Album for Mandssang

Månen blickar fram ur skyn,
speglar sig i vattnets bryn
på den lugna viken.
Milda skära toners ljud
växa hemligt gå som bud 
genom nattens riken.

Lyssna! underbara ord 
till den nattomhöljda jord 
nu melodiskt susa!
Af en okänd frid som rar,
hjertat, som är tröttadt, far
mystiskt sig berusa.

Tilfjelds under Granelien
er der et aabent Bakkeheld,
der slynger sig Sæterstien,
der styrter det skummende Fossevæld.
Luften er skinnende, blaalig hvid;
det er Midsommersol og Middagstid.

De tindrende Straaler spille
paa Elven under den mørke Bred,
og Skumtaagen svæver stille,
hvor Fossen haster i Dybet ned.
Der vandrer Elven en lønlig Vei,
selv Midsommersolen kjender den ei.

Men Skraaningen under Fjeldet
er svøbt i den gyldne Straaleflod;
se, Granen paa Bakkeheldet
har skinnende Top og skygget Fod.
Ved Stien zitrer med Sølverblink
den blomstrende Lyng, den mosede Brink.

Hvor ensom og taus er Kleven!
der er intet Spor i den gyldne Sand;
den fattige Plet er bleven
et lille glimrende Fabelland.
Forstyr ei den dybe drømmende Fred,
lad Skoven skygge dit higende Fjed.

Natten er så stille
luften er så klar
duggens perler trille
månens stråler spille
henad søens glar.

Bølgens melodier
vugge hjertet ind,
suk og klage tier,
vindens pust befrier
det betyngte sind.

Nu glimrer Solnedgangen smukt
paa Bjergets mørke Tind,
og fra dets Bryst med langsom Flugt
hensvæver Aftnens Vind.
Den leger her saa let og mild
med Birkens Gren og Blad,
som naar en Cither røres til
et sagte nynnet Kvad.

Den Dag, der nu er sunket ned,
gik blid og fager hen;
med idel Klarhed og med Fred
omslutted Himlen den.
En enkelt Sky med Svanebryst
hang rolig i det Blaa,
som om den over Dalens Lyst
i sød Betragtning laae.

Og i mit Indre udbredt var
en stille Fredens Aand,
mit Liv var som en Blomst, jeg bar
udfoldet i min Haand.
Min Sjel er rørt af Aftnens Vind,
som Birkens Gren og Blad;
jeg skuer glad i Himlen ind
og nynner dette Kvad.

Der kommer i Vaaren en Sværm til Nord:
det er Fuglenes sjungende Kor. 
De længes igjen til Orangernes Hjem,
og vor Længsel vil drage med dem.
O, lad os, lad os flygte fra Land og By!
o, lad os, o lad os med Skyerne fly! ja fly!
med Straalerne fra den stigende Sol 
forlade vor nordlige Pol!

O hør, hvor det klinger, afsted, afsted!
med vor drømmende Sjæl gaa vi med!
Af Toner vi løftes, med Toner vi gaa,
og med dem vi Hesperien naa.
En gyngende, gyngende Phaeton, let og fin, 
den bærer os, den bærer, den bærer os Elskte min! 
og Phoebos Apollons vælige Spand 
os fører fra Land og til Land!  

Im Wald, im hellen Sonnenschein
Wenn alle Knospen springen,
Da mag ich gerne mittendrein
Eins singen.

Wie mir zu Muth in Leid und Lust,
Im Wachen und im Träumen,
Das stimm' ich an aus voller Brust
Den Bäumen.

Und sie verstehen mich gar fein,
Die Blätter alle lauschen,
Und fall'n am rechten Orte ein,
Mit Rauschen.

Und weiter wandelt Schall und Hall,
In Wipfeln, Fels und Büschen.
Hell schmettert auch Frau Nachtigall
Dazwischen.

Da fühlt die Brust am eignen Klang,
Sie darf sich was erkühnen --
O frische Lust: Gesang! Gesang
Im Grünen!

 ... 

  Quand tu dors, calme et pure,
   Dans l'ombre, sous mes yeux,
   Ton haleine murmure
   Des mots harmonieux.
   Ton beau corps se révèle
   Sans voile et sans atours... --
     Dormez, ma belle,
     Dormez toujours !

Handeln und singen in guten Tagen,
In böser Zeit dazwischen schlagen,
Oder, bist du verdammt zu ruhn,
Nur nicht in müßiges Grollen versinken!
Immer noch besser ist Schwärmen und Trinken
Als sich ärgern und gar nichts tun.

Augen feurig und feuriger Wein,
Wo die zusammen handtieren,
Da müßt' ich ja kühl wie der Nordpol sein,
Um nicht den Kopf zu verlieren.

Laß ihn denn fahren dahin, den Wicht!
Er schuf mir nur Grillen und Schmerzen;
Verliebte und Trunkene brauchen ihn nicht,
Sie denken mit dem Herzen.

Kan det trøste lidt at tænke, 
at et Hjerte, ærligt tro, 
bundet ved magnetisk Lænke,
vaager ved dit Hjertes Bo?

Kan det trøste lidt at vide, 
at det lever kun for dit?
at naar du en Kamp maa lide,
er der ingen Fred i mit?

Kan det trøste lidt at høre, 
at naar du er uden Ro,
maa det dybt mit Sind berøre, 
saa vi sukke begge To?

Op, fylder Pokalen 
til bredfulde Maal;
for ham, som vi elske, 
vi drikke en Skaal.
Vor Konge det gjælder, 
vor Konga saa prud!
Om Gift var i Glasset 
vi tømte det ud!

Skjønt ene han vandrer, 
af Farer omspændt,
i fremmede Egne af 
slet Ingen kjendt,
skjønt Tungne os bindes, 
vort Hjerte dog slaar 
for Kongen saa længe 
som Verden bestaar!

Men Tiden skal komme 
da Kongen igjen 
i Høienloft stander 
iblandt sine Mænd.
Og lydt skal da raabe 
hver Ridder og Jarl: 
Et rungende Leve 
for gjæve Kong Carl!

Forudgangne, varmt begrædte, 
fromme Sjæle, ræk vor Mund 
Ord, som tunge Hjerter lette,
sorgbetyngte Hjerter lette!
Jubilate amen! Jubilate amen!
Lyst som Stjerner flyver dette
fjerne Raab paa Himmelgrund:
Jubilate amen! Jubilate amen!

Hvad vindes paa Verdens det vildsomme Hav?
Ak, tusinde Farer i skummende Trav!
  Man ved kun to Havne, 
  bekjendte af Navne,
den ene vor Vugge, den anden vor Grav.

Fra Vuggen til Graven maa krydses omkring,
blandt Haabets og Frygtens de stridige Ting.
  Snart vippe vi oppe 
  paa Bølgernes Toppe,
snart nærmes vi Grunden i flyvende Spring.

Her fristes Ustadigheds Ebbe og Flod;
En Vagt er saa ond som en anden er god.
  Hver Time i Glasset, 
  hver Streg paa Kompasset
forandrer, forhøjer, fornedrer vort Mod.

Saa hidser en Medbør det nedrige Sind 
og puster i Hjertet Dumdristighed ind.
  Vil Farten kun føje 
  vor Attraa, vort Øje, 
strax blæses vi op af en ønskelig Vind.

Saa slipper Frygtagtighed Roret i Hast,
naar Forstavnen dukker for Bølgernes Kast;
  naar Vindene suse 
  og Vandene Bruse, 
saa skrækkes vi strax for en knagende Mast.

Dit Forsyn, o Fader! det fører os hjem;
det styrer saa sikkert, hvor Søen er slem.
  Vor Gisniug kan feile, 
  hvor vi end vil seile,
selv stavne vi mere tilbage end frem.

Det vifter koldt og skumrer,
og Aft'nens gyldne Blink forgaae.
Alt Granekollen slumrer
i lukket Telt af Taager graa.
Men høit paa Sætervang
vi holde Tørn mod Nat og Veir,
og vaage trygt med Blus og Sang,
og slaae vor Leir.

Snart synker Alt i Taage,
og Mulmet hindrer hvert et Trin;
i Bjergets Drømmekroge
da kogles let en Vandrer ind.
I Høst for sidste Gang —
du vilde Hei, du dunkle Fjeld
vi sige Jer med Blus og Sang,
Farvel, Farvel!

Når Sangfugl drager fra Lunden, 
da blinker Høst i Stunden, 
da gyldne Bladene drysse 
som Smil, der Tårer kysse.
Lille Karine, lille Karine, 
Af sked Du rækker med Hænderne dine 
Tårer og blinke 
hos Venner, der vinke.

Ja, om vi det ikke vidste, 
at Fuglen vil Mage finde, 
vi skulde den overliste 
og vel med Sange binde.
Yndige Brud og søde ste Frue, 
Sangfugl i Røsten, i blikket en Due 
hil Dig til Gangen, 
helst holdt vi Dig fangen. 

Men der hvor fuglen kommer, 
der er jo Lyst og Sommer, 
i Havn Du flyver, i steden 
for sydtil i Kjærligheden.
Lille Karine, lille Karine, 
strø vi da Ønsker for Fjedene dine,
Stykke for Stykke
med Hilsen og Lykke!

Jeg lagde mit Øre til Kildens Bred,
Og lytted til Nøkkens Sange;
Og Egnen hvilte i stille Fred,
Og Dagen led,
Og Skyggerne blev lange.

 ... 

Sangeren.
 Hytten er lukket, Natten er stille!
 Lyset ei glimter bag Vinduets Glar.
 Bølger! mens let imod Stranden I trille,
 Ak, om I vilde
 Synge og spille?
 Tonerne til hendes Hjerte I bar.

 ... 

Og ræven lå under birkerod
  bort ved lyngen,
og haren hoppede på lette fod
  over lyngen.
Det er vel noget til solskinsdag!
Det glitrer for, og det glitrer bag
  over lyngen.

Og ræven lo under birkerod
  bort ved lyngen,
og haren hoppede i vilde mod
  over lyngen.
Jeg er så glad over alle ting!
Hu hej, gør du slige svære spring
  over lyngen?

Og ræven vented bag birkerod
  bort ved lyngen,
og haren tumlede ham midt imod
  over lyngen.
Men gud forbarme sig, er du der! -
Å, kære, hvor tør du danse her
  over lyngen?

Ved Sjøen, den mørke, bekrandset af Tallen,
Du møde mig, fagreste Gjente i Dalen!

Naar Stjernerne vaage, naar Skogene drømme . .
naar Oteren lister sig ud for at svømme . .

Naar Alting, undtagen dit Øie, som funkler
saa nødbrunt og venligt, mod Qvellen sig dunkler.

Da, Gjentami', mød mig ved furukrandst' Vove,
naar Stjernerne vaage og Skogene sove!

 ... 

O kjennø du ho Guro den lystigø kvinnø?
Ho kunna baka, veva o spinnø
Frisk, so sin kar, ho sannøle føldø
Ho va i færes-Vege o kjørdø,
Ho va inkji bang’ i før stande på Meia
Ho kunna sæla Mærræ si eja!

Ho kunna so lett på Skjio rennø
Ret so dei Kara, so inkji æ seinø
Flink, so ein kar ho va uti Stakken 
ho kunna kjøyre Lassø i Bakkijn
ho kunn’ gjera HestSko o Slea so nye
Ho kunna klyppø si Trøyø tå Tye!

— This text is not currently
in the database but will be added
as soon as we obtain it. —