Moderen - Scenemusik

Vildt gaar Storm mod sorte Vande,
hæsligt skriger Ravnes Flok;
Vreden staar paa Himlens Pande.
Rædsel raader! Ragnarok!
Gustent er det friske Løv,
blodbesudlet Jordens Støv,
Solens Flamme oser.
Op vort Hjerte! Op vort Mod!
Sol gik ned i Røg og Blod.
Op staar Sol i Roser!

Saa bittert var mit Hjerte,
saa mødig var min Fod,
saa syg og ensom var min Sjæl
da jeg ved Maalet stod.
De sultne Krager skriger vildt,
hvor sorte Storme gaar.
Kom Vaar!

Kom Danmarks blide Sommer.
Kom blomsterbroget Vang.
Kom gylden Dag og hvide Nat.
Kom søde Fuglesang.

Men Træets magre Grene
er i fortvivlet Trods
strakt op mod Mørkets vilde Hær,
som gaar henover os.
Nu falder Spurven død til Jord
og Mulden gør sig haard.
Kom Vaar! 

Kom Danmarks blide Sommer.
Kom blomsterbroget Vang.
Kom gylden Dag og hvide Nat.
Kom søde Fuglesang.

 ... 

Men fattigst fryser Korset,
som et froststivnet Raab,
de tomme Hænder bærer kun
paa et korsfæstet Haab.
Urolig er de Dødes Søvn,
de mindes deres Saar.
Kom Vaar!

Kom Danmarks blide Sommer.
Kom blomsterbroget Vang.
Kom gylden Dag og hvide Nat.
Kom søde Fuglesang.

 ... 

Min pige er så lys som rav
Og Danmarks gyldne hvede
Og blikket er så blåt som hav,
Når himlen er dernede,
Prinsesse Tove af Danmark!

Min pige kan vel være hård,
Mod dem, hun ilde lider,
Da har hun ord, som hidsigt slår,
Og lidt for hidsigt bider.
Prinsesse Tove af Danmark.

Det smilehul går bag en sky,
Og farligt øjet gråner,
Men stråler bryder frem påny,
Og blikkets bølger blåner,
Prinsesse Tove af Danmark.

Thi ser jeg i de øjne ind,
De bliver vege, varme.
Da hviler jeg i hendes sind,
Som i to bløde arme.
Prinsesse Tove af Danmark.

Dengang Døden var i Vente,
gjorde Pjerrot Testamente,
lod i Hast Notaren hente
og sin Vilje sirligt prente.

(speaks) Det er Fest, det er Fest, tænkte Fanden!

"Mine Børn skal intet vente,
selv forsager jeg min Rente,
og de Venner, Fanden sendte,
dem maa Fanden gerne hente."

(speaks) Det er Fest, det er Fest, tænkte Fanden!

"Herr Notar! Hav da in mente,
som en Helgen Pjerrot endte,
thi han delte Gods og Rente
ud til lutter "Ubekendte".

(speaks) Det er Fest, det er Fest, tænkte Fanden!

Nu lod Pjerrot Præsten hente,
viste ham sit Testamente.
"Sig, Herr Præst, jeg tør vel vente,
Gud betaler mig min Rente."

(speaks) Det er Fest, det er Fest, tænkte Fanden!

Den Gang Ørnen var flyveklar,
raabte alle: Du er en Nar!
Da den steg over Taarnets Top,
sendte de deres Drager op.
Stærk er Ørnen, bred dens Vinge,
Had er stærkest.

Den Gang Ørnen stod højt i Sky,
fik dens Vinge en Ladning Bly,
mens de Drager af tyndt Papir
gik tilvejrs over Stadens Spir.
Stærk er Ørnen, bred dens Vinge,
Had er stærkest.

Den Gang Ørnen faldt ned fra Sky,
lød et Skrig i den hele By.
Ingen Smerte var i den Lyd,
alle skreg de af Skadefryd.
Stærk er Ørnen, bred dens Vinge,
Had er stærkest.

Tidselhøsten tegner godt
og Nælder staar i Stak.
Rugen er kun saa som saa
og Hveden ligger brak.
 
Nag og Nid er vel ved Magt,
har Kraft til Overflod.
Venskab har en vissen Haand,
og en forstuvet Fod.
 
Bulmeurt og Svinemælk
de blomstrer bredt og vidt,
Liljens høje Stilk er brudt
og Rosen ormebidt.

Lavsind bor paa Højens Top
i Ægteskab med Skam.
Højsind bor i Kældervraa,
hvis du kan finde ham.
 
Mug og Skimmel lever højt
og Svampene gaar frem.
Husets Mure staar for Fald,
hvem bryder sig om dem?
 
Had og Last gør hver Dag Fest
hos Høj saa vel som Lav,
Kærlighed gik hen igaar
og grov sin egen Grav.

Ved Festen fik en Moder Bud,
at hendes Søn var død;
men blegne kunde hun dog ej,
for hun var malet rød.
Ak, ak! Rød!
For hun var malet rød!

"Jeg rødmer over denne Mor,"
udbrød en Dame, blid;
men rødme kunde hun dog ej,
for hun var malet hvid.
Ak, ak! Hvid!
For hun var malet hvid!

Fy føj! Jeg valgte helst mig Sort
i Livets Farvelad;
men jeg kan ikke males trist,
for jeg er malet glad.
Ak, ak. Glad!
For jeg er malet glad!

Som en rejselysten flåde
ankret op ved Jyllands bro,
ligger vore øers både
små og store dybt i ro.
- Hårdt går hav mod bro og stavn,
møder Danmarks stille navn.
Hør hvor blidt det klinger!
Hvor vi stod og hvor vi gik,
kom dit navn som sød musik
blødt på hvide vinger.

Havombruset yngler landet,
tusind øer gik af havn,
lod sig bære bort af vandet
for at bære Danmarks navn
muntert frem til livets dyst
gennem mulm og strålelyst.
Hil jer, vore skibe!
Flaget blaffer rødt og hvidt
her er Danmark, dit og mit,
med sin kølvandsstribe.

Hør det! Husk det, alle danske!
Klar og frodig er vor ånd,
sproget slutter som en handske
om en fast og venlig hånd.
Værm med vid, hvad helt er vort,
sig kun sandhed jævnt og kort,
gladest ved det milde.
Danskens lov i strid og fred
være ret og billighed,
som kong Volmer ville.

Vinterklart og sommerbroget,
morgenmuntert skumringssvøbt,
ligefremt og latterkroget,
smilbestrålet, tåredøbt.
Det er Danmarks frie sprog,
uden tryk af fremmed åg,
frejdigt Freja taler.
Eget brød til egen dug,
Danmarks hvede, Danmarks rug
Dybbøl mølle maler.