Vær hilset, mit gamle fædreland! 
du kender mig vel ej ganske? 
Engang jeg var en navnkundig mand,
de kaldte mig Holger Danske,
- de kaldte mig Holger Danske. 

Med mig drev lykken et underligt spil,
hvert barn mit navn skulle kende,
dog mænd skulle tro, den mand var ej til,
hvis ry fór til verdens ende,
- hvis ry fór til verdens ende. 

Mit liv blev givet et sælsomt kår:
det aldrig i verden ophører,
og død kan jeg synes i tusind år,
men dog i løndom mig rører,
- men dog i løndom mig rører. 

Jeg lever i danskens hjerte og sind,
jeg lever på folkets tunge. 
Kom ej jeg i verdenskrøniken ind,
dog skjaldene om mig sjunge,
- dog skjaldene om mig sjunge. 

Min ånd med folkets slægter fór hen,
dybt slumred den mange gange. 
Med folket den vågner og kommer igen
med livet i dåd og i sange,
- med livet i dåd og i sange. 

Mit navn hver bonde kender endnu,
og glad jeg rækker ham hånden. 
Mit levned kommer hver dansk i hu,
som glædes ved folkeånden,
- som glædes ved folkeånden. 

Du véd det, landsmand, jeg er ej død,
med kraft jeg kommer tilbage,
jeg er din fuldtro hjælper i nød
på Danemarks gamle dage,
- på Danemarks gamle dage.