Når nat udvælder fra sorten sky, 
og månen kvælder i morgengry, 
mens gode blunde, har travlt de onde, 
for lyset sky!

Gud så fra himlen med lynildsblik 
på kæmpevrimlen med Kains skik: 
Trods jordens herre, fra ondt til værre 
de fremad gik!

Og han deroppe, hvis skamler stå 
på bjærgetoppe og skyer grå, 
han høres sværge: Brat over bjærge 
skal bølgen gå!

Dog, hør, du gæve, min Enoks søn! 
vil højt du svæve med mig i løn, 
byg lavt ved bølge til dig med følge, 
mens bøg er grøn!

De kæmper trygge med spodske smil 
så Noa bygge sin ark med il,
blandt færredssnekker en sær tredækker 
i kæmpestil.

Ser I, hist oppe nu sejler han 
på fjeldetoppe, den fromme mand! 
Da ruller torden, da revner jorden 
med brag på stand!

Nu himlens sluser oplades brat, 
og havet bruser i bælgmørk nat, 
og roser blegne, og kæmper segne 
med suk fuldmat!

Dog under dække en verden tryg 
bar Noas snække på bølgens ryg, 
med kæmpegange og bedre sange 
end surr af myg!

Og Gud forglemmer på bølgen blå 
ej lærkestemmer, ej spurven grå, 
end sige muldet, hvor himmelguldet 
i grube lå!

Sig bølgen kaster og segner mat 
storvragets master nu dages brat, 
og arken strander, og verden lander 
på Ararat!

Sin glug oplader med stille sind 
den folkefader på fjeldetind, 
vil sandhed vide, slet ikke lide 
på hjernespind!

Med aftensvalen, i solbjergslag,
til bølgesalen mod gofertag
kom dog fra lunde med nyt i munde 
den lange dag!

"Luk op foroven! her er et brev, 
som Gud i skoven om våren skrev, 
af kæmpebogen til ham i kågen 
et blad jeg rev!"

Olivenbladet fra grønne lund, 
i åndebadet af duemund,
på spejlklar skive! hvem kan beskrive 
den aftenstund!