Hør Ellen, hør, ifald du vil,
stig ud på tømmerflåden,
så lægger jeg med båden til,
og så går du i båden! 
Sig rører ej den mindste vind,
og alt er tyst og stille,
om lidt så få vi måneskin,
og det er ej så silde. 

Tak, Ellen, Tak! Ifald du så
vil holde lidt til højre,
at ingen grene skal os slå,
og ingen siv os tøjre. 
Nu snart vil månen bygge bro
og nattens stjerner møde,
det er jo næsten, som vi ro
i rosenskyer røde. 

Se dette skønne åkandblad,
det mørke, brede, blanke! 
Det ankrer her, og, ved du hvad,
det samme gør min tanke,
den var på rejsen, var på vej,
men kom dog ingen vegne,
bestandig landed den hos dig
fra alle verdens egne. 

Og eet, kun eet min hu står til,
som nu så sødt at glide
alt over livets bølgespil
med dig og ved din side. 
Du drager mig så stærkt, så ømt
som voven disse pile,
jeg elsker dig, og jeg har drømt,
hvad nu jeg ser dig smile. 

Ja, tåren bliver hurtig træt,
når man er to om gråden,
og båden glider mere let,
når man er to i båden. 
Ved hver en vending, kan du tro,
når gode råd er dyre,
skal jeg nok slide, stage, ro,
og du kan gerne styre!