En dybere Sorg er paa Jord ei skabt
End min — dog den fylder mit Hjertes Trang.
Det er bedre at have elsket og tabt
End aldrig at have elsket engang.

Jeg kjøbte mig ei Ligegyldigheds Fred
For al min Kummer, for alt mit Savn —
Hvad det er at leve, Den slet ikke veed
Som aldrig har holdt en Elsket i Favn.

Det Himmelske er der ved Kjærlighed
At dens Sorg selv bliver et Rigdoms Væld:
Hvor fyldes mig ei mangen eensom Kveld,
Naar jeg sænker mig i min Erindring ned ?

Da drage de hulde Syner forbi
Fra skjønne Dage — da kommer Hun,
Som jeg ei skal see meer paa Jordens Sti,
Og hvisker til mig om Gjensynets Stund.

Ja, vel er der Lyst selv i Sorgen skabt,
Naar dens Klage lyder af Kjærlighedssang —
Det er bedre at have elsket og tabt
End aldrig at have elsket engang.