Hvad vindes paa Verdens det vildsomme Hav?
Ak, tusinde Farer i skummende Trav!
  Man ved kun to Havne, 
  bekjendte af Navne,
den ene vor Vugge, den anden vor Grav.

Fra Vuggen til Graven maa krydses omkring,
blandt Haabets og Frygtens de stridige Ting.
  Snart vippe vi oppe 
  paa Bølgernes Toppe,
snart nærmes vi Grunden i flyvende Spring.

Her fristes Ustadigheds Ebbe og Flod;
En Vagt er saa ond som en anden er god.
  Hver Time i Glasset, 
  hver Streg paa Kompasset
forandrer, forhøjer, fornedrer vort Mod.

Saa hidser en Medbør det nedrige Sind 
og puster i Hjertet Dumdristighed ind.
  Vil Farten kun føje 
  vor Attraa, vort Øje, 
strax blæses vi op af en ønskelig Vind.

Saa slipper Frygtagtighed Roret i Hast,
naar Forstavnen dukker for Bølgernes Kast;
  naar Vindene suse 
  og Vandene Bruse, 
saa skrækkes vi strax for en knagende Mast.

Dit Forsyn, o Fader! det fører os hjem;
det styrer saa sikkert, hvor Søen er slem.
  Vor Gisniug kan feile, 
  hvor vi end vil seile,
selv stavne vi mere tilbage end frem.