Du sidder i Mindets Lund 
og ser tilbage, du Gamle.
Nu har du en fredet Stund, 
nu kan du det Svundne samle:
det suser omkring 
i boltrende Ring 
og nynner en Sang, vil du høre?

Den klinger med Fjeldslaats Klang, 
du kjender nok Melodien,
saamangen en Gut den sang 
en Kveldsstund paa Sæterstien,
fra Fjeld og fra Fjord 
i manende Ord 
den tegner et "Folkelivsbilled".

 ... 

Du sidder i Mindets Lund, 
og ser tilbage du Gamle;
i Kvældens dæmrende Stund 
de svundne Minder sig samle!
Gid Kvældsstundens Fred 
for Alt det du stred 
end længe dit Sind maate kvæge.