Holger Danskes Sange

Ved Lejre græsse nu får på vold,
hvor fordum kæmperne drukke. 
På Lejre stod der et gammelt skjold,
det blev Holger Danskes vugge. 

Det gamle skjold var der lykke ved:
det var med runer indgravet,
det bar som vugge til Sjølunds bred
kong Skjold på båd over havet. 

I vuggen så jeg på bøg og eg,
de sused ved borgens rude. 
Fra marken tog de den gule neg,
den blev Holger Danskes pude. 

I vuggen hørte jeg harpers klang
og sang om kæmpernes sejre:
det var de danske skjalde, der sang
om kæmpedrotter på Lejre. 

I vuggen smelted en sang mit bryst,
lig havfruestemmer fra voven:
det var de danske jomfruers røst
fra fruersalen i skoven. 

Jeg glemmer aldrig den danske sang,
som kæmper og jomfruer synge. 
Og hver gang jeg hørte skjoldets klang,
jeg hørte min vugge gynge.

Vær hilset, mit gamle fædreland! 
du kender mig vel ej ganske? 
Engang jeg var en navnkundig mand,
de kaldte mig Holger Danske,
- de kaldte mig Holger Danske. 

Med mig drev lykken et underligt spil,
hvert barn mit navn skulle kende,
dog mænd skulle tro, den mand var ej til,
hvis ry fór til verdens ende,
- hvis ry fór til verdens ende. 

Mit liv blev givet et sælsomt kår:
det aldrig i verden ophører,
og død kan jeg synes i tusind år,
men dog i løndom mig rører,
- men dog i løndom mig rører. 

Jeg lever i danskens hjerte og sind,
jeg lever på folkets tunge. 
Kom ej jeg i verdenskrøniken ind,
dog skjaldene om mig sjunge,
- dog skjaldene om mig sjunge. 

Min ånd med folkets slægter fór hen,
dybt slumred den mange gange. 
Med folket den vågner og kommer igen
med livet i dåd og i sange,
- med livet i dåd og i sange. 

Mit navn hver bonde kender endnu,
og glad jeg rækker ham hånden. 
Mit levned kommer hver dansk i hu,
som glædes ved folkeånden,
- som glædes ved folkeånden. 

Du véd det, landsmand, jeg er ej død,
med kraft jeg kommer tilbage,
jeg er din fuldtro hjælper i nød
på Danemarks gamle dage,
- på Danemarks gamle dage.

Kong Gøttrik sad ene paa Leire Borg,
Og mørk var Dankongens Sind.
Den Stund, jeg blev fød, jeg voldte ham Sorg:
Ret aldrig han klapped min Kind.
 
Ret aldrig han saae paa Sønnen med Lyst,
Der voldte sin Moders Død.
Hvergang han hørte min stærke Røst,
Han ønsked jeg ei var fød.
 
Dankongen gav mig i Stifmoders Magt;
Den Nød jeg døied dog kort:
Kong Gøttrik svoer med Keiseren Pagt;
Mig gav han til Gidsel bort.
 
Jeg voxte op i Keiserens Gaard,
Langt borte fra Danmarks Strand;
Men hvergang Svalen qviddred om Vaar,
Den sang om mit Fædreland.
 
Og hvergang Sommerens Lærke sang,
Og Svanen seiled i Sø,
Jeg tænkte paa Danmarks Sangfuglevang
Og Havet ved Bøgenes Ø.

Jeg frit mig tumled i Verden om;
   Jeg fulgte mit danske Sind:
Den Røst, der ærlig fra Hjærtet kom,
   I brave Hjerter for ind.
 
I Skoven klang det, alt som man sang;
   Det lærte mig store og smaa;
Mit Skjold og min Livsang gav jeg dog Klang.
   Og tog, hvad der fulgte paa.
 
Den Hedning gav jeg gerne Gudsfred,
   Der bed for sin Tro som en Hund.
Den Kristen smed jeg i Dyndet ned,
   Der kun havde Troen i Mund.
 
Blandt Skovens Ulve tuded jeg ej;
   Til Snoggang stod jeg min Hu.
Jeg kom dog længst paa den lige Vej;
   Den Vej ved Dansken endnu.

Her klang til Danmark en Kæmpesang
Om Burmand og Holger Danske.
Der Burmand jeg hilsed første Gang
Det skete med Staal og Handske.
 
Det gjaldt Klenodet for større Glands,
End Kronen, Keisere bære:
Det gjaldt den favreste Brudekrands
Og Jomfru Gloriants Ære.
 
For Klaffer græd Jomfru Gloriant;
Jeg saae den Deiliges Jammer.
For Æren jeg satte mit Hoved i Pant;
Jeg sprang fra mit Fængselskammer.
 
Jeg mødte Kæmpens glubende Blik;
Min Handske fløi mod hans Tunge:
Jeg vilde ham lære -- med bedre Skik
Om ædle Jomfruer sjunge.
 
Ret aldrig hørte jeg værre Mund;
Ei saae jeg sortere Beiler:
Med Burmands Mæle tuder en Hund,
Naar Maanen i Skyen seiler.
 
Med Tænder bed han mit Ridderpant;
Vildt flammed Øinenes Lue.
Jeg red mod Lybiens Elefant
Til Kamp for Hindostans Due.
 
Vi stred paa Øen i Tiberens Flod
I Olieskovenes Skygge.
Paa Kinden randt mig det unge Blod;
Men det var mit Hæderssmykke.
 
Prindsesse Gloriant saae derpaa;
Fjernt saae det Krigernes Hære.
Den sorte Burmand blev rød og blaa
Alt for den Deiliges Ære.
 
Tre Dage skifted vi Hug og Stik;
Vi drabelig Landserne svunge.
Dog Burmand aldrig med bedre Skik
Fik lært at beile og sjunge.
 
Hans krumme Klinge var fra Damask;
Hans Stridshingst var af de Spanske.
Mit Glavind splintred hans Pandebrask --
Det Glavind var af de Danske.

Til Rosengaarden gik jeg i Jomfruens Baand;
  Der stod Roser og Lillier paa Enge.
Meer skjøn dog, end Lillien, var Jomfruens Haand,
  Naar Fingrene dandsed paa Strænge.
 
I Rosengaarden qviddred Smaafugle med Lyst;
  Der var lifligt i Sangfuglevrimlen.
Meer skjøn dog var Jomfruens smeltende Røst,
  End Fuglenes Sang under Himlen.
 
Paa Tiberstrømmen saae jeg, naar Dagen blev varm;
  Paa dens Bølger dvæled mit Øie.
Meer skjøn dog var Jomfruens bølgende Barm,
  Naar Tankerne fløi mod det Høie.
 
I Natten stod jeg ene, naar Maanen opgik,
  Og i Floden Smaastjernerne glimted.
Meer skjønt dog var Jomfruens tindrende Blik,
  End alle de Stjerner, jeg skimted.

Tolv Riddere sad ved Kejserens Bord;
Den trettende med dem i Kamp udfor.
Saa længe jeg red med de tolv i Dyst,
Indtil vi delte Hæder og Lyst.
 
Gert leged med Lanser i Dyst fuldsnild;
Stolt Engeler red med Sang gennem Ild.
Naar Hertug Samson i Hal indtren,
Da rysted baade Planker og Sten.
 
I Dystløb kom Ingen Hr. Iver nær;
Berin kunde gribe det flyvende Spær.
Hr. Bove oprykked Egen med Rod,
Og Ottum svømmed som Fisk i Flod.
 
Gerin skød Ørnen i højest Flugt;
Grev Wolter sprængte hver Port, som var lukt.
Hvor Jomfruer nikked bag Gitter og Stang,
Som Fugl over Mur sig Oliver svang.
 
Den største Jævning var from som stærk:
Turpin bar Panser og Messesærk;
For Hedningsjælene Bispen bad,
Naar Krop og Hoved han splitted ad.
 
Den mindste sad øverst ved Kejserens Bord;
Hans Navn med Ry gennem Verden for:
Den mindste Jævning, fuldrask og skøn.
Var Roland, Kejserens Søstersøn.
 
Naar Roland i Fruerstuen sang,
I Stegerset alle Smaaterner sprang;
Men blæste Roland til Strid paa Lur,
Da gungred i Borgen Port og Mur.
 
De Jævninger glemmer jeg ingen Stund:
Hin Bisp var en Mand til Haand som til Mund.
Ret aldrig jeg hører et Horn endnu,
Min Sjæl jo kommer Roland i Hu.

Faner vifted over Skjolde
   I det store Gravkapel.
Der laa mine Venner kolde;
Til de Helte, tro og bolde,
   Sagde jeg et tungt Farvel.
 
Gert ej leged mer med Lanse;
   Han var stum, som lystigst lo;
Han, som sang i Vaabendanse --
Han, som fløj mod Jomfrukranse --
   De var alle bragt til Ro.
 
Sidste Gang jeg saa de stærke;
   Fast jeg kendte dem ej mer.
Under Sang af Bisp og Klerke
Hilste jeg hvert Vaabenmærke --
   Dem jeg aldrig mere ser.
 
Flyve Ørne over Strande,
   Tænker jeg paa eders Dyst,
Ørne fra Bedriftens Lande!
Roland med den brustne Pande!
   Oliver med knuste Bryst!
 
Tavs, Carolus sønderklemte
   Rolands Sværd i Dødens Hal.
Hjaltet til sin Død han gemte;
Aldrig Verdens Hersker glemte
   Dem, som faldt paa Ronceval.

Vi red over Bjerg til Keiserens Stad;
Der fløi Huer i Luft til hans Ære.
Paa Verdensthronen Carolus sad;
Men aldrig blev Keiserens Hjerte glad:
Han sørged for alle de Kjære.
 
Det blev mig for mørkt i Keiserens Gaard;
Jeg fik Uro i Blodet i Freden.
Mig længtes efter en Dyst fuldhaard:
I Raaddenskab, tykkes mig, Verden gaaer,
Naar Sværdet er rustet til Skeden.
 
Svart længtes jeg efter mit Fædreland;
Over Hav fløi der Tidender onde:
"Kong Gøttrik kæmper mod Oprørsmand;
Ei Dankongen slukker den arge Brand;
Dybt sukker den fattige Bonde."
 
Og Orlov jeg tog af Keiseren brat;
Som en Fugl fløi min Stavn over Voven.
Hvor Holger leged med Hund og Kat,
Der sprang jeg i Land med min Vaabenhat,
Og Brynierne buldred i Skoven.
 
Mig fulgte tre hundrede Kæmper i Jern,
De bar Landsen i klirrende Handske.
Dankongen bragte jeg Skjold og Værn;
Men Gøttrik var myrdet; hans Sjæl var fjern.
Hans Øine ei saae Holger Danske.
 
Til Thinge jeg foer. Jeg nævned mit Navn;
Og de Danske blev lystig tilmode.
De bad mig glemme al Harm og Savn;
De bar Holger Danske trofast i Favn
Til Thronen, hvor Bøgene groede.
 
Dog -- Sønnen skal hævne Faderens Mord,
Skal Guds Jord under Fod ham ei brænde!
Den Ærens Lov var gammel i Nord.
Dyrt svoer jeg at søge Stimandens Spor
Fra Danmark til Jorderigs Ende.

I alle de riger og lande,
hvorhen jeg i verden fo'r,
jeg fægted med åben pande
for, hvad jeg for alvor tror. 

En ørn var mit hjelmemærke,
på brynjen stod korsets tegn,
på skjold bar jeg løverne stærke
i hjerternes milde hegn. 

Når mænd jeg kasted min handske,
opslog jeg min ridderhjelm,
de så, jeg var Holger Danske
og ingen formummet skælm. 

Vil dansken i verden fægte,
men dølger åsyn og navn,
jeg ved, hans ånd er ej ægte,
jeg tager ham ej i favn.

Hvor Oberon lever, hin Hjerterigets Drot,
   Og Titania, Synernes Dronning,
Jeg mødtes paa Morganas vidunderlige Slot
   Med Arthur, hin herlige Konning.
   
Vi Daadskraften øved; vi red i mægtig Dyst.
   Hver Dag vandt vi Hæder og Kranse.
Hver Nat der klinged Harper i Lunden med stor Lyst;
   Da saa vi paa Alfernes Danse.
 
Og Dagene bortsvang sig med Øjeblikkets Flugt,
   Og Nætternes Fryd havde Vinger.
Den hele Verden ejer dog intet Liv saa smukt;
   Men brat som en Sang det bortklinger,
 
Aarhundreder bortfløj; jeg mærked ej dertil;
   Da stod jeg en Kvæld ved en Kilde.
Jeg lytted til Vovernes underlige Spil:
   De hvisked saa venlige milde.
 
Jeg bøjed mit Hoved; jeg aned dog et Savn;
   -- End bar jeg Forglemmelsens Krone:
Jeg husked end ikke mit gamle danske Navn --
   Sært rørte mig Bølgernes Tone.
 
Det var mig, som de hvisked om, hvad jeg havde glemt.
   Min Guldkrans var trillet i Voven --
Brat vaagned hvert Minde, som var i Sjælen gemt,
   Om Danmark og Issefjordsskoven.
 
Jeg mindedes Carolus og Ridderskabets Flor,
   Og alle de kære, som døde;
Jeg husked paa mit Navn, og min Længsel blev stor --
   Da klang det, som Vindharper løde.
 
Jeg hørte Morgana; men ej jeg hende saa --
   Mig favned usynlige Arme:
"Nu Timen er kommen -- tilbage skal du gaa,
   Hvor Folkenes Livsbølger larme.
 
"Paa ny skal du vandre til mægtig Idræt hen:
   Dit Folk skal genkende din Stemme.
Men glemmer det dig atter -- jeg favner dig igen;
   Hvor Aanden har Liv, har du hjemme."
 
Forsvundet var Slottet -- som Skyer for det hen --
   Og Skibet sig vugged paa Sandet.
Ud skød jeg min Snække; jeg sejled bort igen --
   Jeg sejled mod Fædrenelandet.

Vær hilset, mit gamle fædreland! 
du kender mig vel ej ganske? 
Engang jeg var en navnkundig mand,
de kaldte mig Holger Danske,
- de kaldte mig Holger Danske. 

Med mig drev lykken et underligt spil,
hvert barn mit navn skulle kende,
dog mænd skulle tro, den mand var ej til,
hvis ry fór til verdens ende,
- hvis ry fór til verdens ende. 

Mit liv blev givet et sælsomt kår:
det aldrig i verden ophører,
og død kan jeg synes i tusind år,
men dog i løndom mig rører,
- men dog i løndom mig rører. 

Jeg lever i danskens hjerte og sind,
jeg lever på folkets tunge. 
Kom ej jeg i verdenskrøniken ind,
dog skjaldene om mig sjunge,
- dog skjaldene om mig sjunge. 

Min ånd med folkets slægter fór hen,
dybt slumred den mange gange. 
Med folket den vågner og kommer igen
med livet i dåd og i sange,
- med livet i dåd og i sange. 

Mit navn hver bonde kender endnu,
og glad jeg rækker ham hånden. 
Mit levned kommer hver dansk i hu,
som glædes ved folkeånden,
- som glædes ved folkeånden. 

Du véd det, landsmand, jeg er ej død,
med kraft jeg kommer tilbage,
jeg er din fuldtro hjælper i nød
på Danemarks gamle dage,
- på Danemarks gamle dage.