Jeg er Havren. Jeg har Bjælder på,
mer end tyve, tror jeg, på hvert strå.
Bonden kalder dem for mine Fold.
Gud velsigne ham den Bondeknold !

Jeg blev sået, mens glade Lærker sang
over grønne Banker Dagen lang ;
Humlen brumled dybt sin Melodi
og et Rylefløjt gled ind deri.

Viben fløj om Brak og Pløjemand
og slog Kryds for baade Plov og Spand.
Kryds slog Bonden ogsaa over mig
for at gi' mig Helse med paa Vej.

Mens i Dug jeg groede Fod for Fod
groede Sangen sammen med min Rod ;
den, som ydmyg lægger Øret til
hører Lærkens triller i mit Spil.

Det kan kolde Hjærner ej forstå :
Jeg er Lærkesangen på et Strå,
Livets rytme døbt i Sommerdræ
mer en Gumlekost for Øg og Fæ

Søndenvinden, o! han har mig kjær;
derfor kan han aldrig la' mig vær',
smyger sig med Hvisken til mig ind
nu ved højre, nu ved venstre Kind.

Naar han puster paa min gule Top,
maa jeg vugge med ham ned og op,
indtil alle mine Bjælder gaar,
som naar gyldne Hamre sammen slaar.

Juniregnen gjorde myg min Muld,
Julisolen gav mig af sit Guld,
Sundhed risler mig i Top og Skaft.
Det er derfra Plagen har sin Kraft.

Jeg er Ven med Dug og Grødevejr
ven med Landets lyse Bøgetræer
ven med al den danske Sæd, der gror
øst for Hav og vest for Sund og Fjord.

Jeg får Solens sidste lange Blink
før den dukker ned bag gullig Brink,
og når Aftenklokken ringer Fred,
står jeg på minTå og ringler med.

Jeg skal ringle Barnet til dets Seng,
ringle Taagen op af Sump og Eng,
ringle Freden over Hjemmet ind,
ringle Bønnen frem i fromme Sind.

Jeg er Havren. Mine Bjælder gaar
over lyse Vange Aar for Aar,
ringler om, hvor Sang og Kjærve gror
herligt sammen paa den danske Jord.