Som en rejselysten flåde
ankret op ved Jyllands bro,
ligger vore øers både
små og store dybt i ro.
- Hårdt går hav mod bro og stavn,
møder Danmarks stille navn.
Hør hvor blidt det klinger!
Hvor vi stod og hvor vi gik,
kom dit navn som sød musik
blødt på hvide vinger.

Havombruset yngler landet,
tusind øer gik af havn,
lod sig bære bort af vandet
for at bære Danmarks navn
muntert frem til livets dyst
gennem mulm og strålelyst.
Hil jer, vore skibe!
Flaget blaffer rødt og hvidt
her er Danmark, dit og mit,
med sin kølvandsstribe.

Hør det! Husk det, alle danske!
Klar og frodig er vor ånd,
sproget slutter som en handske
om en fast og venlig hånd.
Værm med vid, hvad helt er vort,
sig kun sandhed jævnt og kort,
gladest ved det milde.
Danskens lov i strid og fred
være ret og billighed,
som kong Volmer ville.

Vinterklart og sommerbroget,
morgenmuntert skumringssvøbt,
ligefremt og latterkroget,
smilbestrålet, tåredøbt.
Det er Danmarks frie sprog,
uden tryk af fremmed åg,
frejdigt Freja taler.
Eget brød til egen dug,
Danmarks hvede, Danmarks rug
Dybbøl mølle maler.