Mit Alt var du blevet, min dyreste Skat,
Min Sorg og min Glæde ved Dag og ved Nat.
Du fyldte mit Sind og du fængsled min Sans,
Du gød over Livet en Glød og en Glans.

Jeg vidste jo godt, at du aldrig blev min,
Men Drømmene kom, hvor du kaldte mig din,
Livsalige Drømme, hvor du var mig nær
Og rødmende røbed, du havde mig kær.

Ak Drømmenes Eden kun vared saa kort,
Og Virkeligheden mig vækked så hårdt,
Det var ikke mig, som din Kærlighed vandt,
Da Dag ningen dæmred og Drømmene svandt.

Farvel da, I Drømme, som døved min Sorg,
Farvel, du min Dronning fra Drømmenes Borg,
Mit strålende Smykke i svindende Kveld,
Min tabte Lykke, Farvel, Farvel!