Choir:
 Som en græsgrøn plet, når sneen må tø,
 som et åkandeblad på den dybe sø
 ligger den vårlige fynske ø.
 Nu blomstrer det knortede æbletræ
 bag bakker, der rundes som pigeknæ,
 og breder sit flor over folk og fæ.
 I haver, hvor isnende snefnug sprang,
 de rejser den strittende humlestang,
 at humlen kan vokse sig svaj og lang.
 Og alle folk synes, at dagen er sød
 fra morgenens grå og til aftenrød -
 og de mimrer ved tanken om boghvedegrød.

Soprano:
 Å se, nu kommer våren,
 til haven og til gården,
 og luften er så tynd og klar,
 og uden lue går vor far,
 og mange tanker hjertet får,
 som ingen moders sjæl forstår.

 Og mis går ud i solen,
 før lå den lunt på kjolen
 og leged' med vor mors garn,
 mens blæsten peb som vrantent barn,
 og bedstefar i ovnens krog
 mildt grunded over bibelsprog.

 Å se, nu kommer våren
 til alle her på gården,
 og stuen er så tam og trang,
 og hjertet løber fuldt af sang,
 så det er ved at sprænges,
 - er det, fordi det længes?

Tenor:
 Den milde dag er lys og lang
 og fuld af sol og fuglesang,
 og alt er såmænd ganske godt,
 når blot, når blot, når blot...
 når blot vor nabos Ilsebil
 vil det, som jeg så gerne vil,
 vil lægge kinden mod min kind
 med samme varme sind.

 Vil række mig sin lille hånd
 med samme redebonne ånd,
 vil lukke øjet som til blund
 og give mig sin mund.
 Ja, dagen den er lys og lang,
 og der er nok af fuglesang,
 men jeg er bange, Ilsebil
 vil ikke det, jeg vil...

 Bag hækken kommer Ilsebil,
 - mon det er mig, hun smiler til,
 hun bærer mælk i klinket fad
 og giver katten mad.
 Å se, nu smiler hun igen,
 min Ilsebil, min egen ven -
 det er, som selve solens skin
 faldt i mit hjerte ind.

Baritone:
 Der har vi den aldrende sol igen,
 velkommen til gården, du gode ven!
 Du kommer med blæst, du kommer med støv,
 du ånder på knoppen, så bliver den løv.
 Nu kommer du ikke med uro mer
 mit hjerte er roligt, hvad end der sker;
 det er som et lukket og øde hus,
 når foråret kommer med sus og brus.

Male choir (Mandskor):
 Til dansen går pigerne arm i arm,
 den ene er hed og den anden er varm.
 De unge, de klapper med blide dask,
 de gamle, de laver sig tit en krabask.

Tenor:
 Jeg tænder min pibe i aftenfred,
 når solen er sunken i Vesterled.

Baritone:
 Og månen jeg ser gennem vinglassets bund -
 for piben og glasset - de deler min mund.