Aldrig fra de grønne Sale
Vandrer jeg til Staden ind,
Skilt fra Høider og fra Dale,
Skilt fra Lys og letten Vind.

Aldrig jeg fra Teltet flytter,
Søger Skjul bag Vold og Muur,
Aldrig jeg min Frihed bytter
Mod et skummelt Fangebuur.

Seer Du Floden hist, der iler,
Bruser mod det store Hav!
Dristig den i Solen smiler,
Skjøndt den vandrer mod sin Grav.

Stjernen glimter i sin Vane,
Stille kan den aldrig staae,
Færdes efter gammel Vane
I det ubekjendte Blaa.

Høstens vilde Fugl sig svinger
Til et sydligt, fremmed Land,
Aldrig den sin Længsel tvinger,
Før den naaer den fjerne Strand.

Ingen Strande dog der gives.
Der kan køle Fuglens Blod,
Snart den af sit Indre drives.
Mod den Kyst, den nys forlod.

Fuglen, Stjernen, Flodens Vande,
Er da de alene frie,
Og skal jeg tilbage stande
Som et Træ paa vilden Sti?

Samler Hjorden! Vi vil reise,
Bryder Teltets Bolig ned!
Hurtig skal det atter kneise
Paa et nyt og ukjendt Sted.

Min Kameel jeg snart belæsser,
Den skal knæle paa mit Bud,
Hesten, der paa Sletten græsser,
Bære skal min unge Brud.

Buen klinger, Strængen bæver,
Pilen svigter ei sit Maal,
Ulven, der sit Bytte kræver,
Synker for det hvasse Staal.

Slettens Søn ved Faren smiler,
Deilig er hans ranke Mø;
Frem hun som Gazellen iler,
Fanges den, da maa den døe.

Hendes Slør i Luften bølger,
Blikkets Glands det skjuler ei,
Vind og Sol og Maane følger
Paa den ubekjendte Vei.

Men naar til det dunkle Fjerne
Jeg har ført min bedste Skat,
Da skal Kjærlighedens Stjerne
Glimte gjennem Steppens Nat.