20 Folkelige Melodier

Som dybest brønd gi'r altid klarest vand,
og lifligst drik fra dunkle væld udrinder,
så styrkes slægtens marv hos barn og mand
ved folkets arv af dybe, stærke minder. 
Din egen dag er kort, men slægtens lang,
læg øret ydmygt til dens rod forneden:
årtusind toner op i gråd og sang,
mens toppen suser imod evigheden! 

Vi søger slægtens spor i stort og småt,
i flinteøksen efter harvens tænder,
i mosefundets smykke, plumpt og råt,
i kirkens kvadre, lagt af brede hænder. 
Hvert skimlet skrift, hver skjoldet alterbog
har gemt et gran af slægtens ve og våde
nu skal de røbe mig, hvad vej jeg drog,
og løfte mig en flig af livets gåde. 

Endnu en stund, så drær den danske rug,
mens lærken trilrer og grågøge kukke. 
Du pusling-land, som hygger dig i smug,
mens hele verden brænder om din vugge,
mod dig vort håb og manddomsdrømmen går,
når landsbyklokken signer dine strande,
når aftenrøden højt i skyen står
og sænker fredens korstegn på din pande. 

Lad mig kun flagre hen som blad i høst,
når du, mit land, min stamme, frit må leve,
og skønne sange på den danske røst
må frie, stærke sjæle gennembæve. 
Da står en ny tids bonde på sin toft
og lytter ud mod andre lærkesange,
mens himlen maler blåt sit sommerloft,
og rugen gulnes tæt om vig og vange.

Der sad en fisker så tankefuld
og hørte på Herrens tale;
så klang i øret ej sølv og guld,
ej sangen i havfru-sale;
på fiskerkvasen vor Herre sad,
og folk i mængde som blomst og blad
de lytted i land til Ordet.

Nu, Simon! sagde Gud Faders Ord,
da prædiken hans var ude,
læg alle årer nu fluks om bord,
dem lystrer jo vel din skude.
Far ud på dybet, og drag en dræt!
Det er på tiden, om jeg ser ret,
mig lyster med dig at følge.

Ja, læremester, han svared brat,
det kunne vi godt behøve,
vi sled forgæves den hele nat,
dit ord er dog værd en prøve!
For tvivl var Simon slet ikke fri,
men spejl, du tvivler, dig smukt deri:
Han gjorde, som Herren sagde.

Sin dont han passed, og vod han trak,
men fandt, det var over magten;
hans skude nikked, og voddet sprak,
så overhånds stor var dragten.
Da vinked Simon ad venner tro,
og fiskeladning fik skuder to,
så færdig de var at synke.

Der Simon Fisker det jærtegn så,
da Jesus han faldt til fode
og sagde: Herre, du fra mig gå!
Jeg er ikke af de gode.
Frygt ikke! svared vor Herre mildt,
jeg vil dig lære herefter snildt
lyslevende folk at fange.

Så fulgte Simon vor Herres kald,
hos Ordet gik han i skole,
og folk han fanged i tusindtal,
de skinne nu klart som sole,
og end er ikke på jord forbi
det store menneske-fiskeri,
som Herren og Simon grunded.

På jord end findes det færgelag,
som kaldes Sankt Peders Gilde,
så folk vi fange endnu i dag
og føre til livets kilde.
Fra verden føre vi dem til Gud,
hvor frit de evig gå ind og ud,
og glæden dem altid følger.

Med lys vi komme, med kors vi gå,
vi vil ingen sjæl bedrage,
de ved det alle, vi kalde på,
at verden de må forsage;
på snekken vajer det røde flag,
vort garn vi sætte ved højlys dag
og ej i de smalle sunde.

På hjertedybet vi fare ud,
hvor timeligt ej kan bunde,
der vod vi trække på Herrens bud
for, hvad ej vil gå til grunde;
hvo kun al verden, ej mer, attrår,
han ej et ord af vor mund forstår,
ham griber da ej vor tale.

Tunge, mørke nattesky'r
op ad himlen drager,
hjem til skovs af marken flyr
hist de sorte krager.
Skumringen sig breder ud,
det er mørkt omsider.
Vær os nær, du kære Gud,
medens natten lider.

Vær mig nær, thi uden dig
ensomhed mig truer,
Vær mig nær, thi uden dig
jeg for mørket gruer.
hold mig i din faderhånd,
så jeg dig fornemmer,
fri mig ud af mørkets bånd,
så min frygt jeg glemmer!

Lad mig føle, hver gang når
livet bli'r mig øde,
at du, Fader, hos mig står
og i sådan møde;
og når natten i mit bryst
hjertet vil omlejre,
o, da skænk mig livsens trøst,
vind mig livets sejre!

Og når dødens nat engang
over mig sig sænker,
lad mig høre morgensang,
førend ret jeg tænker:
dine fugles morgensang
i den høje sommer,
der, hvor dag er altid lang,
natten aldrig kommer!

Tung og mørk den tavse nat
over jorden spænder,
hist kun bag et vindve mat
vågelys, der brænder.
Du, som lindrer sorg og nød,
al vor synd forlader,
lyser op den mørke død,
tak! du lysets Fader!

Jeg saae kun tilbage. Mig Livets Lyst bortklang;
Da toned mig i Sjælen saa trøstelig en Sang;
See frem, men ei tilbage! -- Hvad Hjertet attraaer,
Maaskee dog engang under Solen du naaer.
 
Lad Bølger bortrulle! lad Løvet flagre hen!
Rask bruser dog Strømmen, frisk Skoven staaer igjen.
Lad Solen formørkes og Maanen tage af!
Dog Sol og Maane stiger fuldkarsk over Hav.
 
Lad rulle det Svundne i Tidernes Elv!
Det Liv der ei bortfarer, er Sjælen dog selv.
Har Sjælens Liv ei Ende, saa er der ingen Død,
Og vi er dog saagodtsom i Paradiset fød.
 
Der springer en Kilde ved Livstræets Rod:
I Verdenshavet strømmer Udødeligheds Flod;
Og Havet ei ældes, og Jordens grønne Øe
Hver Sommer staaer forynget i livsgrønne Søe.
 
Een Draabe kun af Kilden, hvor først den udsprang!
Een Blomst kun af Grenen, hvor Livets Æbler hang!
Og Haaret aldrig graaner, og Sindet blie'r ei tungt;
Men Hjertet gløder evig lyksaligt og ungt.
 
Hvor Livskilden springer, didhen staaer min Hu.
Hvor Livstræet blomstred, der blomstrer det endnu.
See frem, men ei tilbage! -- Hvad Sjælen attraaer,
Maaskee dog engang under Solen du naaer.
 
Men naaer under Solen ei Sjælen hvad den vil --
Saa er der andre Sole og Stjerner til.
Og slukkes alle Sole og Stjerner engang --
Dog Livets Kilde springer, hvor evig den sprang.

Nu lyser løv i lunde,
grønt ligger Danmarks land.
Imellem blanke sunde,
et skjold med sølverrand.
Frugtblomsters hvide pletter
det rige, grønne felt,
mens højt de lyse nætter
slår ud sit sommertelt.

Nu løses fugletunger
af vinterdødens band,
et solskinskor de sjunger
i skovens frie land; -
de kalder os, de stemmer,
ud fra vor hverdagsbur,
fjernt fra dets fangetremmer
at finde dig, natur!

Den frihed, som vi savner
bag byens mur og tag,
på åben mark vi favner
en solglad junidag;
så skære er dens kinder
som æbleblomstens blad,
og om dens hår sig vinder
dugdråbers perlerad.

Du lyse, friske sommer- 
Vor friheds unge brud,
fra støv og støj vi kommer
til fred og stilhed ud.
Vort liv til lyst du vende
på dagens solskinsfelt,
og over os du spænde
de lyse nætters telt!

Hedelærken, den liden Fugl,
Bygged bag Lyng paa Tue,
Svang sig dog fra sit lave Skjul
Høit mod Himmelens Bue,
Lysnede om Jyllands Strand,
Tindrede for Folk og Land
Som en Nordlys-Lue.

Hedelærken, den fattig Fugl,
Eied knap Klæder egne,
Hented sig dog af Lykkens Hjul
Guld, som aldrig kan blegne,
Drømme-Havens Rosenflor,
Tanke-Havets Perlesnor,
Sangens Trylleevne.

Hedelærken, den flygtig Fugl,
Havde saa klart et Øie,
Saae, hvad der rørte sig i Skjul
Under en Vadmels-Trøie;
Tegned i sin dunkle Krog
Folkelivets Billedbog,
Bindestuens Saga.

Hedelærken, den stakkels Fugl,
Ruged paa egen Smerte,
Magted at tænde Glædens Jul
Dog i saa mangt et Hjerte;
Qvad med Stemme høi og ren
Drapa over Bautasten,
Vakte Folkeaanden.

Hedelærken et Hædersnavn
Blev blandt Dannemarks Fugle;
Livet bandt det til Sorg og Savn,
Døden det ei kan skjule.
Lysnende om Jyllands Strand,
Tindrende for Folk og Land
Staaer dets Nordlys-Lue.

Derfor kan vort øje glædes
ved et billeds farvepragt,
thi det lys, hvori det klædes,
er naturens egen dragt,

og den sten, hvis skønhed strålte,
formet af en mesters hånd,
den blev skøn, fordi han malte
med vor skabers målebånd. 

Derfor rørtes vi og vaktes
ved en digters favre ord,
thi de druer, som os raktes,
var fra livets rige bord,

derfor vugged os i drømme
tonedybets havfrusang,
thi af hjertets kildestrømme
svulmed jo dets bølgegang. 

Alt, som ejer livets lue:
rosens blus og havets blå,
skovens hvalv og brynets bue,
læbens fine folder små,

tankens hemmeligste susen,
elskovsblikkets tavse sprog,
lærkens sang og bækkens brusen, -
alt er kunstens lærebog.

Naturens ædle dyrker begærer ej den krans,
der falmer i tidernes vande,
han agter kun og ønsker og søger den glans,
der lyser fra evighedens strande.

Og ørkenens veje, de standse ej hans fod,
ej vindenes dræbende skare,
og ispolens ånde, den kuer ej hans mod.
Han ænser ej savn eller fare.

De mægtige skikkelser i verdens ældste grav,
de rædsler, som bølgedybet gemmer,
de blinkende verdner i Mælkevejens hav
og afgrundens vældige stemmer;

og rosernes rødmen og nattergalens sang,
mens skovduen reder sit leje,
og døgnfluens flagren og himmellysets gang,
de vise ham den eviges veje.

Og stjernedybets gåder, dem grunder han ud,
ej tidernes lænke ham fanger,
og lynet han tvinger at vorde tankens bud,
og dampen er hans dristige ganger.

De rigeste skatte han finder under muld,
hans ånd gennem afgrunden vanker,
han skænker dem til verden, han lønnes ej med guld,
hans løn er de evige tanker,

de tanker, der flyve som svaner over sø,
til under for de fjerneste lande,
og aldrig kan ældes og aldrig kan dø
og sænkes i glemselens vande. 

Morgendug, der sagte bæver i den lune vind,
blomsterduft, der langsomt svæver fra den gamle lind,
alfeleg bag skovens sale,
fuglesang i forårsdale,
månens lys på bølgens strømme,
det er Danmarks drømme. 

Heltedåd, der aldrig glemmes selv i tidens høst,
store sagn, der evig gemmes skal ved sagas bryst,
hjerter, der af troskab lue,
mod, som døden ej kan kue,
ydmygt sind i glans og lykke,
det er Danmarks smykke. 

Slige drømme, slige smykker, hvo kan glemme dem! 
Ville nogen her vel bytte Danmarks gamle hjem,
hvor i læ bag egens skygger
skovens fugl med frihed bygger,
mod det land, hvor vestens slaver
malm af jord opgraver? 

Nej, vi vil vort hjem ej bytte bort for nogen pris,
her vi virke vil og leve på de danskes vis,
stærke som vor oldtids minder,
fuld af kraft mod Danmarks fjender,
tro som guld mod drot og rige,
- dem vi aldrig svige.

      Som: Dejlige Øresund

  Der, hvor vi stred og sang,
  der, hvor vort Ord har Klang,
hvor vi hver dog fik sit lille Rige,
  her i vort eget Hjem
  trænger sig ind og frem 
snart et Folk, hvem vi maa Pladsen vige.

  Det et det unge Blod,
  det er det friske Mod, 
snart det ta'r os Tømmen ud af Hænder,
  planter sig ved vort Bord,
  fører det store Ord, 
dristig op og ned paa Huset vender. 

  Tænk, om de tramped ned
  Frugten af al vor Sved,
Sæden, vi vor bedste Pleje skjænkte!
  Blev det en Hunnerflok!
  ja det var bittert nok, 
om den vore Tempelbuer sprængte.

  Men med det bedste frelst
  følges vi allerhelst 
af en Slægt, der selv har Ild og Kræfter,
  ej en, der tam og tom,
  blot i sin Svaghed from, 
kun kan tralle vore, Viser efter.

  Se, deres Tid er nær,
  snart har de Magten her, 
end paa Jorden er der Folkevandring;
  Skoler, I store. smaa.
  dertil I hjælpe maa, 
at det bli'r til Gavn med den Forandring.

  Tag Grothen under Tugt,
  retled hans frie Flugt, 
hold igjen paa Slægten den rebelske,
  ku ej det stærke Mod,
  køl ej det varme Blod, 
lær ham blot, hvad der er værdt at elske! 

  Øv ham i Vaabenfærd.
  men hjælp ham til især, 
hvad der er os helligt selv at hædre,
  kæmpe for det med Lyst,
  bøde paa vore Brøst 
og hvad vi gjør godt -- at gjøre bedre!

Betragt mit svage spind,
hvor trådene sig flette. 
Den allermindste vind
kan alt i hast udslette. 
Et ringe billed kun
på almagtsvælde stor. 
hør i din bitre stund
mit stille trøstens ord. 

Giv på min gerning agt. 
Så sidder hist den høje
i centret af sin magt
med et opmærksomt øje. 
Han drager, som han vil,
snart tråden ud, snart ind,
han lægger mærke til
det allermindste spind.

Jord i hvis Favn der hades og der myrdes
Slægt efter Slægt,
blodige Jord med al din Syndebyrdes
voksende Vægt!
Hvor kan saa let din Himmelvej du følge
rundt om den Sol, der skuer dine Saar,
og san lysgrønt bølge
Vaar efter Vaar?

Jo, thi den samme, som har bundet Jorden
Lovenes Baand,
som gav sit Folk i ørkenfjeldets Torden
Loven i Haand,
han la'r sin Sol hver fattigt Straa forgylde,
han er den Gud, som hører Støvets Bøn,
som i Tidens Fylde
gav os sin Søn.

Derfor, om al vor Lykke skulde falme,
brat staa for Fald,
altid fra Jord en evig Takkesalme
løfte sig skal;
derfor, hvor vældigt Mørkets Aander virke,
aldrig vor Bøn skal Synke til et Suk,
aldrig Herrens Kirke
rokkes et Fnug.

Lær os da, Jord, paa Aandens ørnevinge,
trofast som du,
os om vort høje Himmellys at svinge
trøstig i Hu,
Fra ham alt Lys, som vi begære,
fra ham Livsvarmen i vort Bryst,
grønnes Gud til Ære,
gyldnes til Høst.

På det jævne, på det jævne -
ikke i det himmelblå! -
Dér har livet sat dig stævne,
dér skal du din prøve stå!
Alt, hvad herligt du kan nævne,
alt, hvad højt din sjæl kan nå,
skal hernede på det jævne
fast sin rod i livet slå.

Komme ned, se det er tingen!
dale glad som fugl fra sky,
når med sang den sænker vingen,
ikke falde tung som bly!
komme ned og slutten ringen;
være glad i kvæld og gry,
elske verden, hade ingen,
føle sig som født på ny!

I det høje! I det høje!
lyder det dig mere smukt?
Funkler sværmerisk dit øje?
Finder verden stolt din flugt?
Vil du ej dit hoved bøje
under livets strenge tugt?
Vil du ikke marken pløje,
før du høster markens frugt?

Ak, den kunst er tung at lære,
dyrkes kun af såre få,
den uendelige svære,
den: på jorden fast at stå,
den: sin himmel med at bære
overalt i hjertets vrå- 
den: sin skaber glad at ære
det store, i det små!

På det jævne skal du bygge,
på det jævne skal du bo!
Ej som krøbling, ej på krykke,
ej med dyrets dorske ro!
Med dit savn og med din lykke,
med dit håb og med din tro
skal du på det jævne bygge
op til stjernerne en bro!

På det jævne! På det jævne!
Altid i min sjæl det klang,
når med fantasiens evne
kækt jeg mig fra jorden svang.
Alt det andet vil sig hævne,
er kun splid og undergang.
På det jævne! På det jævne!
Det er livets sejerssang!

Det danske brød på sletten gror
med liflighed og sødme,
det bæres ind med smil af mor
i morgensolens rødme.
Det lægger kraft i knøsens arm,
det runder fint den jomfrubarm,
hvor ømhedsvældet gyldenvarm
går ind i hjerteslaget.

Den danske mand er fredens mand,
han buldrer ej og støjer,
hans fædreland er hjemmets land,
han nynner, mens han pløjer.
Hans ånd har sky for krigens færd,
hans plovjern er hans riddersværd,
og helst han vil sit sande værd
i ærligt arbejd' stempe.

Den danske viv, den danske mor,
hun som vi hustru kalde,
hun dækker op sit hvide bord
og sysler om os alle.
Hun er vor sol i livets slud,
vor stue gør hun lys og prud,
og deler der Guds gaver ud,
så alle munde mættes.

Det danske barn med kinden rød,
det leger under lider,
mens krig og pest og sult og død
igennem verden rider.
I skærm af hjemmets hyldetræ
det pludrer trygt ved moders knæ,
mens blodet farver bjerg og bræ
i alle himmelegne.

Så er vort land et lykkeland
med fredens stille dyder,
hvor der er nok til mø og mand
i spande som i gryder.
Så gå da ud, vort danske brød,
gør sulten tavs, giv kinden glød
og fri fra sot og landenød
sålangt din sødme rækker! 

Frihed er det bedste guld,
som sol bestråler over muld,
lad den dit smykke være!
Ja, dersom du dig selv har kær,
da hold den mer end livet værd!
- thi frihed følger ære.

Frihed er en borgemur,
hvor modet støder højt i lur
mod alle fjender gramme.
Sig du dem kækt ved porten: Stop!
kun fejhed lukker porten op
og lister bort med skamme.

Frihed er en stad så skøn,
hvor enigheden bor i løn,
og nabo smukt sig føjer.
Hvor så man skatter egen arv,
at alle ser på næstens tarv,
og ingen retten bøjer.

Frihed er det gyldne skjold
mod avind, list og overvold,
hvor retsind fører sværdet.
Bag den kan fredens ranker gro,
men, hvor den ej kan fæste bo,
må freden fly forfærdet.

Frihed er som fugl i hånd
med moders røst og faders ånd;
hold fast om fuglens vinge!
Kun galgenfugl dig bilder ind,
at når den fløj for vejr og vind,
kan han igen den bringe.

Frihed er en kongehøg,
der stak i sky, når bort den fløj,
forgæves du den lokker.
Din fred og glæde følger med,
alt som den flyver langt af led,
mens ørnene sig flokker.

Frihed er en dejlig brud,
som vil dig følge ind og ud,
elsk hende højt med ære!
Når hende du til hustru får,
da ages herligt læs i gård,
thi alt hun vil dig være.

Frihed er en sikker havn,
vend altid kun mod den din stavn,
da er du frelst af fare!
For kongeskib og mindste båd
har den mod storm og bølge råd,
den alle vil bevare.

De snekker mødtes i kvæld på hav,
og luften begyndte at gløde. 
De leged alt over den åbne grav,
og bølgerne gjordes så røde. 

Her er jeg sat til en bavtasten
at vidne for slægter i Norden:
Danske de vare, hvis møre ben
under mig smuldre i jorden,
danske af tunge, af æt og af id,
thi skal de nævnes i løbende tid
fædrenes værdige sønner.

Når somrens sang er sungen,
og kulden knuger støvet,
og tonen dør på tungen
af stormen overdøvet:
mit hjem, du rige, varme,
i dine moderarme
jeg lever op på ny. 

Og alt, hvad blæsten skræmmed,
hvad frostens magt mon kue,
det skærmes huldt i hjemmet
og tø'r ved arnens lue. 
Hvert lysglimt bli'r til glæde,
hvert suk la'r ud sig græde,
hvert håb får luft i sang.