Min gang er en torden, min næse er krum,
mit blik er som blinkende biler.
Jeg hersker i landet som mægtig drot,
det skummer en saltvandssjø mot mit slot
og støtter i stormen smiler.

Gud fri dig, prinsesse, jeg jager dig frem
fra havens de skjulteste stier!
Du flyr under latter de trapper op
og kaster dig ned med din venuskrop
og lukker dit øie og bier.

Jeg leter dig op. Du er fin og fast
og skjøn som en gudernes gave.
Du kjender og følger mit fingerpek,
du lystrer og åpner din favn til lek
— til lek i din livsens have.

Alverden går under. Vi leker os bort
mens tider og timer de iler.
Det lys over himlen er lynet blot
og bruset er sjøen som knuser vort slot.
Og støtter i stormen smiler.