Et sus af sagte høstlig vind —
et blad, som strejfer let min kind
og falder mig for fode;
dér ligger det paa gruset blødt
og ler til mig saa purpurrødt
og gør mig — ja jeg véd knap hvad —

saa ungdomsvarm til mode;
Du tid, hvor hun var min, ja min,
med denne vækst, saa svaj, saa fin,
med denne mund, som bød mig glad
de aabne læbers rosenblad —
o røde vilde vin!

Du tid, for dig jeg bøjer mig,
for minderne, som føjer sig
tilsammen ret som blade;
og rask jeg plukker mig en krans,
før stormen spiller op til dans
og hvirvler livets løv henad
den aabne høstestrade.

End er hun nær, end er hun min, 
end venter hun mig svaj og fin 
og byder mig saa frisk og glad 
de aabne læbers rosenblad — 
o røde vilde vin! 

Af dig jeg perset har en drik — 
men ej for flygtigt øjeblik 
med bitter smag om munden; 
den „vilde" vin gav druehøst, 
og druen gløder i mit bryst 
og gør mig — ja jeg ved knap hvad 

Saa varm til hjerte-bunden : 
O glød for dig, som end er min, 
for denne vækst, saa svaj, saa fin, 
for munden, som mig rækker glad 
de friske læbers rosenblad — 
du røde vilde vin !