Min sang, min Lina!  er for dig!  
Min Musa er mit Hjerte, 
Du selv at synge lærte mig, 
Da du mig elske lærte; 
Thi er og du og Kjærlighed 
Alt det, din Ven at synge veed!  

Så mangen Sang jeg bragde dig, 
Og såe dig huld den tage!  
O hvor jeg da var lykkelig!  
Men nu min Sang er Klage! 
Ej meer skal Smiil og Tak fra dig 
Mig gjøre stolt, og glad, og riig.  

Du reves bort fra dette Bryst, 
Og intet meer mig Glæder; 
Naturen al sin rige Lyst 
Forgjæves om mig spreder; 
Ak, i dens moderlige Favn 
Jeg dobbelt føler Linas Savn.  

Hvorhen mit Øje vender sig, 
Det møder Linas Minde, 
Strax flyer det Alt, og søger dig: 
Ak, dig, det ej kan finde!  
Og nå jeg mindes, savner dig, 
O hvad!  hvad kan da fryde mig?  

O skjønne Lina!  hvo dig såe, 
Hvad Syn kan ham fornøje? 
Er blidest Maidags Himmel blå, 
Og venlig, som dit Øje? 
Er Rosens Rødme halv så siin 
Så skær, så huld, så skjøn, som din? 

Så skjøn i finde Lilien, 
I Lina skulde kjende! 
Forvoren, skrumpen, sort er den, 
Og grim og leed mod hende!  
Og hæs er Nattergallens Sang 
Mod hendes Tales Trylleklang!  

O hver en Sorg forsvandt for den, 
Som Snee for Solen svinder; 
Men nu, hvor jeg mig vender hen, 
Ny Sorg for mig oprinder; 
Selv ærligt Venskabs ømme Trøst 
Opriver Såret i mit Bryst;  

Har den for Jordens Glæder Smag, 
Der Himlens fik at kjende? 
Hvad ere Venskabs Favnetag 
For den, der favned hende?  
Og når jeg Dyd og Ømhed seer, 
Jeg mindes, savner Lina meer!  

O kom!  o kom igjen til mig! 
Jeg atter Fryd skal finde!  
See!  Glæderne omsvæve dig, 
Som deres Herskerinde! 
Alt, alt jeg har, nå du er her! 
Alt savner jeg, du borte er!  

Men skal jeg, skal jeg savne dig, 
Og med dig al min Glæde, 
Den Trøt skal intet røve mig, 
Min Lina!  dig at qvæde! 
Ej meer du hører, lønner mig!  
Men evig skal jeg synge dig.