Fem Digte af Otto Benzon , opus 69

Der gynger en Båd på Bølge, 
og der er kun én ombord,
Men det er den fagreste Pigelil 
på hele den fagre Jord.
Men Slangen, den slår sine Bugter.

Lyse så er hendes Lokker 
som agrenes gyldne Strå,
Klare så er hendes Øjne
Og milde som Himmelens Blå.
Men Slangen, den slår sine Bugter.

Rød som den blussende Rose
så er hendes runde Kind,
Ren som den rislende Kilde
er hendes Tanke og Sind,
Men Slangen, den slår sine Bugter.

Og hendes Latter den er som Fuglens
Kvidren ved Morgengry
Og hendes Smil som den glade Sol,
der bryder igennem Sky.
Men Slangen, den slår sine Bugter.

Ja hun er den herligste Pigelil
på hele den herlige Jord
Og hun får såvist ikke længe Lov
at være ene ombord.
For Slangen den slår sine Bugter.

Min kære lille Gentleman, min egen dejlige Dreng,
Nu ligger du vel og sover så sødt i din lille Seng.
Jeg ser dig tydeligt for mig, som jeg så ofte dig så,
På Puden det lille Hoved, på Tæppet de Hænder små.

Men Fater sidder i England og Fatter han sover ej,
Han sidder i England og skriver et Fødselsdagbrev til dig,
Og det skal gå over saltens Sø og det skal gå over Land
Og komme den to og tyvende til min lille Nielsemand.

Komme med alle de gode Ønsker, det komme kan,
Ønsker om Lykke for Drengen fra Drengens Fattermand.
Gid du altid må tænke og så når du blir stor
Så pænt som du gjorde som lille Dreng derhjemme hos Far og Mor.

Gid du altid må glædes ved det, som Livet dig gav,
Glædes ved dine Goder og ikke komme med Krav;
Huske at Lykken finder ingen, som ej forstod,
At den bestandig ligger lige foran Ens Fod.

Så til Lykke min kære, min fine og gode Dreng,
Du står som en lille Forårsblomst i Livets den grønne Eng,
Og Fattermand kan ej se dig, men tænke på dig han vil,
Og det vil han blive ved med, sålænge som han er til.

Sov nu sødt, du lille Mor,
Sov nu sødt i Kisten inde,
Tunge vore Tårer rinde,
Mens vi stæde dig til Jord.

Mat er nu dit Øjes Glar,
Stum din kære milde Stemme,
Ak, men vi skal ikke glemme,
Hvad for os du været har.

Aldrig bedre Hjærte slog,
Aldrig bedre Hjærte bristed,
Aldrig bedre Mor blev mistet,
Herren gav og Herren tog.

Sov da, lille Mor, i Fred,
Tak for hvad du var i Livet,
Tak for Alt, hvad du har givet 
Af din rige Kærlighed.

Snegl, Snegl, kom ud af dit Hus!
Kom, lille Snegl, kom ud af dit Hus
Og se, hvor Verden er skøn!
Se, hvor Blomsterne mylrer frem
Hist over Engen i tætte Klynger
Med Farve på Kind og lysende Smil
Og hør, hvad Fuglen i Luften synger,
Hør, hvad der hviskes i Vindenes Sus...
Snegl, Snegl, kom ud af dit Hus!

Snegl, Snegl, bliv i dit Hus,
Bliv i dit Hus, du har jo et Hus,
Du fik jo et Hus, som du vilde.
Du valgte jo selvdet husker du vel
At blive en lille, almindelig Snegl,
Ingen af Skovens, de store, sorte,
Frie, husvilde, nøgne Snegle.
Luk dine Øjne for Blomsternes Smil,
Tæt dine Øren for Fuglens Sange,
Stæng dine Tanker for Vindenes Sus -
Snegl, Snegl, bliv i dit Hus.

Mit Alt var du blevet, min dyreste Skat,
Min Sorg og min Glæde ved Dag og ved Nat.
Du fyldte mit Sind og du fængsled min Sans,
Du gød over Livet en Glød og en Glans.

Jeg vidste jo godt, at du aldrig blev min,
Men Drømmene kom, hvor du kaldte mig din,
Livsalige Drømme, hvor du var mig nær
Og rødmende røbed, du havde mig kær.

Ak Drømmenes Eden kun vared saa kort,
Og Virkeligheden mig vækked så hårdt,
Det var ikke mig, som din Kærlighed vandt,
Da Dag ningen dæmred og Drømmene svandt.

Farvel da, I Drømme, som døved min Sorg,
Farvel, du min Dronning fra Drømmenes Borg,
Mit strålende Smykke i svindende Kveld,
Min tabte Lykke, Farvel, Farvel!