I dag kong Harald
får give ting-fred;
ti Einar fulgte
fem hundred bønder.

Eindride, sønnen,
slår vagt om huset,
imens den gamle
går ind til kongen.

Så minnes Harald
måske, at Einar
har tvenne konger
i Norge kåret, --

og giver fred
og forlig på loven;
hans løfte var det,
og folket længes. --

Hvor sanden fyger
ned over vejen,
og støj der stiger? --
Se ud, min sko-svend!

-- Kanske blot vinden!
ti her er vejrhårdt:
den åbne fjord
og de lave fjælde.

Jeg minnes byen
ifra min barndom;
hid vinden hidser
der vrede hunde.

-- Men støj der tændes
af tusen stemmer?
og stål den farver
med kamprød flamme!

Ja, det er skjold-gny!
og se hvad sand-gov:
spyd-bølger hvælve
om Tambarskjelve!

Han er i trængsel! --
Troløse Harald:
Lig-ravnen løfter sig
af din ting-fred!

Kør frem med karmen,
jeg må til kampen;
nu sidde hjemme,
det galt jo livet!

  (på vejen.)

O bønder, berg ham!
slå kreds omkring ham;
Eindride, værg nu
din gamle fader!

Byg ham en skjold-borg
og giv ham buen,
ti døden pløjer
med Einars pile!

Og du, St. Olav,
o for din søns skyld!
giv du ham gagn-ord
i Gimles sale!

    (nærmere.)

Flokken de sprænger...
og kjæmper ej længer;
i bølger
de følger
hverandre mod elven,
hvad er der vel hændt?
Hvad spår denne skjælven?
Har lykken sig vendt? -
Hvad er det, hvi stanser
nu bøndernes skare? . . .
Med nedstukne lanser
to døde de kranser
og Harald får fare? --
Hvad trængsel der er
ved tingstuens port;
stille al hær
vender sig bort? -
Hvor er Eindride!
Sorgfulde blikke
flygter tilside,
frygter mit møde . . .
så kan jeg vide:
de to ere døde! --
-- Rum! Jeg må se:
Ja, det er dem! --
Kunde det ske? . . .
Jo, det er dem:

Falden er herligste
høvding i norden;
Norriges bedste
bue brusten.

Falden er Einar
Tambarskjelve,
sønnen ved side, -
Eindride!

Myrdet i mørke
han, som var Magnus
mer end fader,
Kong Knud den stores
kårede sønne-råd.

Falden for snigmord
skytten fra Svolder,
løven, som sprang over 
Lyrskog-heden!

Slagtet i baghold,
bøndernes høvding,
Trøndernes hæder,
Tambarskjelve!

Hvidhåret, hædret,
henslængt for hundene, --
sønnen ved side,
Eindride!

Op, op, bondemænd, han er falden;
men han, som fældte ham, lever!
Kenner I mig ikke? Bergliot,
datter af Håkon fra Hjørnungavåg! - 
Nu er jeg Tambarskjelves enke!

Jeg roper på eder, hær-bønder:
Min gamle husbond er falden.
Se, se, her er blod på hans blege hår!
eders hoveder kommer det over,
ti det bliver koldt uden hævn.

Op, op, hærmænd, eders høvding er falden,
eders ære, eders fader, eders børns glæde,
hele dalens ævertyr, hele landets helt,
her er han falden, og I skulle ikke hævne?

Myrdet i mørke, i kongens stue,
i tingstuen, lovstuen er han myrdet,
myrdet af lovens første mand,
O, lyn vil falde fra himlen på landet,
hvis det ikke luttres i hævnes lue!

Skyd langskibe fra land,
Einars ni langskibe ligger her,
lad dem bære hævnen til Harald!

O, stod han her, Håkon Ivarson,
stod han her på bakken, min frænde,
da fandt Einars bane ikke fjorden,
og eder, fejge, slap jeg bede!

O bønder, hør mig, min husbond er falden,
mine tankers højsæde i halvhundred år!
Vælted er det, og ved dets højre side
vor eneste søn, o al vor fremtid!
Tomt er der nu innen mine to arme;
Kan jeg vel mere få dem op til bøn?
Eller hvorhen skal jeg vende mig på jorden?
Går jeg bort til de fremmede steder, --
ak, så savner jeg dem, hvor vi levede sammen;
men vender jeg mig derhen,
ak, så savner jeg dem selv!

Odin i Valhal tør jeg ikke finne;
ti ham forlod jeg i min barndom.
Men den nye Gud i Gimle?
Hen tog jo alt, jeg havde!

Hævn? Hvem nævner hævn?
Kan hævn vække mine døde?
Eller dække over mig for kulden?
Finnes i den et tilstængt enkesæde,
eller trøst for en barnløs mor?

Gå med eders hævn; lad mig være!
Læg ham på karmen, ham og sønnen;
kom, vi vil følge dem hjem.
Den nye Gud i Gimle, den frygtelige, som tog alt,
lad ham også tage hævnen, ti den forstår han!
Kør langsomt, ti sådan kørte Einar altid;
og vi kommer tidsnok hjem.

Hundene ville ikke møde med glade hop,
men hyle og hænge med halen,
og gårdens hester ville spidse øren,
vrinske glade mod stalddøren,
og vente Eindrides stemme.

Men den lyder ikke længer,
ej heller Einars skridt i svalen,
som råbte, at nu måtte alle rejse sig,
for nu kom høvdingen!

De store stuer vil jeg stænge;
folkene vil jeg sende bort;
kvæg og hester vil jeg sælge,
flytte ud og leve ene.
Kør langsomt;
ti vi kommer tidsnok hjem.