Velkommen, lærkelil!
Jeg ved ej stengespil,
så sødt og rent og jublende så vide,
som disse tonedrag,
de glade klokkeslag,
der rinder våren ind ved vintertide.

Du sværmer ikke vildt,
du kredser ikke snildt,
vil intet rov i dine brødres vrimmel,
du flagrer ikke om,
men frejdig, frisk og from
du går den lige vej fra jord til himmel.

Ej svimler du derved,
men daler trøstig ned,
ned til din græstørv og din lille mage:
I højhed som i fald
du følger tro dit kald,
og derfor har I vel så glade dage.

Du troens rette fugl,
som bier kun på jul,
og kun i årets skumring holder inde,
for så med jubelsang,
når rug er oven vang,
at varsle højt om vårens lune vinde. -

kom, lær mig noder til
det håbets strengespil,
som tvinger dig før gry at være vågen,
lær mig som du at se
igennem mulm og sne
den pinseglans, der dølger sig bag tågen.