En Snes danske Viser (1915)

De refsnæsdrenge, de samsøpiger,
de fører tit op en forunderlig dans,
når stormen den stiger,
og solen den viger,
og sømanden ønsker sig heller til lands. 

Kom hver, som haver god lyst til at ride
på bølgernes rygge i strygende fart. 
De rejser sig hvide
som klipper af kride
med dale imellem - er det ikke rart? 

Dér blæsten den tuder, og bræksøen bruser:
til dansen på søen en herlig musik! 
Men sommetid knuser
en bølge, som buser
på dækket, da nytter ej noget bestik. 

Frisk op, mine gutter! og prøver, hvorlænge
I kunne med havfruer træde den dans! 
Jer piger og drenge
i favn de vil slænge -
I slynge dem væk og beholde jer kans.

Det er hvidt herude:
Kyndelmisse slår sin knude
overmåde hvas og hård,
hvidt forneden, hvidt foroven,
pudret tykt står træ i skoven
som udi min abildgård.

Det er tyst herude:
Kun med sagte pik på pude
melder sig den små musvit,
Der er ingen fugl, der synger;
finken kun på kvisten gynger,
ser sig om og hvipper lidt.

Det er koldt herude:
Ravne skrige, ugler tude,
søge føde, søge læ.
Kragen spanker om med skaden
højt på rygningen af laden,
skeler til det tamme kræ.

Inderlig jeg længes
efter vår, men vintren strænges;
atter vinden om til nord!
Kom, sydvest, som frosten tvinger,
kom med dine tågevinger,
kom og løs den bundne jord!

Ud går du nu på livets vej. 
Brug livet, men misbrug det ej! 
I modgangs sky, i medgangs sol
ej på dig selv, men himlen stol! 

Gem ej på guld! bortkast det ej! 
Til ærlig fordel sig ej nej! 
Blandt alvorsdåd forsmå ej skæmt! 
skæmt så, at alvor ej bli'r glemt! 

Mistænk ej nogen uden skel! 
tro heller ingen alt for vel! 
Vær til at se og høre snar! 
sendrægtig derimod til svar! 

Sky strid, så længe som du kan! 
men tvinges du, da strid som mand! 
Fra lasters plet hold ren din sti! 
fra lønlig brøde vid dig fri! 

Thi tungest byrde, nogen véd,
er dog en tung samvittighed. 
Så gå med Gud din bane frem! 
Du går da ikke hen, men hjem.

I skyggen vi vanke
blandt lysgrønne strå,
Sankt-Hans-Urt vi sanke,
hvor blomsterne stå. 
Pæne lille urt
står så rent og purt,
står så frisk og grøn,
uformærkt i løn. 

Bag køkkenets række
vi hensætte den,
fra trælistens sprække
den snor sig da hen. 
Hvis den fæster rod,
bli'r vor skæbne god;
dør den på sit sted,
ak da dø vi med. 

Da ikke vi kommer
så glade, så fro,
her følgende sommer,
når blomsterne gro. 
Hist, hvor korset står,
hist på kirkegård
blege ligger vi. 
Da er det forbi! 

Sankt-Hans-Urt vi sanke,
hvor blomsterne stå,
blandt stammer så ranke,
blandt lysgrønne strå. 
Pæne lille urt!
Står så rent og purt,
står så frisk og grøn,
uformærkt i løn.

I skyggen vi vanke
blandt lysgrønne strå,
Sankt-Hans-Urt vi sanke,
hvor blomsterne stå. 
Pæne lille urt
står så rent og purt,
står så frisk og grøn,
uformærkt i løn. 

Bag køkkenets række
vi hensætte den,
fra trælistens sprække
den snor sig da hen. 
Hvis den fæster rod,
bli'r vor skæbne god;
dør den på sit sted,
ak da dø vi med. 

Da ikke vi kommer
så glade, så fro,
her følgende sommer,
når blomsterne gro. 
Hist, hvor korset står,
hist på kirkegård
blege ligger vi. 
Da er det forbi! 

Sankt-Hans-Urt vi sanke,
hvor blomsterne stå,
blandt stammer så ranke,
blandt lysgrønne strå. 
Pæne lille urt!
Står så rent og purt,
står så frisk og grøn,
uformærkt i løn.

Underlige aftenlufte!
Hvorhen vinker i min hu? 
Milde, lune blomsterfudte!
Sig hvor hen I bølge nu.
Går I over hviden strand
Til mit elskte fødeland?
Vil I der med eders bølger
tolke, hvad mit hjerte dølger?

Matte sol! bag bjergets stene
Luerød du daler ned,
Og nu sidder jeg alene
I min dunkle ensomhed,
Hjemme var der intet fjeld,
Ak, så er jeg ude vel?
Skal i nat ej barnligt blunde
i min Herthas grønne lunde.

Norges søn! jeg vel kan mindes,
Du har sagt med smeltet bryst,
At i hjemmet ene findes
Rolighedens stille kyst.
Schweizer, som på klippen bor!
Du har talt de samme ord.
Selsom længsel drev med vælde
Eder til de vante fjelde.

Tror I da, kun klippen ene
Præger sig i hjertet ind?
Ak, fra disse nøgne stene
Vender sig mit bange sind.
Synger granens, fyrrens lov!
Hvor er Danmarks bøgeskov?
Gustne flod, som mat sig krummer,
Dysser ej min sjæl i slummer,

Hjemme rinder ingen floder
I en sid og leret grav,
Livets kilde, glædens moder
Tårner sig, det sølvblå hav,
Slynger sig med venlig arm
Om sin datters fulde barm,
Og ved blomsten sig forlyster
På de unge, trinde bryster.

Stille! stille! hisset gynger
Båden mellem siv og krat,
Sødt en mø ved cithren synger
I den tavse, lune nat.
Hvilke toner! milde lyst,
Hvor du strømmer i mit bryst!
Men hvad savner jeg, og græder,
Mens hun dog så venlig kvæder?

Det er ej den danske tunge,
Det er ej de vante ord,
Ikke dem, jeg hørte sjunge,
Hvor ved hytten træet gror.
Bedre er de vel måske,
Ak, men det er ikke de!
Bedre tror jeg vist, hun kvæder,
Men-tilgiver, at jeg græder!

Tager ej min sang for andet
End et ufrivilligt suk!
Længselsfuldt heniler vandet
Aftnen er så blid og smuk.
Mangen sådan aftenstund
Sad jeg i min kære lund,
Mindet vender nu tilbage,
Det var årsag i min klage.

Tidlig misted jeg min moder,
O, det gjorde mig så ve!
Danmark er min anden moder,
Skal jeg mer min moder se?
Livet er så svagt og kort,
Skæbnen vinker længer bort.
Skal jeg med den sidste varme
Trykke mig i hendes arme?

Hvor blev I røde Roser dog
Fra Ungdoms Dage glade?
I min Erindrings Psalmebog
Jeg giemmer Eders Blade.
 
Og skiøndt hvert Blad er gult og graat,
Som Farven af de Døde,
Den Sommerdag jeg mindes godt,
Da de var purpurrøde.
 
I deres fine Væv endnu
Jeg kiender hver en Aare.
Som før af Morgenduggen, nu
De fugtes af min Taare. 

Naar Odin vinker,
Naar Sværdet blinker,
Er Helten glad:
I røde Strømme,
I Liig som svømme,
I Birtingsbad,
Paa Lynets Vinger
Han iler kold,
Naar Skøgul svinger
Sit røde Skiold.

Hans Vaaben runge;
Den blanke Tunge
Han svinger stærk.
Til Valhal rider,
Naar Sværdet bider
I Pandsersærk,
Den raske Kæmper,
Hvis Mandemod
Ei Skrækken dæmper,
Blandt Liig og Blod.

Paa Markens Flade,
I hærdet Plade,
Med Kobborhielm,
Som Blodgudinden,
Hen giennem Vinden
Den smalle Elm,
Med Staal og Spidse,
Han kaster let,
For frem at ridse
Den røde Tvet.

Odin med Flammer,
Thor med  ...  Hammer,
Med Kølle Tyr,
Og Kampens Piger
Til Jorden stiger,
Naar Vaaben gny'r,
Naar Luren tuder,
Som hungrig Biørn,
Da lokkes Guder
Til Kampens Børn.

Hvad er vel Livet?
Et Pust i Sivet,
Som synker ned.
Et Spil af Kræfter,
Som higer efter
En Evighed.
Til Evigheden,
Saa morgenrød,
Gaar Vei, herneden,
Kun giennem Død.

Blandt Miød og Piger,
Du danske Kriger!
Blandt Blod og Liig,
Du rask dig svinge,
Til Skøguls Vinge
Bortvifter dig.
Med Sværd fra Belte,
Med Egekrands,
Det sømmer Helte
Den sidste Dands.

Fra kvalmfulde mure! 
til marken så huld! 
Dér pløjede fure
har ydet sit guld. 
Så friske, så sunde
de bønder vi se,
ved kølige lunde
de hvæsse den blinkende le. 

Se blomsterne virke
et tæppe, som går
om gotiske kirke,
hvor korsene står. 
Så brun den sig rejser
i lysgrønne dag. 
Se hvor storken knejser
på det gamle, mosgroede tag. 

Hulvejen mod havet
nedluder så brat
med skygge begavet,
med træer besat. 
Her risle så milde
de bølger fra land,
fra venlige kilde,
langt ud i den himmelblå strand. 

Så langsomt i sandet
vi glide afsted,
imens ruller vandet
ved hestenes fjed. 
Den flagrende måge
flyr hen over sø. 
Hist se vi i tåge
Tycho Brahes knejsende ø. 

Her bøgenes kroner
sig om os har hvalt. 
De spøgende toner
vi høre jo alt. 
Se teltene hvide! 
se hvirvlende røg! 
Vi køre, vi ride,
vi ile til latter og spøg.

Vender sig lykken fra dig,
bli'r du i støvet trådt,
og bli'r af fjender spottet,
af venner selv forrådt,

du skal det lidet agte,
når du dig selv ej sveg,
vi sendtes hid til arbejd',
og ej til lyst og leg. 

Men hist, hvor ånder svømme
på Mælkevejens hav,
hvor livets hvide svaner
opstå af tid og grav,

dér skal det åbenbares,
hvad du har tænkt så tit,
at den skal højest glædes,
som allermest har lidt. 

Thi smerten er kun vrangen
af salighedens dragt,
i dybets dunkle kilder
sig spejler lysets pragt.

Jeg er ikke længer, saa vidt man ved,
hvor tidt jeg søgtes, i Østerled;
men Billede mit i Blomsterord 
dog svæver over den høle Jord,
hvor Øre man har for mitt Hædersnavn,
som Glædernes gamle Fødestavn,
som Edens Have med Livets Træ,
hvor alle Smaablomster staar godt i Læ;

Hvor Solen skinner det helle Aar,
hvor Maanen har ikke Kvæld og Skaar,
hvor Moder kan sige sin Datter forvist: 
"om dig synger nu lille Fugl paa Kvist",
hvor Nattergal taler langt bedre end Stær,
hvor alle hinander har inderlig kær,
hvor alting gaar muntert med Arbejd som Leg,
hvor ingen faar Nykker og ingen faar Nej;

Hvor Blomsten i Eng bliver aldrig Hø,
hvor Fader og Moder skal aldrig dø,
hvor alting vokser og bliver stort 
og kiger i Sky ind ad Himlens Port,
hvor Englene imer gaa op og ned 
og hviske de smaa hvad ingen ved:
hvor dejligt der er over Stjærnetop,
som selv de skal se, naar de kommer derop!

Aarhundreder svæved jeg saa, til Lyst 
og LLængsler søde i Smaafolks Bryst,
paa Skjaldes Tunge, for deres Syn,
som røres kunde af Aandens Lyn,
som tændes kunde af Hjærtets Ild,
naar liflig flagrer dens Lue mild!
Og de som lytted til Skjaldens Sang, 
de drømte om mig saa mangen Gang.

Saa saa de Glimt af min Herlighed 
i Aftønsolen og Hjemmets Fred,
i Pinsetiden, naar Skov blev grøn,
og Bølgen krused sig mild og skøn,
i Barndomstiden, naar den svandt hen
og fløj som en Fugl forbi igen!
Saa lytter, I smaa, naar Skjalden slaar
Guldharpen om Livets Rosengaard!

Vor Verden priser jeg tusindfold,
Een Side bestandig den grønnes:
Naar her den falmer og vorder gold,
Den hisset atter forskønnes;
Naar Syden ældes og gaar paa Lud,
Staar Norden klædt som en yndig Brud.

Min Fader mig tog fra min Moders Kind,
Han vel i sin Trøje mig svøbte,
En Salme blev suset af Nordens Vind,
Den salte Bølge mig døbte.
Min Vugge var det atlantiske Hav,
Min Vugge den blev til min Faders Grav.

Af Kloden jeg er et rejsende Lem,
Jeg gæster de grønneste Lunde,
Men intetsteds et blivende Hjem
I Verden fængsle mig kunde.
Hvor Blyet synker halvtredje Favn,
Der finder jeg mig i min Fødestavn.

Min Broder jeg fandt bag den Greves Plov,
Han drev tre svedige Stude;
Med en højrød Hue han gik og sov,
Og tungt hans Hoved mon lude.
Som Fluen skrider paa tjæret Dæk,
Hans Træsko gik i det sorte Dræk.

Blot fire Heste jeg har paa Stald,
Men aldrig i Verden de trættes,
Og aldrig jeg bruger et Piskeskrald,
Skønt blot af Luften de mættes.
Foruden Vinger og uden Ben
De løbe om Kap med den vilde Ren.

Saa tog jeg min Broder ved hans Arm
Og bad, han vilde mig gæste;
Der snøftede for min gyngende Karm
Den væligste af mine Heste.
Den væligste kalde vi Nordenvind,
Den lyder alene sit eget Sind.

Rosen blusser alt i Danas Have,
Liflig fløiter vist den sorte Stær,
Bier deres brune Nektar lave,
Hingsten græsser stolt paa Fædres Grave,
Drengen plukker af de røde Bær.

Her imellem Havets dybe Kløfter
Gives aldrig Vaar og Blomsterpragt,
Hvalen kold og dum ved Skibet snøfter,
Tause Fugl de brede Vinger løfter
Med sit Bytte fra den vaade Jagt.

Mine Venner i den danske Sommer!
Mindes I den vidtforreiste Mand,
Som saa langt fra Danas faure Blommer,
Her, hvor Sydens Blæst paa Seilet trommer,
Flakker fra sit elskte Fødeland?

Udi Øst og Vest, og hvor jeg vanker,
Drømmer jeg om Jer ved Danmarks Sund.
Selv iblandt Constantias fulde Ranker
Mindes jeg med længselsfulde Tanker
Løvet i Charlottes Bøgelund.

Klærken raaber i Manillas Rønner:
»Danmark er et lidet, fattigt Land.«
Det forsikrer Javas rige Sønner,
Selv Batavias skrantne Kræmmer stønner:
»Danmark er et lidet, fattigt Land.«

Morgenlandets Søn i Kaaber lange
Bag sin Vifte gisper efter Luft.
Han har spraglet Fugl, men ingen Sange,
Hierteløse Møer med gylden Spange,
Store Glimmerblomster uden Duft.

Kunde du ved Guld og Sølv at love
Kiøbe dig en nordisk Qvindes Tro,
Kiøbe dig et Pust fra Søens Vove,
Kiøbe dig et Ly af Thules Skove,
Og en Kløvermark til Middagsro? 

Fattig Mand, som pløjer danske Lande,
ryster Æbler af sit eget Træ,
har en kraftig Arm, en kløgtig Pande,
Korn paa Marken, Mælk i sine Spande,
Kvien staar i Græsset over Knæ. 

Ja, vor danske Jord er sommerfrodig,
der er Kræfter ved det danske Brød:
derfor er den danske Mand saa modig,
derfor var Normannens Kniv saa blodig,
derfor er den danske Kind saa rød. 

Lad kun Østens Drot blandt købte Friller
døsig strække sig paa Purpur ud,
lytte paa den sorte Halvmands Triller,
mellem Salens tempelhøje Piller,
kold og gusten som en Marmorgud.

Under lyse Bøg den danske Bejler
med sin herligtvoksne Pige gaar, 
Over deres Hoved Maanen sejler,
Svanen i det klare Vand sig spejler,
Nattergalen højt i Busken slaar. 

Dersom sligt for Fattigdom du tyder,
Østens atlaskklædte, rige Mand! 
glad mit sorte, danske Brød jeg bryder,
takker Gud, mens fra min Læbe lyder:
"Danmark er et lidet, fattigt Land!"

Gertrud rider fra Bloksbjærg brat.
        Hu hej!
Se, der er jo Lys hos mit Barn i Nat,
        Ej ej!
 
Gertrud sætter i Krog sin Stok.
        Se se!
Saa sidder min Datter saa sent ved sin Rok?
        He he!
 
Aa! Hent mine Briller i Hast herind,
        O ja!
Og lad mig betragte det søde Spind.
        Ha ha!
 
Ak, Mutter! nu kommer jeg det i Hu,
         O ve!
Katten har traadt dem rent itu --
         Nej se!
 
Du skulde hellere Oksen sagt,
         O ja!
Kattens Pote har liden Magt.
         Ha ha!
 
Min kæreste Datter, hvor er det fat?
         Hej hej!
Paa Gulvet er der en Spytteklat.
         Nej nej!
 
Søster græd for sin hule Tand
         O ve!
Hun haver spyttet det klare Vand.
         O se!
 
Sig heller Kusken en anden Gang,
         O ja!
Jomfruspytten er ej saa lang.
         Ha ha!
 
Men kæreste Datter, hvor holder du Hus!
          Se se!
Mig tykkes, her ligger en lodden Kabus.
          He he!
 
Mama, det er hverken Kabus eller Hat,
        Nej se:
Den hvide Gris den er død i Nat.
        O ve!
 
Nej, sig dog heller det sorte Faar,
        O ja!
Thi loddent er loddent, ihvor det gaar.
        Ha ha!
 
Men sig mig dog, Sissel, hvad skal jeg tro?
        Hej hej!
Hvad er det dog her for to store Sko?
        Nej nej!
 
Det er ikke Sko, det synes kun saa,
        Nej se!
Det er kun en Gryde, min Søster lod staa.
        O ve!
 
Du skulde heller to Potter sagt,
        Ha ha!
Thi to er dog to, det staar ved Magt.
        O ja!
 
I din Seng der ligger et løjerligt Dyr --
        Se se!
Nej, sig mig dog fluks, hvad det er for en Fyr?
        He he!
 
Ak, Moder! Tro ikke jert svage Syn,
        O ve!
Det er kuns en Pose med Møllegryn.
        Se se!
 
Sig heller to Tøndesække med Byg,
        O ja!
Thi Karlen er temmelig trind og tyk.
        Ha ha!
 
Saa tog hun i Kutten den Munk saa graa,
        Hu hej!
Og gav ham et Spark og lod ham gaa.
        Ej ej!

Sov ind, mit lille Nusseben!
Stil dine Pusselanker.
I Drømme vil Guds Engel ren
Dig lære smukke Tanker.

Sov, Pusling! ved din Moders Barm,
Hvorunder du er baaret.
Sov! Vuggen er din Moders Arm,
Mit Bryst er Pudevaaret.

Sov i mit Silkeklædes Læ,
Min egen Kællingunge!
Mens Fugle dig fra højen Træ
En Vuggevise sjunge.

De nysselige Hænder smaa
Dybt i min Barm sig bore,
Med Streger i og Negle paa
Saa fuldt som andre store.

Nu falde de smaa Glugger til,
God Nat jeg paa dem kysser,
Lukøje snarlig komme vil,
Min lille Stump han dysser.

Fra Moder flygter Søvnen bort;
Hvor kan jeg Søvnen agte,
Naar Dag og Nat er mig for kort
Til Glutten at betragte?

Usikker er al jordisk Pagt,
Ej hellig Ed der gives,
Men Moders Hu ved ingen Magt
Kan fra den spæde rives.

Sov sødt, min eneste, min Søn!
Naar Søvnen dig forlader,
Jeg faar et Smil til Vaageløn.
Saa gaa vi hjem til Fader.

Mellem Ellestub og Torn,
Der hvor Hjorten skrider,
Strøjfed al vor Slægt tilforn
I de gamle Tider.
Kvinden med sit lange Haar
Staar og plukker Blommer,
Manden med sin Bue gaar,
Priser evig Sommer.

Udi Skoven gror en Lind;
Linden bær en Rede;
Reden er af Katteskind,
Fint og blødt at brede.
Har den Ravnens Æg i Gem?
Sover der en Killing?
Op af Reden sikker frem
Benet af en Tvilling.

Farvel, min velsignede fødeby! 
Min moders gryde ryger i sky,
min faders kvie gumler i stald,
min søsters hane sover på hald. 
Jeg vil løbe min vej! 

Farvel, du min farfaders gamle hus! 
Hav tak for øl af vort gildekrus,
for dørtræet, hvor jeg med ranglen sad,
for moders mælk og for tyggemad
og springom i vor lo. 

Lerstampede gulv, hvor med skjorte på
jeg lærte krybe, jeg lærte gå! 
Nu kedes jeg plat ved så stakket gang,
og stuen bliver mig alt for trang. 
Jeg må løbe min vej! 

Lad oksen bindes ved husmands plov,
jeg priser den vildene hjort i skov. 
Når anden rokker i rendesten,
er den snehvide måge dog vel så ren
mellem himmel og hav. 

Jeg vandrer og sejler foruden ro,
jeg slider vel hundrede såler af sko,
al verdens kringel og snurrige bold,
både hvor den er varm, og hvor den er kold,
vil jeg rigtig bese:

Appelsiner og druer og granens tap,
frøkener, fruer og ridder og knap! 
Jeg vil glide på skier ved nørrepol
og gå nøgen for Otaheitis sol
med en krans af koral. 

Sin skæbne frister den friske mand. 
Kanske jeg som ridder fra fremmed land,
med snehvide heste for gyldenkarm,
kommer hjem med en kongemø i min arm
til min moder igen. 

For det første den rygende grød jeg flyr
og synger op udi vildene skyer:
Hurra, blåtrøjede danske knøs! 
hejs pjalten i vejret og skuden øs! 
snart vi flyver af sted.

Her vil ties, her vil bies
her vil bies o svage sind!
Vist skal du hente, kun ved at vente
kun ved at vente, vor sommer ind.
Her vil ties, her vil bies, 
her vil bies, o svage sind.

Trange tider langsomt skrider
langsomt skrider, det har den art.
Dagene længes, vinteren strenges,
vinteren strenges, og det er svart.
Trange tider langsomt skrider
langsomt skrider, det har den art.

Turteldue, kom at skue,
kom at skue! Bag gærdet hist,
d'er skal du finde forsommers minde,
forsommers minde, alt grøn på kvist.
Turteldue, kom at skue
kom at skue, Bag gærdet hist.

Eha, søde førstegrøde
førstegrøde af bliden vår!
Lad det nu fryse, lad mig nu gyse,
lad mig nu gyse, det snart forgår.
Eja, søde førstegrøde
førstegrøde af bliden vår!

Due, kunne du begrunde,
du udgrunde, hvad der nu sker!
Kulden den svækkes, blomsterne dækkes,
blomsterne dækkes, jo mer det sner,
Due, kunne du udgrunde
du udgrunde, hvad der nu sker!

Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad!
Se, nu er stunden næsten oprunden,
næsten oprunden, som gør dig glad!
Kom, min due, lad dig skue,
lad dig skue med olieblad.

En sømand med et modigt bryst
kan aldrig fattes penge. 
Tab skærper kun hans vindelyst,
og armod er ham som en dyst,
der ej kan vare længe. 

Når søen plyndrer fra sin ven
og sætter ham på prøve,
da lér han kun og tvinger den
at bringe tifold det igen,
som den har turdet røve. 

Han sadler dristig havet op. 
så snart hans hjerte lyster,
og rider høj på bølgens top
i trav og susende galop
til guldbestrøede kyster. 

Fluks er han dér så rig, han vil,
og lystig som den rige,
og sætter bovenbramsejl til
og flyver glad med sang og spil
tilbage til sin pige.

Jeg bærer med Smil min Byrde,
jeg drager med Sang mit Læs,
jeg er som den vilde Hyrde,
der genner sit Kvæg på Græs.

Se Duggen driver fra Norden
hen over det bøjede Korn,
mens Solen stiger af Jorden
imellem Oksernes Horn.

Jeg ser over tindrendeMarker
og langt mod den blånende Fjord,
jeg stirrer på sejlende Fjerskyer,
men finder ej tolkende Ord.

Jeg slænger Skalmejen for Munden;
jeg trækker så langt dens Lyd,
at Kilderne klukker i Lunden,
og Bukkene bræger af Fryd.

Hvor kan I dog gruble og græde,
så længe Guds Himmel so blå!
Mit Hjerte skælver af Glæde,
blot Duggen stenker et Strå.

Nu er Dagen fuld af Sang,
og nu er Viben kommen,
Bekkasinen Natten lang
håndterer Elskovstrommen.
Plukke, plukke dugget Strå,
plukke, plukke Siv ved Aa,
plukke, plukke Blomster.

Engen er nu gyldengul
af tunge Kabbelejer,
Søndenvinden byder op,
og Dueurten nejer.

Dammen ligger Dagen ud
med Brudelys i Hænde,
rækker højt de ranke Skud,
at Solen må dem tænde.

Nu vil Mø med Silkestik
på Brudelinet sømme.
Den, som ingen Bejler fik,
hun ta'r sig én i Drømme.

Ræk mig en Forglemmigej
og sidst en Krusemynte,
sådan slutter vi vor Leg
så glad, som den begyndte.
Plukke, plukke dugget Strå,
plukke, plukke Siv ved Aa,
plukke, plukke Blomster.

Kom ud, min lille Stump!
Tag paa de gule Støvler!
Kom ud, hvor Kildens Plump
I Græsset gaaer og vrøvler.
En gammel Kone graa
Gi'r dig af Skaalen Drikke,
Og hendes Døttre gaae
Med Melkespand og strikke.
 
Med skjæve Been du stumper
Igjennem Revl og Krat,
Og Oldenborren dumper
Fra Grenen paa din Hat.
Hvor Storken vader i Mosen,
Hvor Lilien blomstrer guul,
Hvor Bien kryber i Rosen,
Der vil vi lege Skjul.
 
Din Moder nu derhjemme
Har travlt med tusind Ting,
Maa rydde op og gjemme,
Hvad vi har slængt omkring;
Nu feier hun din Stue,
Og gi'r sine Blomster Vand,
Nu stryger hun din Hue,
Og gjør din Seng i Stand.
 
Nu hendes Navn i Barken
Jeg snitte vil -- Giv Agt!
Et Kongelys fra Marken
Skal plantes her til Vagt.
Men seer jeg ret? hun kommer;
Hun kommer alt, hvor hist
Med sine sorte Blommer
Sig strækker Træets Qvist.
 
Hvem holder hun i Armen
Og trykker til sit Bryst?
Hvem blotter hun vel Barmen,
Den søde, for, med Lyst?
Det er din lille Broder;
Han har en evig Tørst --
Nu, løb omkaps til Moder!
Kan du faae Kysset først?

Saa drager du ad fremmed land,
  du lange Mand,
med dine røde Hoser? 
Træt er du af at spanke her
  i vore Kær
og vore grønne Moser. 

Du kloge fugl! farvel! farvel! 
  jeg ønsker Held
dig på din lange Rejse. 
Din Rede her, den vogte vi,
  du skal deri
paa ny ad Aare knejse. 

I Luftens Blaa du svæver let
  og ser dig mæt
paa Jordens Herligheder,
paa Fjeld og Dal og Stad og Flod,
  der for din Fod
sig som et Tæppe breder. 

Min Tanke følger dig paa Vej,
  men Hjertet ej,
det her hos mig maa blive;
kun her vi trives godt, vi to,
  i stille Ro,
hvor først vi kom til Live. 

Ja, her paa denne grønne Ø
  med Skov og Sø,
med Bakker, Eng og Strande,
kun her jeg aander Liv og Mod,
  her Vuggen stod,
og her min Grav skal stande. 

Kom atter hid, du gamle Ven! 
  naar Sol igen
har løst den bundne Bølge. 
Byg paa mit Tag din stille Bo,
  man siger jo,
du har Guds Fred i Følge!