by Jens Immanuel Baggesen (1764 - 1826)

Du Plet af Jord, hvor første Gang mit...
Language: Danish (Dansk) 
Du Plet af Jord, hvor første Gang mit Øje
Fra Vemods Favn opstirred til det Høje,
Og i et Smil, og Skyens Purpurbrud,
Fortryllet saae de første Glimt af Gud!

Plet, hvor jeg vaagned op af Intets Slummer;
Fremkaldt af Almagts underfulve Blid,
Til Livets korte Fryd og lange Kummer;
Men og, algode Gud!  til evigt Liv.  

O elskte Plet!  hvor første Gang mit Øre                       
Hen rykkedes af Vaarens Harpers Klang;
Hvor Himles Harmonie jeg troede höre
I Skovens [Lyd, og i]1 min Moders Sang.

Hvor første Gang min spæde Læbe stammed
Med kielen Følelse det ømme Navn;
Hvor første Gang mit tændte Hjerte flammed
I Kiærligheds og Venskabs hulde Favn.  

O Fødeland!  hvor fandt en Plet min Leden,
Saa vidt vor Klode Støvets Slægt beboer,
Saa blid, saa lystelig, saa fuldt et Eden,
Som du, for den, hvis beste Fryd herneden
Er Mindet af hans første Fryd som Noer?

Ak! ingensteds er Roserne saa røde;
Ak! ingensteds er [Tornene]2 saa smaa;
Og ingensteds er Dunene saa blöde,
Som de, vor Barndoms Uskyld hvilte paa. 

Forgiæves giød, i mindre Brudte Straaler,
Ud over fremmed Egn den milde Sol
Velsignelsernes Væld i større Skaller,
End over Beltet om for kolde Pol.  

Forgiæves hæver langt bag Hjemmets Hegne               
Sig højere mod Himlen Jordens Bryst;
O!  hvad var Himlen selv, hvis ingen vegne
Vort Hjerte der fandt Spor af svunden Lyst? 

Reis kloden om, og smelt i kjelne Lunde;
Og gys i hellig Lyst paa Fjeldes Jis; 
Skue tusend doppelt Liv, og hør af tusend Munde
Naturens, Glædens, og dens Skabers Priis;
Bemærkt hvert Fortrin der, hvor rene Sæder
I Ligheds Hegn betrygge Friheds Glæder!  

Dog savner overalt vemodig glad
Din Aand et saligt sødt jeg veed ej hvad;
Ak!  thi Hyrdinders Dands til Hyrders Qvad,
Ved Arnos Bred, er tvungen mod de Lege,
Hvori for Høgen vore Duer vege.

Thi Heloises Lund seer tornet ud 
Mod Krattet, hvor, omsnært af Brombærranken,
Du favnede som Barn din förste Brud;
Og Skrækhorns Himmelspids er dog ej høj som Banken,
Hvorpaa jeg efter Maanen greb, og Tanken,
Den förste Tanke, tabte sig i Gud.

Nej, her!  kun her, i den afsides Have,
Som Fredrik vogter, Fredens Engel lig;
Hvor mine Brødres Slægter favne sig
I fælles Held, fra Sarpen ned til Trave;

Kun her, o Danmark!  i dit stille Skjød
Fandt det i fremmed Lyst beruste Hjerte
Den hele Fryd, det længselfuldt begierte,
Den Roe, som langt fra dig det aldrig nød.

Her kalder jeg i Mindet froe tilbage
Min vilde Vandrings underfulde Dage,
Og skuer dobbelt skjøn og elskelig 
Hver svunden Engel blandt den fierne Vrimmel,
Hver Stjerne paa min gjennemfløjne Himmel,
Min Frydhavens stille Havblik, speilt i dig.

H. Rung sets stanzas 6, 3, 8
T. Laub sets stanzas 6, 3, 8

About the headline (FAQ)

View original text (without footnotes)

Confirmed with Jens Baggesens poetiske Skrifter, fjerde Bind, første Samling, ed. by A. Arlaud, København: det Schubotheske Forlag, 1899. Appears in Blandede Digte, ages 223 - 225.

1 Laub: "Genlyd af"
2 Laub: "Stormene"

Authorship

Musical settings (art songs, Lieder, mélodies, (etc.), choral pieces, and other vocal works set to this text), listed by composer (not necessarily exhaustive)

  • by Thomas Linneman Laub (1852 - 1927), "Ak, ingensteds er Roserne så røde", published 1922-1923, stanzas 6,3,8 [ three-part chorus a cappella ], confirmed with Thomas Laub: 30 Danske Sange for 3 og 4 lige Stemmer, Kvinde- eller Børne-Kor, København: Hans Borup, about 1922 - 1923, no. 12, page 12 [sung text checked 1 time]
  • by Henrik Rung (1807 - 1871), "Ak, ingensteds er Roserne saa røde", stanzas 6,3,8 [sung text not yet checked]

Researcher for this text: Melanie Trumbull

This text was added to the website: 2020-09-14
Line count: 64
Word count: 445