Det er en deilig Sommerdag,
den friske Lund har reist sit Tag,
og lader Løvet suse.
I Luften flagre Alfer om,
og hviske blidt: „O skynd dig, kom
til vore Lundehuse“!

„Der er saa luunt, der er saa tyst,
der falde Blomster paa dit Bryst
fra rige Lindegrene,
og ønsker du at drømme sødt,
da kan du hvile ganske blødt
paa mosbelagte Stene“.

Jeg vandrer, ved det milde Bud,
paa skyggefulde Stier ud
til Skovens grønne Kammer;
der hører jeg et sagte Gny,
der hviske Alferne paany
bag rankedækte Stammer.

De spørge mig ved hvert et Fjed,
„hvi har du ei din Elskte med,
hvor Skovens Sanger bygger;
ved [Træet]1 her er Plads til To,
og over Stedet falder jo
et Slør af tætte Skygger“.

„Hun er saa smuk, hun er saa øm;
vi svæve tidt om hendes Drøm
i disse lyse Nætter.
Hun skulde her, naar blot du bad,
bekræfte rødmende og glad
Alt hvad din Længsel gjetter“.

O søde Røst, hvi vækker du
min hemmelige Smerte nu
i disse stille Lunde!
Min Mund er lukt, mit Aag er tungt
der findes intet Hvilepunkt,
hvor Savnets Orm kan blunde.