Betænker, i blomstrende Piger, Jer Stand. 
Og vælger, før Roserne visne, en Mand. 
Betænker i Tide de kommende År, 
Og stoler ej på en forgjængelig Vår. 

Skjønt trygge bag Dydens beskjermende Magt: 
Forsigtige skjønt I selv taer Jer i Agt: 
Og, skjønt I med Sejer tit Faren modståer: 
Så frygter dog, Piger, den slibrige Vår.  

Bekrandset, når Flora med tryllende Lyd 
Besynger sin Pragt, og Jer kalder til Fryd; 
I Dårer, betænker, hvorhen I da gåer, 
Thi Faren er skjult bag den smigrende Vår.  

Når kåde Insecter forsamles omkring, 
Og vexelviis danse om Rosen i Ring; 
Da merker, hvor hastig dens Ynde forgåer, 
Og frygter, o Piger, den farlige Vår. 

Når endelig Øjets veltalende Smiil 
Forræderst bekjender den lønlige Ild, 
Som spirende Flaner så nødig tilståer; 
Da frygter, da frygter den troløse Vår. 

Tilbyder en redelig Yngling sin Hånd, 
Og tilståer den Smerte, som plager hans Ånd; 
Da frygter Jer, om I hans Sukke forsmåer, 
Da frygter, o Piger, en æreløs Vår.

O, vinker da Hymen;  så følger hans Råd, 
Og ender ej Våren med angrende Gråd: 
Betænker de mørke, de håblose Kår, 
Som hevne en misbrugt og falmende Vår. 

Men valgde I Hymens uskyldige Fryd; 
Skal varig Lyksalighed krone Jer Dyd.  
Og Glæden, befæstet ved kommende År, 
Skal smilende glemme den flygtige Vår.