Gud skal alting mage,
som mig alle dage
favner i sit skød,
han, som mig udval'te
og blandt sine talte,
førend jeg blev fød,
han, som ved
så god besked
udi livet og i døden,
hvad jeg har fornøden. 

Gud skal alting mage! 
Han så mangen plage
haver fra mig vendt,
underholdet livet,
mad og drikke givet,
som det mig har tjent. 
Og når tit
en anden sit
har med suk og sorg fordøjet,
har han mig fornøjet. 

Gud skal alting mage,
dig ved hånden tage,
når du synke skal. 
Når du vil fortvi'le,
finder ingen hvile
udi modgangs dal,
Gud da vil
selv træde til,
da skal al din kummer endes,
som et strå forbrændes. 

Gud skal alting mage,
mægtig i de svage
han sig altid ter,
skulle eller kunne
nogen gå til grunde,
som på herren ser? 
Allesteds
da vel tilfreds! 
Alting står udi hans hænder,
al din trang han kender. 

Gud skal alting mage,
selv når du skal smage
Dødens beske skål,
da vil han det gøre,
selv vil han dig føre
til det rette mål. 
Lad den pagt
kun stå ved magt,
at du skal til graven drage? 
Gud skal sjælen tage. 

Gud skal alting mage,
som den sorte drage
mægtig overvandt,
fører han end sine
gennem kors og pine
underlig iblandt,
vær bered
til strid og fred,
til at give og at tage,
Gud skal alting mage!