad!
Syng, Nattergal, lys Maaneklar!
Jeg her al Rigdom har:
Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjærlighed, mit Liv!

Du er saa frisk som Bøgens Hang,
Som Nattergalens Sang,
Saa dyb som Nattens stille Ro,
Her hvor Skovmærker gro,
Hvor maleriske Bøge staa,
Og vi ved Maan'skin gaa:
Min søde Brud, min unge Viv,
Min Kjærlighed, mit Liv!

Hun er saa hvid, min Hjertenskjær,
Et mere hvidt ej findes der;
Jeg elsker hende, ej det sker,
At jeg kan elske hende mer!

Nu er hun død, min Hjertenskjær,
langt mere hvid hun smilerder!
Nu er hun død, o Hjertegru!
Og mer jeg elsker hende nu!

Løft mig kun bort, du stærke Død,
Til Aandens store Lande,
Jeg gik den Vej, som Gud mig bød,
Fremad, med oprejst Pande.

Alt, hvad jeg gav, Gud, det var dit,
Min Rigdom ej jeg vidste;
hvad jeg har øvet er kun lidt,
Jeg sang som Fugl paa Kviste.

Farvel, hver Rose frisk og rød,
Farvel, I mine Kjære!
Løft mig kun bort, du stærke Død,
skjøndt her er godt at være!

Hav Tak, o Gud, for hvad du gav,
Hav Tak for hvad der kommer!
Flyv, Død, henover Tidens Hav,
Bort til en evig Sommer.

I Sommer var Skoven saa grøn, saa grøn,
Og Kvidderen gik saa lunt iløn.
Da blæste Stormen sin vældige Lur,
Det skjalv i den tætteste Blademur.

Og anden Gang han tog Luren fat,
Da falmede Skovens grønne Hat.
Men tredie Gang da sank hvert Løv,
Og Bladene fløj i Slud og Støv!

Alt blev plyndret en Efteraarsnat,
Nu holder Vintren sit Indtog brat.
Alt er saa koldt, saa tomt og øde,
Mangen en Bøg blev dømt til Døde.

Hvor blev du af, du milde Sol?
Stormen har taget din Kongestol!
Blegnet er hver en Rosensblomme,
Somren er omme! Somren er omme!

Men Fattig folk prise Stormens Rov,
Lidt Brædsel de sanke til Husbehov
Og Vintren, som er saa streng og haard,
Den læger nok selv de slagne Saar.

Den kaster sin Kaabe hvid og blød
Om hver en Vunde, som Stormen brød.
Lad Vintren kun være streng og haard,
Der kommer engang saa lys en Vaar.

Det ved hvert eneste lille Frø:
"For ret at leve man først maa dø!"
Det ved hvert eneste lille Skud:
Engang raaber Solen: "spring ud!"

Lad Vintren kun være streng og haard,
Der kommer engang saa lys en Vaar!
Eja, hvor bli'r det sødt at se
Den første Blomst i den sidste Sne!

Der er et herligt Land,
Det kaldes Poesien,
Det naar i Himlen op,
Det rummes i en Rosenknop,
Og Hjertemelodien
Bor paa dets grønne Strand.

Der faaes det rige Guld,
Hvor ved Du Verdner vinder,
Der bliver Hjertet ungt;
Og er dig Livet altfor tungt,
Du Jacobsstigen finder
Til Himlen underfuld.

Der til et Skjønhedsdigt
Sig Hverdagslivet hæver;
Du føler Gud er nær.
Det Forbigangne lever der;
Den stærke Tænker bæver,
Saa stort er her, saa rigt.

Hvor Verden savner Ord,
Her liden Fugl har Sange.
Held den, som der blev Drot!
Ved ham alt Sandt og Skjønt og godt
Trods Paradisets Slange
Slaar Glorie om vor Jord.

Det Aandens Hindostan,
Det Hjem for Melodien,
Det Pagtens Land med Gud,
Som staar, naar Verdner slettes ud,
Det kaldes Poesien,
Det Lysets Fædreland.

En Ungbirken standen ved Fjorden
Og Vandspeilet ganske nær.
Hvor stor og smuk den er vorden
De Aar, jeg har boet her!

Nu löfter den hvide Stamme
Kronen fra Bredden lav.
Men tro dog ej den vil bramme,
Den ved ikke selv deraf.

Du dejlige Birk, du kjære!
Paa dig vil jeg ofte se.
Gud give jeg maatte lære,
Hvad du mig saa smukt kan te:

At vokse i eget Øje
Nedad med hver en Dag.
At krone og at ophöje,
Det vorder da Herrens Sag.

Hvor Bølgen højt mod Kysten slaar
En ganske lille Hytte staar,
Men rundt om paa det hele Næs
Er ej en Plet med Græs.

Kun Himmel, Hav og nøgent Land
Omgiver Hyttens Drømmeland.
Et Paradis er dog det Sted,
Thi der bor Kjærlighed!

Ej Sølv, ej Guld man finder
Der, men To, som har hinanden kjær.
Se! Kys og Smil paa Læben ler,
Og Øjet Sjælen ser.

Det tale ej det mindste Ord;
Glemt er den hele store Jord,
Med Kamp og Smerte, Fryd og Fred,
Thi her bor Kjærlighed!

Rosenknop saa fast og rundt,
Dejlig som en Pigemund!
Jeg dig kysser som min Brud,
Yndigt mer du springer ud.
Nok et Kys dig Læben sender,
Føl, hvor jeg brænder!

Jeg vil skrifte, som sig bør:
Ingen har jeg kysset før!
Ingen Pige venter mig,
Rose, jeg maa kysse dig.
Ak, du ej min Længsel kjender,
Føl, hvor jeg brænder!

Med hvert Kys du faar en Sang,
Naar du da er Støv engang,
Sangen kalder dig ihu,
Ingen kyssed mig, kun Du!
Kun ved Dig jeg Kysset kjender,
Føl, hvor jeg brænder!

Danmarks Døttre ved min Grav
Sige for hver Sang jeg gav:
"Han just havde Kys fortjent!"
Herligt sagt, men lidt forsent;
Løn mig, mens jeg er i live!
Kys I mig give!

Lyt nu, du ludende Sanger,
Tonerne strømme til bage
Varmt om sit Sind!
Ungdommens glade Falanger
Un der dit Vindu dem jage
Jublende ind.
Hjerternes Gjenlyd sig gynger
Højt i det Blaa,
I det solsittrende Blaa,
Hvori din sølverne Tone den slynger.

Smiler du ej ved Maalet,
Du, som i Vintren har vugget
Foraarets Tekst?
Alt, hvad dit Mod har bestraalet,
Alt, hvad dit Mismod har dugged,
Nu har det Vækst;
Ranker sig op om din Skulder,
Fylder din Favn,
Fanger i Roser dit Navn,
Fanger din Digtnings den koglende Hulder.

Videre Livstoget drager,
Tankerne suse som Fanerk
Over dets Vej.
En blandt de højeste rager,
Findes paa forreste Baner,
Den kom fra dig!
Oldtidens manende Rune,
Højt paa dens Skaft,
Tyder, hvor du tog din Kraft,
Løftende Land i din Ildhu, dit Lune.