Jeg er ikke længer, saa vidt man ved,
hvor tidt jeg søgtes, i Østerled;
men Billede mit i Blomsterord 
dog svæver over den høle Jord,
hvor Øre man har for mitt Hædersnavn,
som Glædernes gamle Fødestavn,
som Edens Have med Livets Træ,
hvor alle Smaablomster staar godt i Læ;

Hvor Solen skinner det helle Aar,
hvor Maanen har ikke Kvæld og Skaar,
hvor Moder kan sige sin Datter forvist: 
"om dig synger nu lille Fugl paa Kvist",
hvor Nattergal taler langt bedre end Stær,
hvor alle hinander har inderlig kær,
hvor alting gaar muntert med Arbejd som Leg,
hvor ingen faar Nykker og ingen faar Nej;

Hvor Blomsten i Eng bliver aldrig Hø,
hvor Fader og Moder skal aldrig dø,
hvor alting vokser og bliver stort 
og kiger i Sky ind ad Himlens Port,
hvor Englene imer gaa op og ned 
og hviske de smaa hvad ingen ved:
hvor dejligt der er over Stjærnetop,
som selv de skal se, naar de kommer derop!

Aarhundreder svæved jeg saa, til Lyst 
og LLængsler søde i Smaafolks Bryst,
paa Skjaldes Tunge, for deres Syn,
som røres kunde af Aandens Lyn,
som tændes kunde af Hjærtets Ild,
naar liflig flagrer dens Lue mild!
Og de som lytted til Skjaldens Sang, 
de drømte om mig saa mangen Gang.

Saa saa de Glimt af min Herlighed 
i Aftønsolen og Hjemmets Fred,
i Pinsetiden, naar Skov blev grøn,
og Bølgen krused sig mild og skøn,
i Barndomstiden, naar den svandt hen
og fløj som en Fugl forbi igen!
Saa lytter, I smaa, naar Skjalden slaar
Guldharpen om Livets Rosengaard!