I dag kong Harald
må holde tingfred;
thi Einar fulgte
fem hundrede bønder,

Eindride, sønnen,
slår vagt om huset,
imens den gamle
går ind på tinge.

Så mindes Harald
måske, at Einar
har tvende konger
på tronen hævet,

og giver fred
og forlig på loven;
hans løfte var det,
og folket længes!

Hvor sandet hvirvler
ned over vejen!
Og støj der følger!
Se ud, min skosvend!

Kanske blot vinden,
thi her er vejrhårdt –
den åbne fjord,
de høje fjelde!

Jeg kender byen
ifra min barndom,
hid vinden hidser
de vrede hunde.

Men støj der tændes
af tusind stemmer!
Og stål den farver
med kamprød flamme –
ja, det er Skjoldgny!

Spydbølger hvælver
om Thambarskelve!
Han er i trængsel,
troløse Harald!

Ligravne stige jo
af din tingfred.
Kør frem med karmen –
jeg vil til kampen,
det livet gælder
at sidde hjemme!

O bønder! Værg ham,
slå kreds omkring ham!
Eindride, værg nu
din gamle fader!
Eindride, værg ham!

Byg ham en skjoldborg
og giv ham buen!
Thi døden pløjer
med Einars pile!

O du, Sankt Olaf, Sankt Olaf!
O for din søns skyld!
Sankt Olaf, giv du ham gavnord
i Gimles sale, Sankt Olaf!

Kæden sig sprænger –
de kæmper ej længer.
I bølger de følger hverandre mod elven.
Hvad er der vel hændt?
Jeg gribes af skælven,
har lykken sig vendt?
Hvad er det?
Hvi standser vel bøndernes skare?
Med nedstukne lanser to døde de kranser.
Og Harald får fare!
Hvad trængsel ved tingstuens port?
Stille al hær vender sig bort.
Einar ser jeg ikke, hvor er Eindride?
Sorgfulde blikke flygte tilside,
frygte mit møde – så kan jeg vide:
de to ere døde!

Falden er herligste høvding i Norden,
Norriges bedste bue er brusten!

Falden er Einar Thambarskelve!
Sønnen ved side, sønnen ved side,
Falden for snigmord skytten fra Svolder,
Kong Knud den Stores stærkeste kæmpe!

Falden er Einar Thambarskelve!
Sønnen ved side, sønnen ved side,
Eindride! Eindride!

Myrdet i mørke Magnus den Mildes
fader og forsorg, fædrelands frelse!

Falden er Einar Thambarskelve!
Sønnen ved side, sønnen ved side,
Eindride! Eindride!
Eindride! Eindride!

Op! Op! Bondemænd! Han er falden!
Men han, som fældte ham, lever!
Kender I mig ikke? Bergliot,
Hakons datter fra Hjørrungavåg!
Nu er jeg Thambarskelves enke.

Jeg råber på Eder, hærbønder!
min gamle husbond er falden!
Se, se, her er blod på hans hvide hår!
Eders hoveder kommer det over,
thi det bliver koldt, koldt uden hævn.

Op! Op! Hærmænd! Eders høvding er falden.
Eders ære, Eders fader, Eders børns glæde,
hele dalens eventyr, hele landets helt
er falden, og I ville ikke hævne!

Myrdet i mørke, i kongens stue,
i tingstuen, lovstuen er han myrdet,
myrdet af lovens første mand!
O lyn vil falde fra himlen på landet,
hvis det ikke lutres i hævnens lue!

Skyd langskibe fra land!
Einars langskibe ligge her,
lad dem bære hævnen til Harald!

O, stod han her, Håkon Ivarsson!
Stod han her på bakken, min frænde!
Da fandt Einars bane ikke fjorden,
og Eder, fejge! slap jeg bede!

O bønder, hør mig! Min husbond er falden,
min tankes højsæde i halvhundred år!
Styrtet er det, og ved dets højre side
vor eneste søn, o al vor fremtid!

Tomt er der nu inden mine to arme,
kan jeg vel mere få dem op til bøn?
Eller hvorhen skal jeg vende mig på jorden?
Går jeg hen til de fremmedes steder,
ak, så savner jeg dem, hvor vi levede sammen,
men vender jeg mig derhen, men vender jeg mig derhen,
ak! ak! så savner jeg dem selv!

Odin i Valhal tør jeg ikke finde,
thi ham forlod jeg i min barndom!
Men den nye gud i Gimle – ak!
han tog jo alt, alt jeg havde.
Hævn? Hvem nævner hævn?
Kan hævnen vække mine døde?
eller dække over mig for kulden?
Findes i den et tilstængt enkesæde,
eller trøst for en barnløs moder?

Gå med Eders hævn! Lad mig være!

Læg ham på karmen, ham og sønnen!
Kom, vi ville følge dem hjem.
Den nye gud i Gimle, som tog alt,
lad ham og tage hævnen, thi den forstår han!
Kør langsomt, thi sådan kørte Einar altid,
og vi komme tidsnok hjem.

Hundene ville ikke møde med glade hop,
men hyle og flygte til huse,
og gårdens heste vil spidse øren,
vrinske mod stalddøren
og vente Eindrides stemme,

men den lyder ikke længer;
ej heller Einars skridt i svalen,
der råbte ind, at alle skulle rejse sig,
thi nu kom høvdingen.

De store stuer vil jeg stænge,
folkene vil jeg sende bort,
kvæg og heste vil jeg sælge,
flytte ud og leve ene!
Kør langsomt!
thi vi komme tidsnok hjem!